Gaute Lind Finsterbach

Det Røde Menneske – Indledning

October 3, 2026

Det, du skal til at læse, er genudgivelsen af en blog, jeg skrev under min 3. og sidste praktik. Den foregik i Ghana, startede 2½ år inde i mit pædagogstudie og varede 6 måneder. Jeg rejste sammen med min gode ven og medstuderende Ditte (som for øvrigt kunne fortælle en helt anden historie end den der følger i disse blogindlæg). Jeg har aldrig før eller siden rejst på den måde, så det var noget særligt at opholde sig så langt væk. For afstanden var stor, både i tid, sted og kultur. Derfor var det også naturligt at skrive hjem. Der var mange at skrive til, så jeg oprettede en blog, så sådan blev et brev til et blogindlæg og 11 indlæg mere fulgte på det halve år. På nuværende tidspunkt har jeg aldrig skrevet så lang en tekst af egen selvstændige vilje – så har det været i forbindelse med opgaver stillet af arbejde eller uddannelse.

Her har jeg altså en tekst, som er drevet alene af trangen til at beskrive de oplevelser, jeg har haft i Afrika og det, de gjorde ved mig. Derfor er det et spændende dokument for mig at genbesøge. I forbindelse med denne genudgivelse, vil jeg derfor dele nogle af de refleksioner, jeg har haft omkring de forskellige indlæg. Så efter hvert afsnit følger mine refleksioner over indlægget set i lyset af hvem jeg er i dag.

Her i indledningen, skal der også være en refleksion, så her følger den første. Jeg er ikke sikker på om det er den vigtigste – men det er i hvert fald den første, jeg for alvor har haft:

Jeg har flere gange tænkt på at genposte bloggen. Det er jo den enkleste måde at genudgive den på. Men her kom titlen i vejen. Da jeg første gang døbte bloggen, har jeg kaldt den “Den Røde Negers Tidende”. Det var der, i 2011, ikke nogen der løftede øjenbryn over – i så fald har ingen sagt noget om det til mig.

Den gang var idéen om, at ordet neger har en historisk sammenhæng med mange forskellige former for undertrykkelse, herunder slaveri, og at det gør det til et ord, som kan såre og marginalisere – den gang var denne idé ikke ligeså udbredt. (i hvert fald ikke så udbredt, at den var rodfæstet hos mig). I stedet fæstede de fleste (i hvert fald i min omgangskreds) sig ved den kontekst, ordet blev udtrykt i. Ordet så vi som en neutral betegnelse for et menneske af afrikansk afstamning. Undertrykkelse af dem havde man andre ord til.

Vores forståelse af ordet har imidlertid udviklet sig siden. Så selvom min intention aldrig var at såre nogen, er det min vurdering, at jeg måtte gøre noget ved titlen for ikke at så tvivl om denne intention.

Det betød, at jeg var nødt til at finde en ny titel, med en betydning, der lænede sig op af den gamle. For der var masser af mening i den gamle titel. Et andet aspekt ved ordet neger er, at det er en betegnelse for et menneske, som alene beror på udseende. Ordet er ligeglad med, hvad du kan og vil, om du er rig eller fattig og såmænd også, hvor du kommer fra.

I Ghana mødte jeg et ord, der på dette punkt er en slags pendant til neger, obroni. Det ord hører man meget ofte, som europæer i Ghana. “Obroni!” hørte jeg flere gange, på selv korte spadsereture, når forskellige fremmede ville i kontakt med den hvide mand. Obroni er altså en betegnelse for en person af europæisk afstamning, alene på baggrund af udseende – dog uden den historiske kontekst til sammenligning. På fante har de tilsvarende ordet obibini, som betegner en afrikaner.
Fante er det sprog Ghaneserne i Cape Coast taler.

Jeg er interesseret i sprog, så jeg talte med nogle af de venner, vi fik i Ghana, om ordene. Det var sådan jeg fandt ud af, at obroni ikke kan oversættes direkte til hvidt mennesker eller lignende. Jeg fandt ud af, at menneske hedder nyimpa og hvid hedder fufu, så jeg spurgte om man kunne sige “nyimpa fufu”. Svaret var, at det kan man godt, men de plejer at sige nyimpa korkor. Korkor betyder rød. Det synes jeg var en herlig aha-oplevelse, og i dag slutter det en fin kæde tilbage til den oprindelige titel på min blog.

Den gamle titel refererede med ordet neger til ordet obroni, for det var en af de helt store oplevelser at blive mødt med så mange antagelser funderet i min fremtoning. Ordet røde, refererede til mig selv, da jeg har rødt skæg og røde toner i mit hår.

Jeg håber, den nye titel signalerer, at bloggen handler om mennesker, men også, at den handler om mennesker fra forskellige kulturer og kontinenter, og vi kunne ikke komme uden om det faktum, at vi så forskellige ud.

Jeg kan ikke vide med sikkerhed, hvem du, der læser eller lytter med nu, er, men da jeg selv underviser på pædagoguddannelsen, har jeg med denne genudgivelse mine pædagogstuderende i tankerne. Uanset hvem du er, så tænk på disse blogindlæg, som breve fra en 25 årig pædagogstuderende, der sidder i Ghana i 2011, længes hjem og rigtig gerne vil fortælle dig om sine nyerhvervede oplevelser.

Efterrefleksionerne er udtryk for 40 årige Gautes trang til at sætte flere begreber på oplevelserne. Dette er min helt egen tekst, og således er jeg ikke bundet af akademisk stringens, og slipper for at lave korrekte referencer efter APA-standarden. Men efter 10 år på højere læreanstalter, kan jeg alligevel ikke lade være med at analysere lidt i nogle temaer, som fylder i beskrivelserne. Det er blevet til 3 temaer, som du kan følge igennem indlæggene, hvis du har lyst.

Det ene handler om kulturmøder og kulturchok, og det bliver jeg nødt til at folde lidt ud, for kultur betyder rigtig mange forskellige ting – dog vil jeg forsøge at holde det enkelt her. I min tid i Ghana mødte jeg kultur på særligt to forskellige måder, som jeg har valgt at kalde hhv. eksplicit kultur og implicit kultur. Her skal eksplicit kultur forstås som det, en befolkning gerne vil vise, som deres kultur. Kunst, arkitektur, folkedans, musik mm. Det er i høj grad performativt i det, man viser en kultur frem man kan være stolt af. I Danmark har vi netop defineret en top 100 over de bedste danske sange nogensinde. Et fremragende eksempel på, hvordan vi dyrker vores eksplicitte kultur herhjemme. Mere hverdagsagtige ritualer, såsom hvordan man sidder sammen til et måltid kalder jeg dog også eksplicit kultur, hvor rammerne er tydelige og relativt nemme at italesætte.

