13. november 2011 – genudgivet

Rejse til Nordghana

Hej folkens.

I sidste uge var vi ude at rejse. Vi tog til nordghana for at se Mole National Park. Først tog vi en minibus til Accra. Vi kom desværre først afsted lidt op af eftermiddagen og da vi nåede til Accra, var vores bus gået. Der går kun en om dagen, så vi tog ind på et hotel og overnattede. Tiden gik ret langsomt, for vi kunne ikke rigtigt finde på noget at lave i Accra, og bussen gik først klokken 18. Men vi fik slået timerne ihjel og kom med bussen, som gik uden nogen større forsinkelse. Det var en meget behagelig bus med aircondition. Det var også nødvendigt, da turen til Tamale tog 13 timer. Så denne nat tilbragte vi i en bus på de bumpede landeveje mellem syd- og nordghana.

Næste morgen da vi ankom ringede vi til en gut, der hedder Nanayaw. Patrick havde arrangeret, at han skulle køre os i sin privatbil ud til Mole. Men bilen var desværre brudt sammen, så han fandt en anden gut, der kunne vise os vej til Metro Mass Station, hvor vi kunne finde en bus. Vi fik købt nogle billetter, men bussen gik først 13:30 og klokken var et sted mellem 8 og 9, så vi satte os op på en restaurant og ventede. Vi gik tilbage til stationen et par timer før afgang, så vi ville være helt sikre på at nå bussen. En lokal knægt på en 13-14 år hægtede sig på os, og insisterede på at eskortere os til stationen, hvor han også ventede sammen med os. Bussen var naturligvis ikke kommet endnu, og desværre var der ikke megen skygge på stationen. Der var nogle telte, men det var længe siden de havde haft tag. Bussen kom lidt i to, og på det tidspunkt var vi glade for, i det mindste at finde ud af, at den ville gå. Der gik endnu en lille halv times tid inden man begyndte at fylde bussen op, og til sidst kørte vi, med godt en times forsinkelse. Jeg tror, at vi skal være glade for, at det ikke blev mere.

Metro Mass busserne er af en ganske anden standard med 5 sæder på hver række mod O.A.’s 3, og ingen aircondition. Ikke desto mindre var det en ganske fornøjelig tur. Nu, hvor det var lyst, kunne man se hvordan der rent faktisk køres i Ghana. Vejene er fulde af store huller, så chaufførerne kører slalom imellem dem.

Efter et par timer, drejede vi af og kom ud på en grusvej, hvor det først blev rigtig sjovt. Bussen stoppede af og til for at læsse et par folk af og på, og chauffør og konduktør havde også nogle pakker med til folk i de små landsbyer. Samtidig købte de nogle varer ind undervejs. Når bussen kørte, hoppede og dansede den. Det var meget rart, for sæderne havde sikkert givet ondt i ryggen, hvis ikke man var blevet holdt i gang. Stille sad man ikke.

Det var mørkt da vi nåede frem efter ca 4½ time. Mole Motel, som er det eneste sted, man kan overnatte i parken ligger på toppen af en bakke ca. 100-150 meter over resten af terrænet. Der var masser af vortesvin, som gik frit rundt på motellets grund, og vi så også et par bavianer gå rundt foran buskadset, som omkransede bygningerne med vores værelse.

Vi stod op ved 6-tiden næste morgen, for at kunne komme på morgensafarien til fods.

Da vi kom ud, opdagede jeg, at buskadset ikke var så tæt, som jeg havde antaget i mørket. Bagved det var der skov og savanne så langt øjet rakte. Jeg er glad for, at jeg ikke bruger ordet storslået så ofte. Der skal lidt sjældnere ord til at beskrive udsigten. For udsigten var aldeles storslået. Jeg har ofte set ud over havet og syntes, at det var fascinerende, at man ikke kunne se andet en vand i horisonten. Men dette hav var grønne træer og rød savanne. Der var antiloper og vortesvin at se flere steder i landskabet, og vi så sågar en krokodille svømme rundt i et af vandhullerne. Vi har selvfølgelig taget nogle billeder, men en udsigt som denne her skal bare opleves.

Safarien skuffede ingenlunde. Vi så antiloper, jordegern, vervet monkeys, bavianer og elefanter. En af elefanterne var ved at gå til angreb, men vores guide stampede i jorden og viftede med armene, hvilket skræmte den væk igen. Han havde et gevær med og forklarede, at elefanterne ikke kunne lide høje lyde, så hvis de gik til angreb kunne man stampe og klappe for at skræmme dem væk. Hvis det ikke virkede, ville han affyre et advarselsskud og sidste udvej ville være at skyde elefanten.

Om eftermiddagen tog vi på en jeep-safari. Det var ganske sjovt at sidde på taget af bilen og se på landskabet, men vi så ikke mange dyr. De trækker længere ind i skoven op ad dagen, når det bliver varmt. Det blev kun til et par antiloper, vortesvin, en sort kobra og en blue bird.

Næste morgen stod vi op halv fire for at nå bussen til Tamale som gik klokken fire. Det var ikke den mest tålmodige chauffør, for vi var der fem i, men måtte alligevel løbe for at stoppe bussen, så vi kunne komme med. Turen tilbage var også ganske fornøjelig. Vi holdt stille i en times tid i en lille by, hvor der skulle læsses folk og varer på bussen. På grusvejen er der meget landligt og man får set en masse af de karakteristiske lerhytter.

