My very first fight
I fredags var jeg med Ditte, Stine og Sofie i byen. Det gik nogenlunde som det plejede, med lidt dans, noget snak og noget druk.
Ved halv totiden gad jeg ikke rigtig mere og gik den ca. 500 meter lange tur hjem til vores hus, for at lave en toast og gå i seng. Ditte bad mig tage hendes pung med hjem, da hun ikke havde nogen steder at have den.
På bakken lige ude foran vores port blev jeg overhalet af en mand sidst i tyverne. Han vendte sig om og spurgte vredt hvad fanden mit problem var. Jeg var ikke helt sikker på, hvad mit problem var, så jeg fik spurgt hvad han mente med det. Så tog han hårdt fat i mit bælte, og jeg forsøgte at skubbe ham væk fra mig og sagde ”hey, fuck you!”. Men en anden bandit kom bagfra og greb mig om livet. Jeg langede ud til højre og venstre, mens vi snublede ned af bakken. Til sidst fik de væltet mig omkuld og var over mig. Jeg så aldrig rigtigt bøllen som angreb bagfra. Hændelsen er meget forvirret, når jeg forsøger at huske den. Det er også mit første slagsmål… Jeg kan huske den mand, som først greb fat i mig, og jeg kan huske at de begge havde sten i hænderne, som de havde samlet op fra jorden omkring os. Det med stenene fik mig ret meget op at køre, så jeg sparkede den mand, jeg kunne se, så hårdt jeg kunne i maven, mens jeg fægtede vildt omkring mig i et forsøg på at blokere slagene. Det var ikke særlig organiseret, men jeg blev nu ikke ramt. Jeg råbte også meget højt og vredt af dem, men i den noget pressede situation, var jeg ikke så rap i replikken og det blev ikke til andet end ”FUCK YOU! FUCK YOU! AARRGGH! FUCK YOU!”
Jeg fik revet den enes trøje i stykker på et eller andet tidspunkt, og kan tydeligt huske lyden og følelsen, men jeg har ingen idé om, hvornår i forløbet det skete.
Til sidst fik den ene fat i Dittes pung, og de stak af ned omkring et hushjørne. Jeg kom på benene og løb efter dem. Det var muligvis dumt, men uanset hvad, var de over alle bjerge, så jeg kunne ikke fange dem alligevel. Jeg råbte ud i natten, ”FUCK YOU! I’ll fucking track you down!”
Jeg kan konstatere, at fuck fylder meget i mit ordforråd, når jeg er under pres.
Patrick har næse for det med at opspore ting og folk, så min trussel er faktisk ikke helt tom.
Jeg løb ned til Patricks hus og fik vækket Kweku. Der gik ikke længe før både Patrick og Kwesi også var oppe. Kwesi og Patrick satte ned i byen, for at se om de kunne finde spor efter røverne.
Dittes pung indeholdt et lille spejl, ti cedis og hendes mobiltelefon, så jeg ringede til Stine, og satte dem ind i situationen.
Så gik jeg op til vores eget hus, for at rense mine skrammer, mens jeg bandede og svovlede. Jeg er sluppet ret billigt med kun et par hudafskrabninger fra faldet.
De tre piger kom kort efter, at jeg var nået ned til Patricks igen. Vi snakkede lidt om hændelsen. Jeg var mest vred, hvilket Stine sagde var godt, da det er bedre end at gå og blive paranoid og angst.
Jeg var sur over, hvordan det var gået. Det ærgrede mig, at jeg ikke nåede at reagere hurtigere. Hvorfor hoppede jeg ikke på ham med det samme, så ham bagfra ikke nåede at gribe mig? Hvorfor satte jeg ikke lige en klo i fjæset på ham, så man kunne kende ham de næste par dage?
Det er sikkert godt, at det gik som det gik. Hvis slagsmålet havde gået bedre for mig, havde de måske trukket knive. Det er også godt, at de ikke nåede at slå mig ud, så de også kunne få fat i mine ting.