Implicit kultur er mindre håndgribeligt. Det er de usagte måder vi gør os på. Idéhistorikeren Lars-Henrik Schmidt har sagt, at kultur er de spørgsmål vi ikke stiller. Jeg synes den formulering indrammer implicit kultur godt, og den forklare fint, hvordan det bliver udfordrende at møde en fremmed kultur. Der er simpelthen mange ting der er svære at hitte ud af, når man ikke kender de spørgsmål vi ikke stiller, og det var i mødet med den implicitte kultur, at jeg oplevede kulturchok. Den implicitte kultur er det første man møder, men det sidste man opdager.

Det andet tema er dannelse. Et andet begreb, som kan betyde mange forskellige ting. Her er min tese, at dannelse finder sted, når ens forståelser udfordres. Det er derfor der er noget der hedder en dannelsesrejse, for visse rejser udfordre ens forståelser. Min udlandspraktik var i særdeleshed en dannelsesrejse. Den foregik under en uddannelse, men du vil snart se, at de fleste fortællinger i bloggen ikke handlede om selve uddannelsen, men om alt muligt andet omkring den.

Ens forståelser udfordres i særdeleshed, når man oplever kulturchok, men også i alle mulige andre sammenhænge. Jeg vil ikke definere dannelse nærmere her. Det er noget jeg er på sporet af, når af jeg genlæser mine blogindlæg. I nogle af mine efterrefleksioner skriver jeg eksplicit om nogle af de særligt dannende øjeblikke, men det er ikke dem alle jeg peger specifikt på, for de fandt hele tiden sted.

Det tredje er bredt, og forøvrigt viklet ind i de to andre. Det handler om forskelle. Forskellene på at være europæer og afrikaner, på at være lokal og udlænding, på livsvilkår, på muligheden for at blende ind. Det handler også om tillid og mangel på samme, og om min subjektive oplevelse af at være europæer i Ghana. Det er ikke sikkert, der bare er tale om ét tredje tema, men skal jeg være lidt stringent omkring min mangel på stringens, er det nok meget passende. Du, kære læser, skal jo også have lov til at tænke lidt selv.

Uanset hvad du lægger i det, du kommer til at læse, vil jeg sige tak for, at du følger med og ønske dig god fornøjelse.
22. august 2011 – genudgivet

October 3, 2026

Jeg er landet i Ghana

Hej folkens. Hvor er der mange vilde indtryk at tage ind i Ghana. Jeg kan mærke kulturchokket snige sig ind på mig. Folk er meget udadvendte. Når jeg kører til og fra arbejde, kalder folk efter mig, og nogle dasker til mig, hvis jeg kører tæt nok forbi. Det er aldrig ondt ment, men det er en stærk oplevelse at blive behandlet efter sin hudfarve. Men jeg har det godt. Cykelturen til og fra New Life er fantastisk. Meget af tiden holder jeg øjnene i jorden, fordi vejen kan være temmelig hullet. Så er det eneste, der adskiller sig fra Danmark, varmen. Men når man kigger op, ser man det røde landskab og selvfølgelig bevoksningen. Ghaneserne dyrker plantain, som er nogle små palmer, der giver nogle store melbananer. For mig ligner plantainmarkerne en lavt voksende jungle. På vejen kommer man igennem et par små landsbyer, hvor folk går og arbejder. Terrænet er bakket, spændende og udfordrende at cykle i, så jeg satser på at være i topform, når jeg kommer hjem. Vi er meget sammen med Patrick, som bor i huset overfor. Han er en rigtig fin fyr og man lader til at kunne stole på ham. Han har bl.a. vist os et abereservat. Vi så et par aber, men de var ikke så aktive den dag og de kom ikke ret tæt på. Han hjælper os med mange praktiske ting. Han hjalp os bl.a. med at købe nogle gode cykler, og han fandt også min igen, da den var blevet stjålet (“med guds hjælp”, hvis man spørger ham selv). I lørdags mødte vi Justice. Han er en lille gut, som siger at han er sønnesøn af en høvding. Vi festede sammen med ham og nogle af hans venner. Det var en mega sjov aften, og næste morgen lavede vi mad sammen med dem, som vi tog med på stranden. Det var en rigtig hyggelig dag. Vi slappede bare af, spillede fodbold og tumlede i de vilde bølger. På New Life bruger jeg meget tid sammen med Nicholas, som er 19 og dermed en af de ældste på børnehjemmet. Han lærer mig om landbrug og madlavning, mens jeg hjælper ham med hans pligter. Jeg forsøger også at lære noget fante af ham og er så småt ved at få lidt hul på det. Jeg har blandt andet lært at abowa betyder dyr, så det går jeg og råber til de mange høns og geder, som går over det hele. Jeg har sikkert ikke fortalt en brøkdel af hvad der er at fortælle, men dette er hvad jeg kan komme i tanke om nu.

Hav det godt allesammen.

Gaute

Indgangen til vores hus

Efterrefleksioner

I begyndelsen af dette indlæg beskriver jeg kulturchokket. Når man siger, at ubehagelig indsigt X er ved at snige sig ind på en, tror jeg, det typisk et udtryk for, at det allerede er sket. Det gør dette indlæg til en fin forlængelse af indledningen til projektet. Dette første indlæg var tænkt som et brev hjem. Jeg ville gerne fortælle lidt om, hvad jeg oplevede og hvordan jeg havde det.

Jeg havde det svært i Ghana, men det skrev jeg ikke i mit brev hjem. Alligevel skinner det igennem her. “Folk er meget udadvendte” er en kontrast til min egen selvopfattelse, som værende et mere eller mindre introvert menneske. Så det var allerede overvældende at møde en kultur, hvor man tog så meget kontakt til mig. Når jeg beskriver det som en stærk oplevelse at blive behandlet efter min hudfarve, er det på daværende tidspunkt stadig spændende. Jeg kan ikke sige, at det var rart i sig selv, men det var tankevækkende og øjenåbnende, og det er positivt. Det var det dengang, og i dag, er det en værdifuld erfaring jeg har med mig.

Når jeg skriver om at kunne stole på Patrick, er det endnu et tegn på, hvor svært det var for mig at bo i Ghana. Det lå implicit, at det gennemgående var svært for mig at stole på folk og selv Patrick, som vi var gode venner med, udtrykte jeg i indlægget kun en forbeholden tillid til. Det udspringer i høj grad af vores forskellige møder og sammenstød med folk. Patrick var også en af de lokale, der advarede os imod de lokale. Justice var en af dem han advarede os imod, og Justice endte også med at stjæle min mp3-afspiller. Advarslerne gik på især rastafarierne, men jeg husker også advarsler knyttet til ghaneserne generelt. Det er et tema, som vender tilbage i andre indlæg. Et andet tema, der vender tilbage er sproget. Jeg fortælle i dette indlæg, at jeg har lært ordet abowa, som betyder dyr. Hvad jeg ikke fortæller er, at det også er et skældsord, så vores venner og bekendte anbefalede mig jævnligt at lade være med at gå og råbe abowa af dyrene, så der ikke skulle opstå misforståelser.
1. september 2011 – genudgivet

