Det, du skal til at læse, er genudgivelsen af en blog, jeg skrev under min 3. og sidste praktik. Den foregik i Ghana, startede 2½ år inde i mit pædagogstudie og varede 6 måneder. Jeg rejste sammen med min gode ven og medstuderende Ditte (som for øvrigt kunne fortælle en helt anden historie end den der følger i disse blogindlæg). Jeg har aldrig før eller siden rejst på den måde, så det var noget særligt at opholde sig så langt væk. For afstanden var stor, både i tid, sted og kultur. Derfor var det også naturligt at skrive hjem. Der var mange at skrive til, så jeg oprettede en blog, så sådan blev et brev til et blogindlæg og 11 indlæg mere fulgte på det halve år. På nuværende tidspunkt har jeg aldrig skrevet så lang en tekst af egen selvstændige vilje – så har det været i forbindelse med opgaver stillet af arbejde eller uddannelse.
Her har jeg altså en tekst, som er drevet alene af trangen til at beskrive de oplevelser, jeg har haft i Afrika og det, de gjorde ved mig. Derfor er det et spændende dokument for mig at genbesøge. I forbindelse med denne genudgivelse, vil jeg derfor dele nogle af de refleksioner, jeg har haft omkring de forskellige indlæg. Så efter hvert afsnit følger mine refleksioner over indlægget set i lyset af hvem jeg er i dag.
Her i indledningen, skal der også være en refleksion, så her følger den første. Jeg er ikke sikker på om det er den vigtigste – men det er i hvert fald den første, jeg for alvor har haft:
Jeg har flere gange tænkt på at genposte bloggen. Det er jo den enkleste måde at genudgive den på. Men her kom titlen i vejen. Da jeg første gang døbte bloggen, har jeg kaldt den “Den Røde Negers Tidende”. Det var der, i 2011, ikke nogen der løftede øjenbryn over – i så fald har ingen sagt noget om det til mig.
Den gang var idéen om, at ordet neger har en historisk sammenhæng med mange forskellige former for undertrykkelse, herunder slaveri, og at det gør det til et ord, som kan såre og marginalisere – den gang var denne idé ikke ligeså udbredt. (i hvert fald ikke så udbredt, at den var rodfæstet hos mig). I stedet fæstede de fleste (i hvert fald i min omgangskreds) sig ved den kontekst, ordet blev udtrykt i. Ordet så vi som en neutral betegnelse for et menneske af afrikansk afstamning. Undertrykkelse af dem havde man andre ord til.
Vores forståelse af ordet har imidlertid udviklet sig siden. Så selvom min intention aldrig var at såre nogen, er det min vurdering, at jeg måtte gøre noget ved titlen for ikke at så tvivl om denne intention.
Det betød, at jeg var nødt til at finde en ny titel, med en betydning, der lænede sig op af den gamle. For der var masser af mening i den gamle titel. Et andet aspekt ved ordet neger er, at det er en betegnelse for et menneske, som alene beror på udseende. Ordet er ligeglad med, hvad du kan og vil, om du er rig eller fattig og såmænd også, hvor du kommer fra.
I Ghana mødte jeg et ord, der på dette punkt er en slags pendant til neger, obroni. Det ord hører man meget ofte, som europæer i Ghana. “Obroni!” hørte jeg flere gange, på selv korte spadsereture, når forskellige fremmede ville i kontakt med den hvide mand. Obroni er altså en betegnelse for en person af europæisk afstamning, alene på baggrund af udseende – dog uden den historiske kontekst til sammenligning. På fante har de tilsvarende ordet obibini, som betegner en afrikaner.
Fante er det sprog Ghaneserne i Cape Coast taler.
Jeg er interesseret i sprog, så jeg talte med nogle af de venner, vi fik i Ghana, om ordene. Det var sådan jeg fandt ud af, at obroni ikke kan oversættes direkte til hvidt mennesker eller lignende. Jeg fandt ud af, at menneske hedder nyimpa og hvid hedder fufu, så jeg spurgte om man kunne sige “nyimpa fufu”. Svaret var, at det kan man godt, men de plejer at sige nyimpa korkor. Korkor betyder rød. Det synes jeg var en herlig aha-oplevelse, og i dag slutter det en fin kæde tilbage til den oprindelige titel på min blog.
Den gamle titel refererede med ordet neger til ordet obroni, for det var en af de helt store oplevelser at blive mødt med så mange antagelser funderet i min fremtoning. Ordet røde, refererede til mig selv, da jeg har rødt skæg og røde toner i mit hår.