Så kom vi i tanke om, at det nok var godt at prøve at give Patrick og Kwesi en beskrivelse af banditterne. Jeg ringede til Patrick, men det var af en eller anden grund svært at forklare over telefonen, at mandens trøje var revnet. Derfor prøvede jeg med en sms, men det gik heller ikke. Måske forvirrede det, at jeg sluttede beskeden med ”Also he’s an asshole!” Men jeg bliver temmelig sarkastisk, når jeg er i dårligt humør. Jeg var vist også ret fuld…
Efter lidt tid vendte Kwesi og Patrick tilbage med uforrettet sag. Der kom også et par stykker forbi, som havde hørt optøjerne. En var en stor knægt, som syntes det var ærgerligt, at jeg ikke havde en gun. En anden var en mand sidst i fyrrerne, som havde set bøllerne. Der var i alt 4 slyngler, så to havde stået vagt/backup, mens de to andre havde angrebet mig. Manden sagde, at han nemt kunne identificere den ene af dem, og kom med en detaljeret beskrivelse af hans udseende og påklædning.
Patrick sagde, at det ærgrede ham, at det ikke var sket nede foran hans eget hus, for så kunne de have fanget dem. Han fortalte også, at i dette nabolag er det usandsynligt at en røver, som fanges af de lokale, overlever.
Vi aftalte at gå til politiet næste dag, og Ditte og jeg gik tilbage til huset, for at få en smøg og en kakao inden vi lagde os til at sove.
Næste dag tog jeg med Patrick og Kwesi på politistationen. Der var en del ventetid og der skal en del bestikkelse til, for at få politiet til at gøre noget ved sagen. Men ellers gik det meget nemt. Vi snakkede med en ganske venlig politibetjent, som lavede en rapport om hændelsen og skrev ned, hvad der var blevet stjålet.
Efter et par timer på stationen tog jeg videre med Patrick til hospitalet, for at få lavet en medicinsk rapport over hændelsen.
På vejen forklarede han mig, at det man normalt gør, når man fanger en forbryder i vores område, er at gennembanke ham og derefter give ham en indsprøjtning, som han dør af i løbet af nogle timer. Så jeg er trods alt ganske glad for, at vi har politiet med i sagen nu.
Rapporten fra hospitalet beskriver hvilke skrammer, jeg har fået, ligesom der igen står, hvad der er blevet stjålet. Det koster også nogle penge ekstra at få lavet rapporten, da den er til juridisk brug. Lægen sagde, at han under normale omstændigheder tager 100 cedis, men Patrick fik ham til at gå med på 50. Patrick havde desuden ret travlt, så han flashede sit pressekort et par steder for at få os igennem hurtigere. Jeg fik også en recept på nogle antibiotiske tabletter, så vi er sikre på, at sårene heler som de skal.
Resten af sagen forløber på den måde, at Patrick og Kwesi tager i byen om aftenen for at holde udkig efter skurkene. Jeg kan ikke selv tage med, da banditterne vil gemme sig, hvis de ser mig. Det passede mig ganske fint i går, hvor Ditte og jeg så Schindlers liste.
Der var ikke bid i nat, men begge brødre er meget sikre på, at vi nok skal finde den af dem, som vi ved hvem er. Kwesi så ham i byen tidligere i går, men havde ikke strøm på sin telefon. Slynglen har klippet sit hår af, så man kan håbe at han føler sig mere sikker end han bør.
Naboerne er meget venlige og spørger ind til, hvordan jeg har det. En dame har også forklaret mig, at skurkene i byen er klar over, at vi snart skal hjem, så vi skal passe ekstra på nu. De vil gerne nå at få noget ud af os nu, hvor der måske ikke er så stor risiko for de grelle konsekvenser, som en tyv ellers kan møde i Ghana. Jeg har også tidligere fået at vide, at det er almindeligt, at kriminelle overvåger de hvide mennesker i byen.
Ellers har jeg det fint. Jeg har som sagt været ret frustreret, men værre er det ikke. Jeg går og håber, at det lykkes at fange dem. Glæder mig fortsat til at komme hjem.