October 3, 2026

Festival, tømrerarbejde og mad

Den store festival i Cape Coast er startet. Vi var med ved åbningsceremonien. Vi sad i en kreds, mens folk i røde dragter dansede i midten. Der var 6-7 mænd til at spille trommer, alle i røde vodaphone t-shirts… seancen var en speciel oplevelse. Der er intet indstuderet. “De danser som guderne ønsker det”. Selve dansen var som sådan ikke noget storslået. De gik på skift ind i midten og hoppede rundt i cirkler, strøede noget pulver ud på jorden og lavede nogle sære spjæt. Efterhånden kom der mere og mere gang i dem. En ung pige med bart bryst dansede meget længe, mens de andre skiftedes til at danse med. Da hun var færdig, så hun svimmel og konfus ud. Så gik en af mændene i gang. Han dansede en tid, og begyndte så at opføre sig som et vildt dyr. Han gik på fødder og knoer med brystet skudt frem som en gorilla. Pludselig stormede han ud mod kanten af cirklen, så folk trak sig forskrækkede tilbage. Han sad lidt og gravede energisk i jorden, som om han søgte efter noget. Så fór han over til den anden side, så folk igen brød cirklen i en lettere panik. Det gentog sig et par gange. Efterhånden faldt manden ned og blev menneskelig igen. Lidt efter rettede forsamlingens opmærksomhed sig mod noget uden for cirklen bag os. Nu var en af tilskuerne gået i trance og styrtede rundt ude foran som en abe. En kvinde fra kredsen gik også i trance, og begyndte at danse ind i midten, hvor de officielle dansere forsøgte at få hende skubbet ud til publikum igen. Da vi havde været der i et par timer, tog vi hjem igen. Ceremonien varer til langt ud på natten og vi skulle op på børnehjemmet næste dag. Vi var trætte og nogle gange var det ret langtrukkent, men jeg synes, det var en virkelig intens oplevelse. Det var storslået stemning selvom selve showet ikke var noget særligt. Svært at beskrive nøjagtigt, men jeg håber det giver mening.

På børnehjemmet er jeg begyndt at reparere senge sammen med Nicholas. De er rigtig gamle og slidte, men solide nok, når man lige kigger dem efter. Det er ikke særlig svært at reparere dem. Det er som regel simple reparationer, som skal til. Det er bare ikke blevet gjort. Det er et meget tilfredsstillende projekt. En af de store drenge blev så glad for at vi havde stabiliseret hans seng, at han straks forærede mig et par beskyttelsesbriller, som jeg ikke kunne få mig selv til at takke nej til. Maden er ikke noget at skrive hjem om… Så det gør jeg 😉 Af råvarer som vi ikke bruger derhjemme, er det værd at nævne plantain, casava og yam. Plantain, eller melbananer, er store bananer, som både kan bruges, når de er grønne og gule. Når de er grønne laver man blandt andet chips af dem. De modne frugter er ret søde, men ikke ligeså søde som banan. Man steger dem og spiser dem. En bestemt ret hedder kalawuli, og er små stykker plantain, som man steger i olie og stærke krydderier. Det er ret godt. Det er ungkarlemad, og noget, man tit køber på vej hjem fra byen. Yam og casava er store rødder, som man kan koge og spise lidt som kartofler. Ofte laver man fufu, hvor man moser casava, plantain og ris sammen i en gryde til en tæt dej. Dette gør man også med majs og yam, hvilket hedder banku. Jeg synes begge dele smager skrækkeligt. Det er ikke smagen som sådan, den er bare kedelig, men konsistensen vokser i munden. Til gengæld, kan de lave pølser. Jeg har købt nogle oksepølser, som til min overraskelse hører til de bedste, jeg har smagt. Det afrikanske køkken er gennemgående ikke så spændende. Det betyder, at vi laver meget mad selv på vores gaskomfur og i vores lille el-ovn. Vi har det fortsat godt hernede og falder mere og mere til. Hav det godt i Danmark og resten af verden.

Med venlig hilsen
Gaute

Efterrefleksioner

Det der slår mig, når jeg læser dette igen, er de negative vurderinger. Der er også positive vurderinger, men de negative fremstår mig en anelse arrogante, når jeg ser tilbage på dem. Det er muligvis en tolkning, jeg lægger på det, fordi jeg iagttager mig selv og det gør man ofte lidt kritisk – ligesom at høre sin egen stemme på en lydoptagelse.
Jeg sætter også pris på beskrivelserne, fordi de er umiddelbare.
Jeg husker ikke ret meget fra festivalen den dag i dag, men teksten kalder enkelte brudstykker frem. Dette var en af mange oplevelser af kulturen i Cape Coast, som den udtrykkes. Det var den slags begivenheder, som Patrick og andre af de lokale stolt inviterede os med til.
Min beskrivelse af det der foregik, synes jeg lyder spændende, og det står i kontrast til min vurdering af, at showet ikke var noget særligt.

De tidlige beskrivelser, som denne, hører til mine mest umiddelbare indtryk. Med umiddelbare mener jeg, at jeg endnu ikke var tilvænnet kulturen nok til at kunne forstå den på sine egne præmisser. Jeg er endnu ikke i stand til at deltage. Jeg kan blot tage imod og skrive ned, hvad jeg oplevede.
Senere vænnede jeg mig fx til maden, hvilket også indebar at jeg lærte, hvordan man skal spise deres dejretter. De skal sluges, ikke tygges. På fante bruger man også to forskellige ord for at spise, alt efter om man tygger eller sluger maden.
I disse tidlige indlæg beskriver jeg det, jeg kalder eksplicit kultur, kultur som den performes og fremvises. Det er bl.a. kunst, men det indeholder mere end det, som fx de retter, man spiser til hverdag i en ghanesisk familie. Det var den form for kultur, som ikke forårsagede kulturchok hos mig.
Kulturchok oplevede jeg i mødet med den levede implicitte kultur. Den er subtil og derfor er det vanskeligt at tale om den. Den medfører misforståelser og usikkerhed og ofte er det noget, jeg først blev klar over langt senere end der, hvor usikkerheden opstod.

Dagene på børnehjemmet var positive. Måske var kulturafstanden mindre her, fordi der næsten hele tiden var danskere til stede på New Life. Den hypotese har jeg ingen mulighed for at teste. Jeg fik i hvert fald flere positive relationer der og de var et godt udgangspunkt for at leve kulturen og ligeså stille lære en smule af de subtile kulturelle koder at kende.
Denne efterrefleksion endte med at handle om kulturchok, som også optrådte i det første af mine nye indlæg. Det er et tilbagevendende tema, som ikke kun var knyttet til subtile misforståelser. Det vender jeg også tilbage til i senere indlæg.
11. september 2011 – genudgivet

October 3, 2026

Hospitalsbesøg

Festivalen er overstået sidste weekend. Sidste lørdag så vi den store parade hvor høvdingerne bliver båret gennem byen. Der var action til alle sanser. Farverige dansere, hæftige trommer, geværer som blev affyret op i luften. Alle høvdingerne havde hver deres egen kortege. For de fleste var det folk i ensfarvede t-shirts, men en af høvdingerne havde krigere med sorte sværd. Optoget varede et par timer, og vi sad på første sal i en lejlighed og kunne se det hele oppefra. Jeg skal forsøge at få lagt nogle billeder ud.