Fra Tamale skulle vi til Kumasi, som er Ghanas næststørste by. Vi forhørte os om afgangstiden, på Metro Mass stationen. Det var vist meningen, at bussen skulle være klar nu og afgå indenfor en halv time. Dog var den til reparation lige nu. Vi besluttede os for at gå ud og finde noget morgenmad, og satse på at vi nok skulle kunne få en bus senere. På vejen kom vi forbi O.A. stationen, hvor vi opdagede, at de havde en bus til Kumasi. Den havde først afgang klokken 17, men vi besluttede os for at tage den alligevel.

Tiden sneglede sig afsted og et par timer før afgang gik vi tilbage til stationen, hvor man gudskelov kunne vente i skyggen.

Vi fandt ikke Tamale nær så chamerende som Cape Coast. Der er virkelig mange knallerter og motorcykler  i den støvede by og Nordghana er endnu varmere end Cape Coast. Så med vores bagage blev det ikke til megen spadseren.

På stationen var der heller ikke megen underholdning, bortset fra en ged, som stod tøjret til en låge og blev ved at vikle sig ind i snoren og bræge utilfreds.

Bussen begyndte at læsse folk og bagage på lidt i fem, og vi kom ind at sidde. Det var ikke den samme komfortable O.A. bus, som vi havde prøvet tidligere. 4 sæder pr. række, dårlig benplads og airconditionen var gået i stykker. Der var tilgengæld et termometer, på hvilket vi kunne se, at der var 34 grader udenfor bussen og 40 indenfor. Det tog noget tid at komme afsted. For den før omtalte ged skulle ind i bagagerummet og det gad geden absolut ikke. De bandt den ikke, men brugte bare en del vold og magt på at få den losset godt ind, så de kunne smække lågen efter det arme dyr. Vi var enige om, at det var et smart træk, at vi havde vores bagage med inde i bussen.

Busturen til Kumasi blev den værste på rejsen. Der var kun plads til at sidde i én stilling og vi sad ikke i nærheden af nogen vinduer, som kunne åbnes. Der blev ulideligt varmt. Desuden havde et lille sår på min fod fundet nogle bakterier, som var godt i gang med at sprede en hudinfektion. Da vi nåede frem efter 5-6 timer, kunne min fod dårligt være i sandalen.

Vi sov på et hotel og næste dag tog vi en endagstur til Koforidua, hvor vi kunne se Boti Falls. Turen mellem Kumasi og Koforidua er ca. 4 timer lang og virkelig smuk. Vi kørte med tro-tro. Tro-tros er gamle varervogne med sæder, så der er plads til ca. 12 passagerer. Vi fik lov at sidde foran, hvor der er bedst udsyn. Vejene går op og ned af bakker, igennem byer og frodige grønne skove. Et langt stykke af vejen så vi også bjerge i horisonten.

Da vi nåede til vandfaldet var det så sent, så vi ikke kunne nå gåturen rundt i junglen omkring det. Så vi tilbragte egentlig bare 10 minutter ved vandfaldet og tog så tilbage til Kumasi. Det kunne vi godt have planlagt bedre, men som sagt var turen derud sig selv værd, og der var masser af vand i vandfaldet, så det skuffede ikke.

På stationen i Koforidua, var der lang kø til Kumasi tro-tro’en. Vi ventede et kvarters tid, hvorefter en mand kom og førte køen over til billetlugen. Det virkede som om han henvendte sig til os personligt, men vi tog ikke notits af det og stillede os bare i køen efter de andre. Efter lidt tid kom han tilbage og havde købt vores billetter. Folk blev meget vrede over, at han havde sendt os foran i køen, men vi fik ikke rigtigt trukket os ud af situationen. Det var ikke så behageligt, men vi kom da med vores tro-tro.

Vi overnattede på samme hotel i Kumasi igen og tog tilbage til Cape Coast søndag formiddag. Vi var begge godt ømme i kroppen efter en uge med mange bumpede busture og vi havde hovedpine. Mandag morgen viste hovedpinen sig at have været preludiet til en omgang malaria til os begge. Ikke super fedt, men medicinen kurerede det hurtigt og vi fik da lidt ekstra ferie.

Efterrefleksioner

Stakkels ged! Det er min første efterrefleksion. På denne tur var vi turister og oplevede mange forskellige steder. En masse natur, som var enormt storslået. Jeg vil ikke gå mere ind i det, for natur skal opleves. Vi fik også lov at opleve en hel masse kultur. Når man befinder sig i Ghana stifter man bekendskab med begrebet “african time”. For en dansker, synes Ghaneserne at have et meget afslappet forhold til tid og aftaler. Det oplevede vi jævnligt i alle mulige sammenhænge. I dette indlæg har jeg skrevet rigtig meget om at vente. Det skyldes, at man aldrig rigtig ved hvornår bussen går. Der var som regel noget der lignede en busplan et eller andet sted, men vi turde ikke andet end at komme i god tid, og busplanen holdt sjældent. Bussen gik når den gik, hvis den da gik. Når man rejser på den måde får man set en masse forskellige aspekter af kulturen. Her er den stakkels ged et eksempel. Det var ikke dyrevelfærd der fyldte her. Fra en bus er man bedre skærmet og får lov at være tilskuer til noget af hverdagen, fremfor at blive deltagere. Det trængte jeg til, hvilket er fint illustreret med eksemplet, hvor vi bliver vist foran i en kø – og føler os meget hvide.