Jul og Nytår i Ghana
Min mor og min bror har været på besøg fra den 16. til den 30. december. Det har været rigtig rart at kunne vise noget af alt det frem, som jeg ellers kun får lov at fortælle om.
Jeg mødtes med dem I lufthavnen i Accra 1 time eller to før deres planlagte ankomst (hvad sker der for nutidens luftfart?). Vi ventede et stykke tid og blev så mødt af Patrick og en taxachauffør, som kørte os til Cape Coast. Allerede da vi var ved at læsse kufferter ind i bilen var nogle parkeringsvagter over os, og ville have os til at betale 50 cedis for at være stoppet det forkerte sted. Taxachaufføren kendte imidlertid sine rettigheder og efter lidt diskussion fik vi lov at køre. Også på vej ud af Accra blev vi stoppet og måtte stige ud af bilen, så nogle politibetjente kunne søge den igennem. Vi stoppede undervejs for at få noget mad og var ellers i Cape Coast ved 1 tiden om natten efter i alt 5 timer på vejen.
Næste dag tog jeg dem med på Hans Cottage. Det lykkedes mig at holde skjult for dem, at det er en restaurant bygget på en krokodillesø. Så da vi var på vej derud på en af broerne ud til selve restauranten, kunne jeg pege ud i vandet og vise dem en krokodille, som svømmede rundt i vandoverfladen. Det reagerede de ganske vestjysk på, men vi var alle enige om, at det hele blev en rigtig god oplevelse i de smukke omgivelser. Vi kunne desværre ikke komme ud og røre ved krokodillerne, da den store farlige krokodille lå oppe på den plads, hvor denne aktivitet ellers foregår. Jeg har tidligere været ude på Hans Cottage, hvor en tjener beskrev den samme krokodille som værende ”very stubborn”.
Om tirsdagen d. 20. tog vi til Kakum National Park, som er et regnskovsreservat. Her gik vi en tur på den 360m lange Canopy Walkway, som består af 7 hængebroer spændt ud mellem 6 platforme i træerne 40 meter over jorden. Det var en meget smuk måde at se regnskoven på. Vi tog også på en guidet tur rundt i regnskoven, hvor vi så nogle små vandfald og fik fortalt om planterne og deres egenskaber.
Om torsdagen tog Ketil og jeg tilbage til Kakum for at tage en overnatning på en træplatform inde i regnskoven. Dette indebar også en nattevandring, hvor man skulle kunne se nogle dyr. Det blev til 3 rotter og en meget stor snegl, så vi var ikke de heldigste lige på den tur. Der var også en del meget aggressive myrer som af og til angreb fødderne. Ditte har siden været i Kakum, hvor hun tog turen på hængebroen. På denne tur nåede hun både at se en abe og et egern. Det var ikke desto mindre ganske spændende at opleve stemningen inde i skoven om natten. Der er vanvittigt mange lyde inde i en regnskov om natten, og vi fik også lov til at høre brølene fra de omtalte aber.

Vi havde aftalt at holde jul sammen med Patricks familie, og Patrick skulle skaffe en gris til middagen. Da vi sagde, at vi nok ikke kunne spise en hel en, sagde han ”no no don’t worry, we’ll find a very small cute one”. Men Patrick skulle også udenbys den dag og klokken nærmede sig hastigt spisetid. Efterhånden som vi fik talt med familien, gik det op for os, at man i Ghana først holder jul den 25., og at vi stod juleaften uden anden julemad end soyarisalamande. Heldigvis forbarmede Patricks mor og tante sig over os, og lavede ris, kylling og stegt plantain til os. Det blev overraskende lækkert.
Den 25. skulle så være dagen for julemiddag. Patrick havde skaffet grisen, og lillebroren Kweku slagtede en af sine geder. Geden spiste vi til frokost med fufu.
Patrick foreslog, at vi holdt en roof top party om aftenen. I Ghana fungerer en fest således, at man bare lader rygtet gå i nabolaget, og så dukker der ellers folk op. Så det blev en speciel oplevelse. Af Patricks familie var det kun broren Kwesi der dukkede op. De andre gad ikke fordi de ved, at der kommer revl og krat. Det gjorde der også. En masse unge mennesker som syntes, det var mærkeligt, at vi ikke havde et musikanlæg, og et par alkoholikere fra de lokale barer. Folk var godt stive efter et par timer. Der var især godt svind i Mandingoen, som efter sigende skulle give ”very strong penis”. Det tror jeg ikke det gør… Festen sluttede ved titiden.
Dagene indtil den 30. december, hvor Ketil og min mor skulle hjem, gik stille og roligt, for mit vedkommende. De var en tur i Nzulezo som er en stylteby på en flod. Ditte, Stine (en tredje Frøbelstuderende) og jeg overnattede på børnehjemmet fra d. 28 til 29. december, hvilket betød, at jeg vågnede op til min fødselsdag på børnehjemmet. I Ghana er det traditionen at fødselaren skal oversprøjtes med vand, og det blev jeg også i den grad. Hos Patricks familie, som vi stoppede hos på vej hjem, fik jeg en ny omgang vand sammen med en del talkumpulver. Om eftermiddagen tog jeg med Ketil og mor til Cape Coast Castle ved stranden. Jeg var også på bar om aftenen, hvor jeg atter blev gennemblødt.

Det har været super rart at have familie på besøg.
Nytårsaften holdt vi i vores eget hus. Vi havde fået en fisk af Patricks mor, som vi tilberedte i ovnen med nogle grøntsager og lidt held, så det blev en dejlig nytårsmiddag.
Så (lidt forsinket) glædelig jul og godt nytår.
I må ha’ det. Vi ses om nogle uger.
Gaute
Efterrefleksioner
Det var rigtig rart at have familie på besøg, mens jeg var i Ghana. Jeg savnede nogle flere mennesker jeg ubesværet kunne tale med. Det gav også en mulighed for at få øje på, at jeg rent faktisk havde lært noget af at være så længe i landet. Nu havde jeg oplevelsen af at kunne agere den stedkendte guide.
I dette indlæg er den eksplicitte kultur ret fremtrædende. Det bliver den, når jeg skal fremvise landet for mine gæster.
Ghaneserne er stolte af deres natur, og med god grund. På den måde bliver naturen også en del af den eksplicitte kultur, som kan fremvises i nationalparken eller på en restaurant på en krokodillesø. Den eksplicitte kultur er hyggelig, når jeg fx får vand på min fødslesdag til stor fornøjelse for børn og voksne. Den er også en smule bøvlet, når vi, temmelig sent, opdager forskellen på vores juletraditioner – men altid til at have med at gøre, og i alle tilfælde er det en positiv oplevelse at lære om disse forskelle.
Jeg vil vende tilbage til spørgsmålet om hvorvidt man er privilegeret som europæer, for i beskrivelsen af rejsen fra Accra til Cape Coast bliver det åbenlyst, hvordan det er privilegeret at være statsborger i Danmark. Nu taler vi ikke kultur, men struktur. Det tager os 5 timer at køre den 140 kilometer lange tur fra hovedstaden til Cape Coast. Det er omtrændt ligeså langt som fra Korsør til Helsingør, hvilket vil tage omkring 1½ time. Ghana er, på trods af at være et af de afrikanske lande med stærkest økonomi, relativt fattigt og det medfører en del korruption. Det volder os ikke store problemer, men er medvirkende til, at det tager så lang tid at rejse.
I disse år er tilliden til de danske myndigheder omdiskuteret, og de diskussioner skal vi også have, men uanset, hvor vi måtte befinde os på korruptionsskalaen, ligger vi langt under et land som Ghana.

Leave a Reply