Ditte har været ret syg, men er kommet sig efter et par dages behandling med tabletter. Vi var i den anledning inde på hospitalet for at få stillet en diagnose. Man skal forvente en speciel oplevelse, når man tager på hospitalet i udlandet, og dette var ingen undtagelse. Vi havde naboen Patrick med, som hjalp os med kommunikationen. Vi ankom midt på eftermiddagen. Først viste vi nogle papirer frem ved en skranke, hvorefter vi skulle til en anden skranke og betale. Så sad vi og ventede lidt, hvorefter Patrick blev utålmodig og marcherede ind i et andet rum. Derefter blev vi hentet ind til en sygeplejerske, som tog Dittes blodtryk og stillede hende et par spørgsmål. Så blev vi vist ud på gangen igen, hvor vi skulle vente. Efter en halv times tid, tabte Patrick igen tålmodigheden og gik ind for at bilde personalet ind, at Ditte kastede op. Efter en smule mere ventetid, kom vi ind i samme rum som før, hvor en læge foretog samme undersøgelser som sygeplejersken. Vi blev igen vist udenfor. På et tidspunkt blev en gammel dame bragt ind med en ambulance. Hun blev lagt på en patientseng i gangen, hvor hun lå og ventede en times tid. Huden på hendes ene fod var revet helt itu, så den hang løst ved siden af det blottede kød (det så klamt ud). Hun må have fået noget smertestillende, for hun så sløv og fjern ud. Vi ventede udenfor, et stykke tid, hvorefter jeg spurgte Patrick om det var mig tilladt at gå ind og se til Ditte. Det kunne jeg frit gøre. Lægen havde trykket hende på maven og stillet hende et par spørgsmål. Vi skulle betale for en blodprøve og noget medicin. Lægen sagde, at han ville beholde Ditte på hospitalet et par timer, for at give hende noget væske i drop. Jeg skulle vente ude på gangen, for at få svar på blodprøven. Vi sagde til Patrick, at han kunne tage hjem, så skulle jeg nok vente sammen med Ditte. Jeg sad en times tid og ventede, hvorefter jeg gik ind til Ditte, som var blevet lagt på en briks med droppet. Læger, patienter og pårørende strøg konstant ind og ud. Vi fik fat i lægen, som bad mig gå ned og bede om svaret på blodprøven. Vi havde været på hospitalet i godt to timer. Information var svært at få, og alt gik meget langsomt. Jeg fik hentet blodprøvesvaret og gav lægen det, som forsvandt igen. Derefter sad vi en times tid og ventede inde på stuen. Der var åbent ind til nabostuen, hvor der blandt andet lå et lille barn, som skreg og skreg. Til sidst fik vi lægen til at fortælle os, at Ditte havde malaria, og skulle tage nogle tabletter over et par dage. Da vi skulle betale for de sidste ting, før hun kunne udskrives, havde vi ikke flere penge med. Jeg fik fat i Patrick, som arrangerede at jeg kunne låne, af en af hans venner på hospitalet. Det var mørkt, da vi tog hjem.

Efterrefleksioner

Jeg kan konstatere, at jeg dengang som nu, interesserer mig mere for den implicitte end den eksplicitte kultur. Min beskrivelse af det store kulturarrangement, der har været i byen i ugevis, får i hvert fald ikke lige så meget plads, som hospitalsbesøget, der har taget et par timer.
Hospitalsbesøget var også helt specielt. Jeg nævner det også i indlægget: “Hospitalsbesøg i udlandet kan være en meget særlig oplevelse og en skræmmende en af slagsen.” Et hospital er et sted, hvor man møder mennesker, når de er mest sårbare, så det at forstå de subtile sociale koder for, hvordan man agerer her er helt afgørende.
Som privilegerede europæiske studerende, der lever af den danske Stats Uddannelsesstøtte, mens vi tager vores gratis uddannelse, havde hverken Ditte eller jeg lyst til at lægge pres på et hospital, som vi forventede havde langt færre ressourcer end dem vi var vant til. Derfor virkede Patricks metoder også voldsomme. Hvor almindeligt det er at agere på den måde ved jeg ikke. Selvom vi pressede på, gik alting enormt langsomt. Timerne på hospitalet har føltes ekstra lange, fordi vi befandt os i konstant uvished. Vi har måske været der i 4-5 timer. I dag kan jeg tænke “herregud da”.
20. september 2011 genudgivet

October 3, 2026

September

Børnene er begyndt i skole. Det er spændende at se, hvordan der undervises, men man skal sluge et par kameler, fordi spanskrøret hyppigt tages i brug. Jeg blev sat til at undervise i matematik, men fordi jeg ikke har prøvet det før, er jeg kommet til at sætte niveauet lidt højt. Det betyder, at jeg i morgen bliver nødt til at tale læren fra at give børnene smæk for ikke at have kunnet lave deres lektier. Jeg glæder mig til at komme i gang med farmprojektet, som skal starte samtidig med skolen. Så skal jeg ud og svinge cutlassen. En cutlass er et lille sværd/en stor kniv, som man bruger til rigtig mange forskellige ting. Den kan luge, hugge brænde, skrælle appelsiner og mega meget andet. Den blev også brugt til at aflive en python en dag. Det var en lille en, som Nicholas halshuggede med ét præcist slag i nakken. Den levede længe efter, at den var blevet skåret over, og blev ved med at orme sig rundt. Hovedet levede også, og når man nærmede sig åbnede den munden, som for at hugge. Den skulle aflives fordi den er dødeligt giftig.

Jeg har ligget syg en uges tid, men er frisk igen nu. Jeg var bange for at mine ben var helt degenererede, men cyklen er faktisk ikke så tung at træde som frygtet. Vores danske medbeboere er rejst hjem igen, så nu er vi alene med vores nye naboer fra Elfenbenskysten. Familiens far, som er præst, er meget glad når man møder ham. Faktisk så glad, at han er svær at kende, når han ikke smiler. De virker alle meget venlige, men de fleste taler kun fransk, så vi snakker ikke så meget med dem. I weekenden har vi besøgt Coconut Grove Beach Resort, som ligger i den lille portugisisk byggede by El Mina. Coconut Grove er et meget charteragtigt sted, med swimming pool, parasoller og mere vestlige priser. Det er et ganske rart sted, da der ikke er så mange mennesker, og derfor er det et tiltrængt tilflugtsted fra tætbefolkede Cape Coast. Inden El Mina, var vi inde og besøge Cape Coast Castle. Det blev i sin tid brugt til at opbevare slaver, og det var et tungt sted at besøge. Afrikanerne blev i sin tid stuvet sammen 200 mennesker i alt for små rum, hvor de levede og døde i deres egen afføring. De hvide var nogle lortesvin den gang. Vi kom til at fortælle guiden, at vi var fra Danmark, hvilket resulterede i, at vi blev brugt som eksempler, da han skulle forklare at Danskerne også havde bygget et kystfort :- Hav det godt derhjemme. Vi nyder stadig livet i Ghana. Mange hilsner fra Gaute og Cape Coast.

