15. november 2011 – genudgivelse

Crash!

Selvom mit ophold i Ghana er fantastisk spændende, møder jeg også frustrationer. Man begynder virkelig at forstå, hvorfor det kan være svært at være indvandrer. Man kan altså bare ikke skifte sin hudfarve ud. Dette er selvfølgelig på en helt anden måde end den debat, vi har i Danmark. Men man bliver virkelig træt af at blive opfattet som stinkende rig af alle der møder en.

Man møder masser af flinke mennesker. Men ofte møder man smil som er – triumferende – som hvis personen tænkte ”Yes! Jeg har en.”

I går kørte jeg hjem fra børnehjemmet gennem Abura (en forstad til Cape Coast) på min cykel. Inde i Abura bliver trafikken temmelig tæt, og det er sikrest, som cyklist, at lægge sig midt i vejbanen, da der som regel ikke er nær så meget trafik. Dog skal man stadig passe meget på, hvilket jeg fik en ekstra lektie i i går. Jeg havde sat god fart på og pludselig gik en ung pige ud foran mig. Hun kiggede i min retning, men kun efter biler, da der ikke er specielt mange cykler. Jeg huggede bremserne i og pryglede min ringeklokke grundigt. Men det var alt for sent og jeg ramlede ind i hende, så hun væltede omkuld.

Hun rejste sig af sig selv næsten med det samme. Jeg spurgte hende om hun var ok, men hun talte ikke engelsk og gik bare tilbage af vejen, hun var kommet fra. Hun havde haft en pose med nogle madvarer med, som jeg begyndte at samle op mellem bilerne. I Ghana passer man meget på hinanden, så en mand kom snart løbende fra den anden side af vejen og råbte, at pigen var såret, og at jeg skulle bringe hende på hospitalet. Jeg ville selvfølgelig gerne hjælpe, så jeg trak min cykel ind til siden efter pigen. Der var nu begyndt at samle sig en lille flok omkring os, og folk var meget ivrige for at få sendt os afsted til det hospital.

Jeg besluttede at ringe til Patrick, for at lette kommunikationen. Desuden forestillede jeg mig, at folk nemt kunne se en mulighed for at hive en stor erstatning ud af den hvide mand.
Jeg satte hurtigt Patrick ind i situationen, og han lovede at skynde sig.

Der havde nu samlet sig en flok på en tyve stykker omkring os. Nogle af dem var ganske flinke og smalltalkede lidt, men situationen var bare stadig ikke rar. Jeg kunne se, at pigen havde grædt, men jeg kunne ikke vurdere om det var forskrækkelsen eller fordi hun var kommet slemt til skade.
Jeg tror Patrick var i nærheden, for han ankom hurtigere end det kunne lade sig gøre fra Cape Coast. Alligevel føltes det som længe, og manden fra før blev ved med at sige, at jeg skulle tage pigen på hospitalet nu.
Da Patrick ankom startede der hurtigt en højlydt diskussion. Ditte var også med. Hende havde Patrick mødt på vejen. Hun havde været i gang med at skifte taxa, da han kom forbi. Vi forstod selvfølgelig ikke meget af samtalen, men jeg fangede noget med “højre side af vejen”, så noget af det handlede nok om, hvem der havde skylden…
Efter lidt tid vinkede Patrick os ud til vejen, hvor vi fik pigen ind i en taxa. Han sagde, at vi bare skulle tage hjem og slappe af, så skulle han nok tage den herfra. Han fik hvad jeg havde af kontanter på mig og vi tog hjem til Cape Coast.

Nogle timer senere kom Patrick op til os og fortalte, hvordan det var gået. Pigens skulder var gået af led, og hun havde været hos en læge, hvor den blev sat på plads. Han skulle bruge nogle ekstra penge til medicin og til noget mad og drikke til hende, mens hun kom sig i løbet af den næste uges tid.
Om selve uheldet, sagde Patrick, at det var pigens egen skyld, fordi hun ikke havde set sig for, men fordi jeg stoppede op, havde jeg automatisk indrømmet, at fejlen var min. Han ville selv være kørt videre, havde han været i mit sted. Han ville heller aldrig have haft råd til at betale alle de regninger. Indtil videre har det kostet omkring 100 cedi (små 400 kroner), og der er en god chance for, at det bliver mere.
Selv, ville jeg selvfølgelig gerne hjælpe. Desuden tror jeg, det havde været et helvede at køre gennem Abura fremover, hvis jeg bare var stukket af.
Patrick fortalte også, at manden mente, at jeg bare skulle hoste op. Jeg var jo hvid, så jeg kunne sagtens betale en masse ekstra.

Jeg ville ønske, at jeg kunne forklare folk, hvordan min økonomi hænger sammen. At det er nemt nok at låne penge fra Danmark, men at det ikke er det samme som at tjene dem. At, da jeg sad på tønden i morges, havde jeg trykket alt hvad jeg kunne, men der kom bare ikke noget guld. Kun ganske almindeligt lort!
Jeg har betalt mere end jeg har råd til, for en forbrydelse jeg ikke føler mig skyldig i. Og alligevel anser man det for nærigt. Øv!

Ja ja. Det er stadig spændende at være hernede, men der var alligevel lige plads til lidt galle i min blog.

Hyg jer 🙂

Gaute

Efterrefleksioner:

Dette her er en af de meget… dannende oplevelser fra min udlandspraktik. Indlægget sluttede også med en temmelig frustreret, for ikke at nævne latrinær, analogi. Her blev jeg kastet, i bogstavelig såvel som overført betydning, ud af min komfortzone. Langt ud af min komfortzone. Det stillede mig i et forhold til moralsk ansvar. Måske var dette ikke min skyld, men det var mig der var der. Jeg havde også adgang til økonomiske ressourcer, som de lokale ikke havde. Det var svært at forstå, hvad der foregik under selve situationen, fordi samtalerne foregik på fante, og samtalen var temmelig ophedet, så Patrick kunne kun give mig nogle få sporadiske opsummeringer. 

Jeg har spekuleret over om det var et svindelnummer. Patrick fortalte, at det kunne godt være noget pigen var presset til. Vi kan ikke vide det. Jeg er glad for, at jeg hjalp. Så store var beløbene heller ikke, selvom de fyldte i min SU økonomi.

Dannende var det. det er sundt at blive stillet i en ubehagelig situation engang imellem, hvor man skal træffe et valg.

En læring man også bør drage ud af hændelsen er, at man skal være forsigtig, når man befinder sig i et land som Ghana. Som ung mand var jeg glad for at køre hurtigt på cykel, og jeg nød virkelig den 12 km lange tur mellem børnehjemmet og Cape Coast, med Tool på fuld smadder i ørene fra min MP3-afspiller. Jeg kørte turen, hjem i myldretiden, på midterstriben mellem bilerne. Det er knapt så farligt, som det lyder, fordi køen gjorde, at bilerne kørte i langsomt gåtempo, men beskrivelsen i dette indlæg siger under alle omstændigheder, at det sagtens kan gå galt, for fodgængerne forventer ikke, at der kommer en obroni væltende på cykel.
Flere af de lokale så mig cykle på den måde dagligt, og prøvede at råbe mig an, ligesom de videregav formaninger til mig gennem Patrick, som de vidste jeg sås med. Formaningerne gik især på hovedtelefonerne, som jeg burde tage ud. Jeg kunne bestemt have kørt mere forsigtigt, men det gjorde jeg ikke – måske lidt, efter episoden, men ikke så forsigtigt, som jeg burde.