Halvvejs

Så nåede vi halvvejs.
På børnehjemmet begynder tiden at gå lidt langsommere. Jeg har nu været i fjerde klasse længe og har undervist, ligesom jeg fungerer som hjælpelærer. Men undervisning er ikke hvad min uddannelse går ud på, så jeg bliver nødt til at tænke lidt udenfor boksen efterhånden, for at få mere relevant læring ud af min tid i skolen. Jeg leger lidt med at starte et ordblindhedsprogram. Jeg har en mistanke om, at 1-2 børn i min klasse kan lide af ordblindhed, og det er super ærgerligt, når man risikerer at få smæk for at lave sine lektier forkert.
De fik forøvrigt ingen slag for de meget svære matematiklektier, som jeg havde givet dem for på et tidspunkt.
Men smæk er der masser af, og det skal siges, at når man vender sig til det, er det ikke så slemt at overvære. Ofte er der meget humor med i det og mange børn vil helt sikkert foretrække hurtig og kontant afregning, frem for at blive sat alene på en bænk i ½ time.
Desværre er der også den slags lærere, som ikke kan styre deres temperament, og der bliver det sommetider hårdt at være vidne til. Det er svært at gribe ind, for det er sådan man gør her. Hvis man farer hen for at stoppe en ”caning”, skal ghaneserne nok holde inde, men man ved også, at de antager, at man er i sine følelsers vold. I længden bliver den slags reaktioner ikke taget alvorligt.
Jeg har efterhånden lært de fleste af New Lifes børn at kende og det er nogle fantastiske unger. Det var en sjov oplevelse først at møde dem på børnehjemmet, hvor de var svære at komme ind på. Der er mange hvide som kommer, og går igen efter få uger, så de venter som regel med at tø op overfor os.
Da skolen startede, brugte jeg al min arbejdstid på skolen. Her var jeg ganske vist sammen med de af New Lifes børn, som går i fjerde, men på en helt anden måde.
Efter nogle uger begyndte jeg at møde ind senere, så jeg også fik tid med børnene efter skole. Nu mødte jeg pludselig nogle helt andre børn. De kender mig og synes godt om mig. De vil gerne pjatte, snakke og lege.
Det skal nok gå hen og blive ganske sørgeligt at forlade stedet igen.

Jeg er stadig meget interesseret i sproget hernede og synes også, at det siger en del om kulturen. Meget af deres mad er forskellige former for dej, som æltes med et stort skaft i en gryde. Det smager ikke af ret meget og har en ulækker konsistens, som får det til at vokse i munden. Spise hedder ridzi på fante, men da jeg prøvede at sige ”me ridzi enam” (jeg spiser kød), blev jeg rettet; ”You don’t eat meat. You chew it.” Det er altså meningen at banku og fufu simpelthen skal sluges uden at tykkes. Det giver meget mening.
En hvid person kalder de obroni og i flertal hedder det abrofo. De har ofte navne for personer, der skilder sig ud. Obollo er en stærkt overvægtig person. Og man råber altså efter folk på gaden, og man kalder dem hvad de er; hvide mand, fede, høje og så videre. Det skal siges, at der ikke bliver set ned på overvægt, men at obollo er ganske kærligt ment. Odogo er en høj person, så det sker, at man kalder mig det.
Arbejde hedder edwuma (edjuma). De har mange forskellige hilsner, især i forhold til arbejde: edwumoo siger man, når man hilser en der arbejder, og aiekoo er hilsnen til en der kommer hjem fra arbejde. Jeg kan ikke huske hvad man siger til en som er på vej til arbejde. Akwaaba betyder velkommen og asanaba betyder velkommen tilbage, (hvis man ikke har været væk så længe). Der er mange flere eksempler, men dette må være nok for nu.
Særligt interessant finder jeg dog ordet for et godt betalt arbejde; abrofo-dwuma (hvid mands arbejde).

De forventer at få mange penge ud af de hvide. Jeg skulle på et tidspunkt bruge et par sandaler og min fornemmelse var, at dem jeg havde kig på var højst 20 cedi værd. Sælgeren startede på 45. Da jeg ikke er så sej til at prutte om prisen, sagde jeg 18. Han gik ligeså stille ned i pris og sagde så, at hans sidste tilbud var 28 cedi. Vi havde imidlertid Patrick med, som var i gang med en telefonsamtale. Jeg sagde til sælgeren, at jeg lige ville konsultere min ven. Da Patrick var færdig med telefonen, vekslede han et par ord med manden, og jeg fik sandalerne til 20.
Patrick forklarede mig senere, at manden havde sagt til ham: ”Han er jo obroni, så lad mig dog få nogle penge ud af ham.” Patrick havde bildt ham ind, at jeg var hans svoger.
I weekenderne er der masser af natteliv i Cape Coast. Her mærker man også Ghanesernes mentalitet overfor abrofo. De vil meget gerne i kontakt med os. Dels fordi det er spændende at møde udlændinge, men også fordi de håber, at der falder nogle drikkevarer af. Således kan jeg opleve, at når jeg går til baren for at bestille, så står der pludselig en eller anden gut, som jeg vistnok har hilst på før, ved siden af mig og siger: ”Jeg skal have en guiness”. Og han siger det, vel at mærke til mig og ikke bartenderen. Og han siger det som om det er noget helt selvfølgeligt, at jeg vil give ham den.
Men jeg er ganske uinteressant ved siden af Ditte. Hun bliver friet til flere gange om dagen.