Efterrefleksioner

Jeg indleder disse efterrefleksioner med lidt refleksioner om den måde jeg greb mine skriverier an på den gang. Jeg skrev umiddelbart og naivt. Det Ghaneserne kaldte en cutlass, ville jeg kalde en machete nu – men cutlass var nu engang det ord ghaneserne brugte, så jeg beskriver bare hvad det er. beskrivelsen om den lille, dødeligt giftige pyton videregiver jeg også ganske ukritisk. Havde jeg googlet det inden mit blogindlæg, eller bare tænkt mig om, ville jeg have opdaget, at en pyton er en lang ugiftig kvælerslange. Men Nicholas var jo lokal, så han måtte vel vide hvad han talte om… Hvad det var for en slange, Nicholas aflivede og om den var giftig, finder jeg nok aldrig ud af.

Da Ditte og jeg ankom til Cape Coast boede der 4 studerende, som var ved at afslutte deres praktik, i huset. Vi boede side om side med dem i en måneds tid, og de viste os rundt og gav os en blød start. En af dem havde købt et stykke land ved siden af børnehjemmet, og planen var at der skulle dyrkes afgrøder, som et slags skole-/selvforsyningsprojekt. Det er det projekt, jeg taler om i begyndelsen af indlægget. Det blev desværre ikke rigtigt til noget. Jeg magtede ikke at drive det, og jorden groede til med ukrudt.

I dette indlæg træder forskellene på europæere og afrikanere frem. Jeg beskriver hvordan vi trak os ud til et resort for at få en pause fra Cape Coast. Priserne er høje, så de lokale kommer ikke. Vi får SU, så vi har råd.

Der er også en åbenlys forskel i den måde man gør pædagogik og skole på. Der er, for det første, ikke noget der hedder pædagog i Ghana, så det var svært at forklare, hvad den uddannelse, jeg var ved at tage, gik ud på. Så er der selvfølgelig spanskrøret. Det var helt almindelig praksis at slå, når børnene ikke gjorde, som det var forventet af dem. I Danmark kender vi det som den sorte skole og vi taler om det, som noget ganske rædselsfuldt. Jeg synes, som de fleste, at det er godt, at vi er gået væk fra den sorte skole – det laver 6 måneder i Ghana ikke om på – men at være vidne til det har justeret mit syn på det. I Ghana er alle vant til det, børn såvel som voksne, og de forventer det, og når der blev slået kom børn og voksne hurtigt videre igen. Jeg har haft den refleksion, at det måske kan være nok så bekvemt at få afregnet kontant, fremfor et kompleks af sanktioner og udviklingsorienterede tiltag, som tænkepauser, kontakt med forældre og opfølgende samtaler.

Jeg beskriver også danske kolonisters slavehandel i Ghana. Sådan som jeg husker det, oplevede jeg en vis distance til det. Under rundvisningen blev vi kaldt ud, for at være danskere. Jeg husker det ikke, som gjort på en særligt anklagende måde. Dette minder mig om en debat, som udspiller sig på sociale medier såvel, som i massemedierne og har været helt aktuelt, når vores statsminister fx har givet en offentlig undskyldning til det grønlandske folk. Hvilket ansvar bærer vi i dag for vores forfædres synder?

I dette eksempel kommer det helt ned på individniveau. Jeg blev ikke afkrævet en undskyldning for hvad danskere havde gjort her, og jeg følte, så vidt jeg husker, heller ingen trang til at komme med en på eget initiativ. Det der er foregået på Cape Coast Castle har nogle andre gjort. Selv er jeg (selvfølgelig) opdraget som modstander af slaveri og undertrykkelse. Så hvordan forholder jeg mig til den relation, der trods alt er mellem mig og slavehandlerne på Cape Coast Castle?

Jeg mener det er vigtigt at møde historien, så tæt man kan. De der glemmer historien er dømt til at gentage den. Jeg kan ikke for alvor komme så tæt på begivenhederne, at jeg kan opleve dem på et dybere affektivt niveau. Selvom jeg stod nede i en fangekælder og hørte en afrikaner fortælle om de overgreb mine forfædre havde begået mod hans forfædre lige her, var det ikke skyld og skam jeg følte. Jeg bliver ved med at beskrive, hvad jeg ikke føler. Dette afsnit er svært at skrive, fordi jeg har svært ved at beskrive, hvad jeg følte – men jeg mener det er vigtigt. En floskel, som historiens vingesus yder det ikke retfærdighed. Besøget har været vigtigt, fordi jeg har bevæget mig fysisk tæt på historien, og derfor kan jeg bedre huske den – og undlade at gentage den. Jeg har lyst til at kalde det dannelse. Dannelse er for mig et flygtigt begreb. Det strækker sig fra Emma Gad til rosseau. Jeg kan ikke forklare hvad jeg har lært, men jeg står forandret tilbage. Det er for mig der dannelsen ligger. Oplevelsen har rørt mig. Dog har den ikke ramt mig på samme måde, som nogle af de begivenheder jeg kommer til at beskrive i senere indlæg.
5. oktober 2011 genudgivet

October 3, 2026

Insekter, religion og moral

Insekter er noget af det, man ikke kommer til at savne fra Ghana. Når det har regnet er der mega mange myg. Det har lige regnet. Jeg begyndte at tælle myggestikkene på mine fødder. Jeg stoppede ved 50, fordi jeg ikke gad, tage mine sandaler af. Jeg lærer at nyde hvilken luksus det er, kun at have 3-4 myggestik.

Når det er varmt og tørt, går myrerne amok. Dem i vores hus er små, røde og kan komme ind alle vegne. De laver de karakteristiske spor, så der kommer røde myrestier. Det er spændende at observere til en start, men begejstringen falder betydeligt efterhånden, som man er nødt til at smide mere mad ud, fordi det er rødt af de små svin.

Hvis de kan lugte, at der er mad, kan de også finde på at gnave sig igennem forseglede plastikpakninger. Jeg undgår også at spise ved min computer, da de kan kravle rundt inde i den og gnave den i stykker. Så hvis I ikke kan nyde kulden i Danmark, så nyd at dyrene dør.

På børnehjemmet, har de nogle store sorte tigermyrer, som er af den type, der har soldater og arbejdere. Soldaterne står ved kanten af stierne med deres kæmpe kindbarder og hoveder, der er ligeså store som resten af kroppen. De er meget fascinerende, at observere, og hvis de kommer steder, hvor de er til gene, kan man bare strø lidt salt ud. Så forsvinder de, så dem kan jeg egentlig godt lide.

Det er dog ikke særlig fedt, at komme til at jokke i en sti. Arbejderne er ærgelige at blive bidt af og soldaterne er helt nederdrægtige. De kan bide sig fast i kødet, så de heller ikke slipper, når man fjerner kroppen.