Jeg håber, den nye titel signalerer, at bloggen handler om mennesker, men også, at den handler om mennesker fra forskellige kulturer og kontinenter, og vi kunne ikke komme uden om det faktum, at vi så forskellige ud.
Jeg kan ikke vide med sikkerhed, hvem du, der læser eller lytter med nu, er, men da jeg selv underviser på pædagoguddannelsen, har jeg med denne genudgivelse mine pædagogstuderende i tankerne. Uanset hvem du er, så tænk på disse blogindlæg, som breve fra en 25 årig pædagogstuderende, der sidder i Ghana i 2011, længes hjem og rigtig gerne vil fortælle dig om sine nyerhvervede oplevelser.
Efterrefleksionerne er udtryk for 40 årige Gautes trang til at sætte flere begreber på oplevelserne. Dette er min helt egen tekst, og således er jeg ikke bundet af akademisk stringens, og slipper for at lave korrekte referencer efter APA-standarden. Men efter 10 år på højere læreanstalter, kan jeg alligevel ikke lade være med at analysere lidt i nogle temaer, som fylder i beskrivelserne. Det er blevet til 3 temaer, som du kan følge igennem indlæggene, hvis du har lyst.
Det ene handler om kulturmøder og kulturchok, og det bliver jeg nødt til at folde lidt ud, for kultur betyder rigtig mange forskellige ting – dog vil jeg forsøge at holde det enkelt her. I min tid i Ghana mødte jeg kultur på særligt to forskellige måder, som jeg har valgt at kalde hhv. eksplicit kultur og implicit kultur. Her skal eksplicit kultur forstås som det, en befolkning gerne vil vise, som deres kultur. Kunst, arkitektur, folkedans, musik mm. Det er i høj grad performativt i det, man viser en kultur frem man kan være stolt af. I Danmark har vi netop defineret en top 100 over de bedste danske sange nogensinde. Et fremragende eksempel på, hvordan vi dyrker vores eksplicitte kultur herhjemme. Mere hverdagsagtige ritualer, såsom hvordan man sidder sammen til et måltid kalder jeg dog også eksplicit kultur, hvor rammerne er tydelige og relativt nemme at italesætte.
Implicit kultur er mindre håndgribeligt. Det er de usagte måder vi gør os på. Idéhistorikeren Lars-Henrik Schmidt har sagt, at kultur er de spørgsmål vi ikke stiller. Jeg synes den formulering indrammer implicit kultur godt, og den forklare fint, hvordan det bliver udfordrende at møde en fremmed kultur. Der er simpelthen mange ting der er svære at hitte ud af, når man ikke kender de spørgsmål vi ikke stiller, og det var i mødet med den implicitte kultur, at jeg oplevede kulturchok. Den implicitte kultur er det første man møder, men det sidste man opdager.
Det andet tema er dannelse. Et andet begreb, som kan betyde mange forskellige ting. Her er min tese, at dannelse finder sted, når ens forståelser udfordres. Det er derfor der er noget der hedder en dannelsesrejse, for visse rejser udfordre ens forståelser. Min udlandspraktik var i særdeleshed en dannelsesrejse. Den foregik under en uddannelse, men du vil snart se, at de fleste fortællinger i bloggen ikke handlede om selve uddannelsen, men om alt muligt andet omkring den.
Ens forståelser udfordres i særdeleshed, når man oplever kulturchok, men også i alle mulige andre sammenhænge. Jeg vil ikke definere dannelse nærmere her. Det er noget jeg er på sporet af, når af jeg genlæser mine blogindlæg. I nogle af mine efterrefleksioner skriver jeg eksplicit om nogle af de særligt dannende øjeblikke, men det er ikke dem alle jeg peger specifikt på, for de fandt hele tiden sted.
Det tredje er bredt, og forøvrigt viklet ind i de to andre. Det handler om forskelle. Forskellene på at være europæer og afrikaner, på at være lokal og udlænding, på livsvilkår, på muligheden for at blende ind. Det handler også om tillid og mangel på samme, og om min subjektive oplevelse af at være europæer i Ghana. Det er ikke sikkert, der bare er tale om ét tredje tema, men skal jeg være lidt stringent omkring min mangel på stringens, er det nok meget passende. Du, kære læser, skal jo også have lov til at tænke lidt selv.
Uanset hvad du lægger i det, du kommer til at læse, vil jeg sige tak for, at du følger med og ønske dig god fornøjelse.
Leave a Reply