I næste weekend skal vi opleve en anden slags fest. Patrick’s far skal begraves og arrangementet varer i 3 dage. Det bliver spændende at opleve en anden del af den afriskanske kultur. Nattelivet på barene bliver mig lidt ensformigt i længden.
Man har et andet forhold til døden end i Danmark. Patrick er nødt til at skaffe mange penge til drikkevarer og mad. Vi har også hjulpet ham lidt til at få råd til det rigtige tøj. Hvis der er noget, som ikke er i orden, vil begravelsens gæster skælde ham ud.
Da Patrick’s ven Buju fik at vide, at faderen var død, grinede han af det. Men i sidste uge døde Buju’s mor, så Patrick fik lov at le sidst…

Hav det godt. Vi ses måske om en 3 måneders tid.
Nyimpa Korkor

Efterrefleksioner

I dette indlæg har jeg nogle flere beskrivelser omkring spanskrøret, på engelsk “cane”, deraf udtrykket “caning”, når nogen får smæk. Her har min opfattelse af den praksis udviklet sig, men jeg erfarede flere ting siden og her vil jeg komme med to fortællinger, som giver lidt mere fylde til beskrivelserne af denne del af den ghanesiske kultur. 

For det første vil jeg fortælle om den dag, hvor jeg havde givet børnene de svære lektier for. Jeg nåede nemlig kun lige frem i tide. Hvorfor jeg var forsinket kan jeg ikke huske. Da jeg trådte ind af døren til klasseværelset, stod Hajara klar til at give en af eleverne smæk. Det var Prince, en af klassens kvikkeste elever. At han ikke havde kunnet klare opgaverne sagde en del om, hvor langt fra skiven jeg havde været. Men der stod Hajara altså med løftet spanskrør over Prince’ bag. Jeg skulle netop til at udbryde “stop”, da Hajara selv gik i stå. Prince havde taget ti par underbukser på, fordi han vidste, at han ville få smæk, når han ikke havde kunnet lave sine lektier. Hele klassen grinede af situationen, og jeg fik forklaret Hajara, at det altså var min skyld, at ingen af børnene havde lavet deres lektier. Som sagt var der ingen der nåede at få klø.

Den anden fortælling handler om den gang jeg spurgte en gruppe børn om, hvem deres yndlingslærer var. Jeg havde nok en forventning om, at de ville nævne Hajara, fordi jeg selv havde så godt et indtryk af hende og hendes relationer til børnene. Men de sagde allesammen Andrew. Jeg kan faktisk ikke huske om det var det han hed, men det er heller ikke afgørende, så det siger vi bare, at han hed. Under alle omstændigheder var Andrew den lærer, som jeg havde i tankerne, da jeg beskrev lærere der ikke kan styre deres temperament. Han var kendt for at være den lærer, der slog oftest og hårdest – men altså også rigtig mange børns yndlingslærer. Så ham fik jeg også en mere nuanceret forståelse af sidenhen. 

I visse passager af min blog har jeg en trang til at anholde mine formuleringer. “Lider man” virkelig af ordblindhed? På den anden side eksternaliserer jeg dog, frem for at sige, at de er ordblinde.

Jeg begynder at kunne se nogle beskrivelser, som viser, at min forståelse af Ghana var blevet større nu. Jeg er glad for at have skrevet passagen om sproget. Jeg nød at lære ord og blive klogere på folket af den vej – og hvis jeg ikke havde skrevet ordene ned, ville jeg have glemt de fleste nu.