For godt en uge siden havde jeg en spændende samtale med Hajara, læreren i fjerde klasse, hvor jeg observerer og underviser. Vi talte om Religion, og hun ville meget gerne have mig til at konvertere til kristendommen eller islam. Hun er selv muslim.

Hun begyndte at fortælle mig om skabelsesberetningen. For hvorfor skulle man ikke tilbede gud, når han har skabt luften, jeg indånder, maden, jeg spiser og alt andet i hele verden. Jeg forklarede hende, at jeg havde gået på en skole, som var temmelig kristen, og at jeg tidligere havde været kristen og bedt hver dag. Hun syntes at jeg skulle gå tilbage til gud.

Noget jeg fandt interessant ved samtalen var den selvfølgelighed, med hvilken hun talte om gud. Tanken, at jeg ikke nødvendigvis troede på gud, faldt hende tilsyneladende ikke ind.

”Do you tink man is special dan god?” spurgte hun. Det virkede lidt som en måde at skifte strategi på. Jeg forstod ikke helt formuleringen, så jeg sagde ja, i det jeg antog, at hun spurgte om gud og mennesket var forskellige. ”No”, sagde hun ”god is special dan man.”

Jeg ville gerne holde diskussionen på hendes præmisser, så jeg tog udgangspunkt i at gud eksisterede, men med min egen opfattelse af konceptet ”gud”… eller ”En højere magt”… eller ”universet”… eller ”Alfred” om man vil. Navnet er ikke så vigtigt… Jeg fortalte, at jeg ikke tror på at gud, hvis noget sådan da findes, er mulig at begribe for et menneske. Bibelen, kirker, moskéer og bøn er menneskelige ting, og derfor overflødige, som jeg ser det. ”No…” var hendes meget korte og konkrete svar.

Jeg sagde også, at det ikke gav mening for mig, at gud skulle have et køn.

Hun forklarede mig, at gud havde skabt manden i sit eget billede, så derfor er gud en mand.

Hun prøvede så at forklare mig om mirakler, og spurgte mig om jeg vidste, hvordan israelitterne var sluppet ud af Egypten. Jeg sagde, at jeg godt kendte til historien om Moses, der skilte havene, men at jeg mente, at enhver kunne have skrevet den historie, så jeg troede ikke på den. Det gjorde hun store øjne af.

Hun sagde, at hun ville blive meget glad hvis jeg gik tilbage til gud, for hun ville blive meget ked af det, hvis jeg skulle komme i helvede. Jeg forklarede, at jeg syntes, at uanset om man troede på gud eller ej, så var det vigtigste, at man er god. Så jeg regnede ikke med at havne i helvede, for ikke at tro på gud, uanset om han eksisterer eller ej. Jeg brugte en meget lang forklaring, som jeg ikke kan huske nøjagtigt længere, og hun var meget stille bagefter. ”I understand” sagde hun, men det er ofte svært for mig at læse ghanesernes mimik præcist. Jeg kastede mig aldrig ud i evolutionsteorien, men var lidt i gang med Big Bang. Jeg kender bare ikke teorien rigtigt, og forklaringen ”first there was nothing, and then everything blew up, and then there was something,” var sgu ikke nok til at overbevise hende.

Jeg har siden spurgt om hun mente, at jeg er fortabt. Men det tror hun nu ikke.

En samtale som den, er hele rejsen værd. Det er derfor jeg er kommet. For at opleve kulturen helt ned i rødderne. Den måde hun taler på siger så meget om, hvor vigtig religion er for Ghaneserne. Det er en helt central del af hverdagen. Både i skolen og alle andre steder. Det giver nogle funky timer i integrated science, men deres hverdag fungerer jo alligevel.

Samtidig er det interessant at se, hvor nemt det er for kristne og muslimer at komme over ens. Vi bor lige ved siden af en skole, som er kristen i hverdagen og muslimsk i weekenden, selvom tro er en stor del af undervisningen. De muslimske børn har undervisning med de kristne børn i hverdagene og fortsætter selv i weekenden. I Ghana er det ikke så vigtigt, hvordan man tror. Bare man tror.

I Europa kan de kristne ikke engang enes med hinanden…

i Forgårs havde vi R.M.E. class (religious and moral education). For tiden har de om skabelsen. I dag handlede det om, hvorfor gud har skabt de forskellige dele af universet. Jorden var bl.a. skabt, så vi kunne bygge på den. Det meste af undervisningen foregik på mfante. På et tidspunkt kiggede Hajara på mig og fortalte at børnene mente, at hvide mennesker kunne bygge i luften. Hun ville have mig til at forklare dem om det var rigtigt. Jeg sagde, at det kunne vi ikke. Så sagde hun, at hvide mennesker kunne bygge i havet, det havde hun set før. Jeg fortalte, at det kunne vi godt, ligesom man også kan bygge lidt ude i rummet, men at det var meget dyrt. Også at man ikke behøvede at være hvid for at gøre det. Man skal bare have en farlig masse penge…

Vi kom også ind på, hvad luften kan bruges til. Den er vigtig fordi vi er nødt til at trække vejret. Undervisningen fortsatte lidt på fante, og så spurgte hun mig, om jeg mente, man kunne overleve uden at trække vejret i mere end fem minutter. Jeg sagde, at jeg troede, at verdensrekorden var længere. Hun mente, at der netop var blevet sat en rekord på 19 minutter og 45 sekunder. Så kom hun i tanke om, at der vist også var en, der kunne trække vejret med røven, så vedkommende kunne spille død. Det begyndte hun at fortælle børnene om på fante og engelsk, og der blev grinet meget. Det var virkelig morsomt og hyggeligt. Hun konkluderede foredraget med ‘moralen’: ”Don’t breat wit your ass and pretend your dead. Why would you do dat? Iz no good.”

Hajara til venstre

Det blev lidt af en smøre, men internettet har været nede et stykke tid, ligesom vi heller ikke har rindende vand for tiden.

Jeg håber, I nyder blæsten, jeres myggefri luft og jeres myrefri mad.

Mange hilsner fra Nyimpa Korkor

Efterrefleksioner

Jeg er meget glad for netop dette indlæg. Det rummer nogle meget umiddelbare og detaljerede beskrivelser af mine oplevelser. I dag ville jeg have undersøgt de forskellige Insekter, jeg beskriver, på nettet for at kvalificere min viden – men det har jeg ikke gjort. Mine beskrivelser er udelukkende baseret på mine egne erfaringer og hvad de lokale har fortalt mig. Det kan jeg godt lide 25årige Gaute for.

Samtalen med Hajara har jeg beskrevet i mange detaljer, og jeg giver eksempler på, hvordan vi misforstår hinanden både sprogligt og kulturelt.

Jeg sætter stor pris på den slags samtaler og jeg er glad for, at jeg har givet denne en efterbearbejdning på skrift. En god samtale fortjener, at man dyrker den. Nu har jeg en lille tekst der handler om den samtale og jeg kan fx se, hvor jeg stod i forhold til de spørgsmål, vi behandlede – et sted mellem agnostiker og ateist, men også med refleksioner om videnskab som tro.