Hav det godt
Kram fra Nyimpa Kokor
Efterrefleksioner
Titlen på indlægget fortæller, at dette var mit første slagsmål. Det er en sandhed med modifikationer. Jeg har jo gået i grundskole… Men det er mit første og eneste fysiske slagsmål i mit voksenliv.
Indlægget er ret vildt at læse nu, hvor jeg sidder afslappet hjemme foran tasterne 15 år senere. Der er mange følelser i teksten, og det var vrede og frustration, jeg fik afløb for ved at skrive dette indlæg. Det vilde er at læse, hvordan jeg remser en masse potentielle, meget voldsomme, konsekvenser for slamberterne op, og sideløbende skriver, at jeg håber, at vi fanger dem. Jeg skriver også, at “min trussel er faktisk ikke helt tom” – men det endte den altså med at være. Vi fandt aldrig tølperne – og gudskelov for det.
Jeg har efterfølgende ønsket, at jeg havde sluppet episoden tidligere og ikke lod mig selv ligge under for den handletrang, der drev mig (samt Patrick og Ditte ej at forglemme) rundt i Cape Coast for at fange banditter. De ressourcer jeg brugte på forløbet med den unge kvinde, jeg cyklede ind i, var fx bedre givet ud, hvis vi ser på de kosmiske balancer. – Men det er nok et rationelt lys, jeg forsøger at kaste over noget følelsesmæssigt, som egentlig ikke bliver særligt veloplyst på den måde. Selvom det kan synes, at jeg tabte mig selv i en jagt på forfængelig retfærdighed, havde jeg måske været værre stillet, havde jeg tøjlet min indignation og bundet min natur – og tabt mig selv således i stedet.
Dette indlæg blev det sidste jeg skrev, mens jeg var i Ghana. Det er meget passende, at slutte på en note med så meget drøn på. Det er dog langt fra min subjektivt værste oplevelse i Ghana. Jeg har stået i mange situationer, hvor jeg har følt mig langt mere magtesløs, og hvor det har været meget sværere at forstå, hvad der foregik. I denne situation stemte min egen oplevelse fuldstændig overens med mine omgivelsers reaktioner på episoden. Folk omkring mig syntes, at jeg var blevet udsat for et overgreb, de viste omsorg, og jeg følte mig mødt.
Står episoden tilbage som en positiv oplevelse? Denne tanke er jeg nødt til at formulere, som et spørgsmål, for det forekommer besynderligt, at en oplevelse, som jeg hverken ønsker skal ske for mig selv eller nogen andre, skulle være positiv. Og dog – imod den trygge tilværelse, man lever i, som en ung dansk mand, kan man måske mangle en kontrast til den ubesværede trummerum. Jeg har grædt af kærestesorger, ensomhed og diverse frustrationer over tilværelsen, når den ikke flaskede sig, som jeg havde håbet – men denne episode var aldrig noget jeg begræd.
Væsentligt er det, at jeg slap så billigt som jeg gjorde. I de tidligere indlæg fortalte jeg, at der boede nogle pædagogstuderende, som havde været i praktik før os. De fortalte os om en episode, hvor de havde været på busrejse i landet. Bussen var blevet standset af bevæbnede røvere. Alle passagerer var blevet gænnet udenfor med skydevåben, mens røverne plyndrede deres bagage. En anden af mine medstuderende havde været alene i Sydamerika samtidig med os. På ankomstdagen var han blevet kidnappet i en taxa – på trods af at han havde fulgt anvisningerne og valgt en taxa med det rigtige mærke. Med en kniv for struben og en pose over hovedet var han blevet tvunget til at hæve et stort beløb i kontanter, hvorefter han blev efterladt ved dén tilfældige hæveautomat.
Og så var der selvfølgelig alle dem der ikke var udsat for noget voldsomt.
Man skal benytte sig af muligheden, hvis man har den, til at komme ud og rejse i forbindelse med sin uddannelse, og (hvis du spørger mig) gerne til det vi kalder den tredje verden. Det er risikoen værd, for man får set en del af verden, som sætter ens tilværelse i perspektiv. – Man skal virkelig bare være forsigtig.
Tak for, at du læste med.
De bedste hilsner
Det røde Menneske
Leave a Reply