Det at have en samtale; at skulle folde sin egen forståelse ud, kræver kendskab til hinanden. Hvis jeg beskriver min forståelse, for et andet menneske, er jeg aldeles afhængig af det andet menneskes forståelsesverden for at kunne forklare mig. Vi tænker ikke meget over det, når budskaberne er enkle: “den vej”, “god mad”, “tak”. Men I en samtale, som den med Hajara, bliver det tydeligt. Hun spørger mig ikke, om jeg tror på Gud, men hvordan. Hun bliver overrasket og sågar bekymret, da hun opdager, at jeg nok ikke tror på Gud. Så må jeg forklare mig – og her bliver det tydeligt, at min forklaring er afhængig af, at man accepterer den præmis, som er den vestlige videnskab. Og det viser sig, at der ikke blot er tale en præmis, men mange præmisser, som tilsammen udgør det trossystem, som jeg tager udgangspunkt i, når jeg skal forklare verdens tilblivelse. Min forklaring er temmelig tynd, for den er ikke baseret på viden – i så fald overfladisk viden. Jeg fortæller ikke Hajara om Big Bang teorien, fordi jeg har set et bevis for den. Jeg fortæller om den, fordi jeg er vokset op i en verden, hvor Big Bang teorien hænger sammen med videnskaben, men jeg kan ikke påstå at den er viden for mig. For mig er den en fortælling, jeg har fået gennem min kultur og skolegang, og således noget jeg tror på – ikke noget jeg ved.

Jeg flyttede mig under den samtale. Ikke på grund af de argumenter Hajara kom med, men på grund af samtalens besværlighed og min samtalepartners imødekommenhed og åbenhed. Besværligheden gjorde, at jeg måtte tage mine forståelser op til revision og anstrenge mig i den undersøgelse, som samtalen udgjorde. Hajaras imødekommenhed og hendes åbenhed (samt min tilsvarende) gjorde, at vi var i stand til at vedligeholde samtalen, så den overhovedet kunne finde sted. Dannelse igen. Husk at give samtalerne tid.
24. oktober genudgivet

October 3, 2026

Halvvejs

Så nåede vi halvvejs.
På børnehjemmet begynder tiden at gå lidt langsommere. Jeg har nu været i fjerde klasse længe og har undervist, ligesom jeg fungerer som hjælpelærer. Men undervisning er ikke hvad min uddannelse går ud på, så jeg bliver nødt til at tænke lidt udenfor boksen efterhånden, for at få mere relevant læring ud af min tid i skolen. Jeg leger lidt med at starte et ordblindhedsprogram. Jeg har en mistanke om, at 1-2 børn i min klasse kan lide af ordblindhed, og det er super ærgerligt, når man risikerer at få smæk for at lave sine lektier forkert.
De fik forøvrigt ingen slag for de meget svære matematiklektier, som jeg havde givet dem for på et tidspunkt.
Men smæk er der masser af, og det skal siges, at når man vender sig til det, er det ikke så slemt at overvære. Ofte er der meget humor med i det og mange børn vil helt sikkert foretrække hurtig og kontant afregning, frem for at blive sat alene på en bænk i ½ time.
Desværre er der også den slags lærere, som ikke kan styre deres temperament, og der bliver det sommetider hårdt at være vidne til. Det er svært at gribe ind, for det er sådan man gør her. Hvis man farer hen for at stoppe en ”caning”, skal ghaneserne nok holde inde, men man ved også, at de antager, at man er i sine følelsers vold. I længden bliver den slags reaktioner ikke taget alvorligt.
Jeg har efterhånden lært de fleste af New Lifes børn at kende og det er nogle fantastiske unger. Det var en sjov oplevelse først at møde dem på børnehjemmet, hvor de var svære at komme ind på. Der er mange hvide som kommer, og går igen efter få uger, så de venter som regel med at tø op overfor os.
Da skolen startede, brugte jeg al min arbejdstid på skolen. Her var jeg ganske vist sammen med de af New Lifes børn, som går i fjerde, men på en helt anden måde.
Efter nogle uger begyndte jeg at møde ind senere, så jeg også fik tid med børnene efter skole. Nu mødte jeg pludselig nogle helt andre børn. De kender mig og synes godt om mig. De vil gerne pjatte, snakke og lege.
Det skal nok gå hen og blive ganske sørgeligt at forlade stedet igen.

Jeg er stadig meget interesseret i sproget hernede og synes også, at det siger en del om kulturen. Meget af deres mad er forskellige former for dej, som æltes med et stort skaft i en gryde. Det smager ikke af ret meget og har en ulækker konsistens, som får det til at vokse i munden. Spise hedder ridzi på fante, men da jeg prøvede at sige ”me ridzi enam” (jeg spiser kød), blev jeg rettet; ”You don’t eat meat. You chew it.” Det er altså meningen at banku og fufu simpelthen skal sluges uden at tykkes. Det giver meget mening.
En hvid person kalder de obroni og i flertal hedder det abrofo. De har ofte navne for personer, der skilder sig ud. Obollo er en stærkt overvægtig person. Og man råber altså efter folk på gaden, og man kalder dem hvad de er; hvide mand, fede, høje og så videre. Det skal siges, at der ikke bliver set ned på overvægt, men at obollo er ganske kærligt ment. Odogo er en høj person, så det sker, at man kalder mig det.
Arbejde hedder edwuma (edjuma). De har mange forskellige hilsner, især i forhold til arbejde: edwumoo siger man, når man hilser en der arbejder, og aiekoo er hilsnen til en der kommer hjem fra arbejde. Jeg kan ikke huske hvad man siger til en som er på vej til arbejde. Akwaaba betyder velkommen og asanaba betyder velkommen tilbage, (hvis man ikke har været væk så længe). Der er mange flere eksempler, men dette må være nok for nu.
Særligt interessant finder jeg dog ordet for et godt betalt arbejde; abrofo-dwuma (hvid mands arbejde).

De forventer at få mange penge ud af de hvide. Jeg skulle på et tidspunkt bruge et par sandaler og min fornemmelse var, at dem jeg havde kig på var højst 20 cedi værd. Sælgeren startede på 45. Da jeg ikke er så sej til at prutte om prisen, sagde jeg 18. Han gik ligeså stille ned i pris og sagde så, at hans sidste tilbud var 28 cedi. Vi havde imidlertid Patrick med, som var i gang med en telefonsamtale. Jeg sagde til sælgeren, at jeg lige ville konsultere min ven. Da Patrick var færdig med telefonen, vekslede han et par ord med manden, og jeg fik sandalerne til 20.
Patrick forklarede mig senere, at manden havde sagt til ham: ”Han er jo obroni, så lad mig dog få nogle penge ud af ham.” Patrick havde bildt ham ind, at jeg var hans svoger.
I weekenderne er der masser af natteliv i Cape Coast. Her mærker man også Ghanesernes mentalitet overfor abrofo. De vil meget gerne i kontakt med os. Dels fordi det er spændende at møde udlændinge, men også fordi de håber, at der falder nogle drikkevarer af. Således kan jeg opleve, at når jeg går til baren for at bestille, så står der pludselig en eller anden gut, som jeg vistnok har hilst på før, ved siden af mig og siger: ”Jeg skal have en guiness”. Og han siger det, vel at mærke til mig og ikke bartenderen. Og han siger det som om det er noget helt selvfølgeligt, at jeg vil give ham den.
Men jeg er ganske uinteressant ved siden af Ditte. Hun bliver friet til flere gange om dagen.

I næste weekend skal vi opleve en anden slags fest. Patrick’s far skal begraves og arrangementet varer i 3 dage. Det bliver spændende at opleve en anden del af den afriskanske kultur. Nattelivet på barene bliver mig lidt ensformigt i længden.
Man har et andet forhold til døden end i Danmark. Patrick er nødt til at skaffe mange penge til drikkevarer og mad. Vi har også hjulpet ham lidt til at få råd til det rigtige tøj. Hvis der er noget, som ikke er i orden, vil begravelsens gæster skælde ham ud.
Da Patrick’s ven Buju fik at vide, at faderen var død, grinede han af det. Men i sidste uge døde Buju’s mor, så Patrick fik lov at le sidst…

Hav det godt. Vi ses måske om en 3 måneders tid.
Nyimpa Korkor

Efterrefleksioner

I dette indlæg har jeg nogle flere beskrivelser omkring spanskrøret, på engelsk “cane”, deraf udtrykket “caning”, når nogen får smæk. Her har min opfattelse af den praksis udviklet sig, men jeg erfarede flere ting siden og her vil jeg komme med to fortællinger, som giver lidt mere fylde til beskrivelserne af denne del af den ghanesiske kultur.

For det første vil jeg fortælle om den dag, hvor jeg havde givet børnene de svære lektier for. Jeg nåede nemlig kun lige frem i tide. Hvorfor jeg var forsinket kan jeg ikke huske. Da jeg trådte ind af døren til klasseværelset, stod Hajara klar til at give en af eleverne smæk. Det var Prince, en af klassens kvikkeste elever. At han ikke havde kunnet klare opgaverne sagde en del om, hvor langt fra skiven jeg havde været. Men der stod Hajara altså med løftet spanskrør over Prince’ bag. Jeg skulle netop til at udbryde “stop”, da Hajara selv gik i stå. Prince havde taget ti par underbukser på, fordi han vidste, at han ville få smæk, når han ikke havde kunnet lave sine lektier. Hele klassen grinede af situationen, og jeg fik forklaret Hajara, at det altså var min skyld, at ingen af børnene havde lavet deres lektier. Som sagt var der ingen der nåede at få klø.

Den anden fortælling handler om den gang jeg spurgte en gruppe børn om, hvem deres yndlingslærer var. Jeg havde nok en forventning om, at de ville nævne Hajara, fordi jeg selv havde så godt et indtryk af hende og hendes relationer til børnene. Men de sagde allesammen Andrew. Jeg kan faktisk ikke huske om det var det han hed, men det er heller ikke afgørende, så det siger vi bare, at han hed. Under alle omstændigheder var Andrew den lærer, som jeg havde i tankerne, da jeg beskrev lærere der ikke kan styre deres temperament. Han var kendt for at være den lærer, der slog oftest og hårdest – men altså også rigtig mange børns yndlingslærer. Så ham fik jeg også en mere nuanceret forståelse af sidenhen.

I visse passager af min blog har jeg en trang til at anholde mine formuleringer. “Lider man” virkelig af ordblindhed? På den anden side eksternaliserer jeg dog, frem for at sige, at de er ordblinde.

Jeg begynder at kunne se nogle beskrivelser, som viser, at min forståelse af Ghana var blevet større nu. Jeg er glad for at have skrevet passagen om sproget. Jeg nød at lære ord og blive klogere på folket af den vej – og hvis jeg ikke havde skrevet ordene ned, ville jeg have glemt de fleste nu.

Jeg har ekspliciteret to gennemgående temaer for min blog i introduktionen til den, kulturchok og dannelse. Et tredje vigtigt tema er den ulighed der er mellem Afrika og vesteuropa, og de privilegier, man derfor oplever, som dansker i Ghana. Jeg synes det er svært at tage det tema op, for når jeg tager det op er det “hvide privilegier” jeg taler om. Så bevæger jeg mig ind på det territorium, hvor den debat udspiller sig, der omhandler begreber som woke, feminisme, krænkelsesparathed og, ja, identitetsprivilegier. Det er en debat med skarpt optrukne linjer, og min læsning af den er, at når man først nævner et af disse begreber, skal man vælge side. Er du rabiat feminist eller er du fascist? Jeg har set folk bliv dømt meget hårdt på relativt uskyldige kommentarer, til begge sider af debatten. Jeg tror dog, at mange søger mere nuancerede forståelser end det. Det er under alle omstændigheder sådan jeg har det.
Skal jeg selv vælge en af de to sider, er det den feministiske position. Jeg er selv medlem af SF nu, og når jeg har stemt til diverse valg, har det altid været på partier, som repræsenterede den position. Lige nu er mit ærinde ikke at tale ud fra en bestemt position, men at fortælle om hvordan jeg subjektivt oplevede det at være dansker i Ghana.
I min tid i Ghana, er det ikke privilegierne jeg mærker mest – i hvert fald ikke hvis privilegier er noget vi forstår som behageligt. Det er måske svært at beskrive pivilegier fra ét enkelt individuelt perspektiv, fordi det er noget man har i forhold til nogle andre – men jeg prøver at tænke det som et interessant benspænd.
SU (og SU-lån) var et åbenlyst privilegium. Jeg boede 6 måneder i Ghana uden at behøve at bekymre mig om penge (og i Ghana bekymrer man sig om penge). Ikke sådan at forstå, at jeg var stinkende rig og kunne gøre hvad som helst, men jeg kunne leve komfortabelt – og de krav der blev stillet mig i mit arbejde på børnehjemmet var ganske overskuelige.
Der var også sociale privilegier ved at være europæer. Vi oplevede at blive sat foran i køen i visse situationer, og ligefrem at blive “hyldet” blot for at være hvide, som du kan høre et eksempel på i næste indlæg. De sociale privilegier havde jeg gerne været foruden, og undgik helst at benytte mig af dem, hvis jeg da opdagede det før det var for sent.
Jeg oplevede også at være udsat, som europæer i Ghana. Ghanesernes antagelser om, at de hvide har mange penge var, som jeg allerede har været inde på, allestedsnærværende, og derudover er det svært at begå sig i en kultur, hvor man har så lille et kendskab til de sociale koder. Det betød, at jeg havde svært ved at få venner – jeg stolede simpelthen ikke nok på, at der ikke stak noget under. Derudover kan det selvfølgelig være farligt at have mange penge, i et land, hvor fattigdom presser mange ud i kriminalitet. Det oplevede jeg også på egen krop, og det kan du høre mere om i bloggens sidste indlæg.