Jeg har ekspliciteret to gennemgående temaer for min blog i introduktionen til den, kulturchok og dannelse. Et tredje vigtigt tema er den ulighed der er mellem Afrika og vesteuropa, og de privilegier, man derfor oplever, som dansker i Ghana. Jeg synes det er svært at tage det tema op, for når jeg tager det op er det “hvide privilegier” jeg taler om. Så bevæger jeg mig ind på det territorium, hvor den debat udspiller sig, der omhandler begreber som woke, feminisme, krænkelsesparathed og, ja, identitetsprivilegier. Det er en debat med skarpt optrukne linjer, og min læsning af den er, at når man først nævner et af disse begreber, skal man vælge side. Er du rabiat feminist eller er du fascist? Jeg har set folk bliv dømt meget hårdt på relativt uskyldige kommentarer, til begge sider af debatten. Jeg tror dog, at mange søger mere nuancerede forståelser end det. Det er under alle omstændigheder sådan jeg har det.
Skal jeg selv vælge en af de to sider, er det den feministiske position. Jeg er selv medlem af SF nu, og når jeg har stemt til diverse valg, har det altid været på partier, som repræsenterede den position. Lige nu er mit ærinde ikke at tale ud fra en bestemt position, men at fortælle om hvordan jeg subjektivt oplevede det at være dansker i Ghana. 
I min tid i Ghana, er det ikke privilegierne jeg mærker mest – i hvert fald ikke hvis privilegier er noget vi forstår som behageligt. Det er måske svært at beskrive pivilegier fra ét enkelt individuelt perspektiv, fordi det er noget man har i forhold til nogle andre – men jeg prøver at tænke det som et interessant benspænd.
SU (og SU-lån) var et åbenlyst privilegium. Jeg boede 6 måneder i Ghana uden at behøve at bekymre mig om penge (og i Ghana bekymrer man sig om penge). Ikke sådan at forstå, at jeg var stinkende rig og kunne gøre hvad som helst, men jeg kunne leve komfortabelt – og de krav der blev stillet mig i mit arbejde på børnehjemmet var ganske overskuelige.
Der var også sociale privilegier ved at være europæer. Vi oplevede at blive sat foran i køen i visse situationer, og ligefrem at blive “hyldet” blot for at være hvide, som du kan høre et eksempel på i næste indlæg. De sociale privilegier havde jeg gerne været foruden, og undgik helst at benytte mig af dem, hvis jeg da opdagede det før det var for sent.
Jeg oplevede også at være udsat, som europæer i Ghana. Ghanesernes antagelser om, at de hvide har mange penge var, som jeg allerede har været inde på, allestedsnærværende, og derudover er det svært at begå sig i en kultur, hvor man har så lille et kendskab til de sociale koder. Det betød, at jeg havde svært ved at få venner – jeg stolede simpelthen ikke nok på, at der ikke stak noget under. Derudover kan det selvfølgelig være farligt at have mange penge, i et land, hvor fattigdom presser mange ud i kriminalitet. Det oplevede jeg også på egen krop, og det kan du høre mere om i bloggens sidste indlæg.

Begravelse i Ghana

Hej Allesammen

Fra 28.-30. oktober var vi til Thomas Mensahs begravelse. Det er Patricks far. Begravelser er noget helt andet i Ghana end i Danmark, så det var rigtig spændende at få lov at deltage i.
Begravelsen varer en hel weekend. Vi ankom ved ottetiden om aftenen fredag. Patrick havde lejet nogle lokaler i noget, der hedder Hester Hall. Udenfor spillede noget musik over nogle store og ikke så vellydende højtalere. Vi gik ind gennem en port og ud i en gård, hvor folk sad for at vise deres sympati. Plastikhavestolene står på rækker med en en gang i midten, så man sidder som tilskuere overfor hinanden under et telt. Vi blev sat på et par stole, og Patrick forsvandt. Der sad vi så et stykke tid og kunne betragte folk. Fredag er man klædt i sort, og vi havde også selv fået syet afrikansk tøj til lejligheden. Senere kom Patrick og bad os gå med ind i et lokale, hvor kisten stod åben, så folk kunne sige farvel til Thomas’ jordiske rester. Han døde i august, så han var grundigt balsameret, og der lugtede sødeligt i rummet. Han så også noget udstoppet ud…

Derefter sad vi lidt mere og så på folkene (der så ud til at kede sig). Så gik vi ud til gaden og stod og snakkede lidt med Patricks venner. På et tidspunkt tog Patrick fat i os og forklarede, at nu var folk begyndt at bede om drikkevarer, så vi gik, en lille forsamling, hen til en bar i nærheden, hvor Patrick købte hvad end folk havde lyst til.

Lørdag er man ligeledes klædt i sort. Vi ankom ved titiden om morgenen. Nu var der stillet stole og telte op på pladsen ud til vejen. Her blev vi placeret. Der spillede igen musik over højtalerne. Efter lidt tid begyndte nogen at tale over højtalerne nede fra gården. Vi var ikke sikre på om ceremonien kun var for den nærmeste familie, så vi blev bare siddende. Mange af dem, som talte sang også nogle sange. Jeg fik den fornemmelse, at volumen sættes noget højere end tonalitet, og de skrattende højtalere gjorde det ikke kønnere. Efter lidt tid begyndte lyden også at sætte ud. Det problem forsøgte man at løse ved at skrue op for fuld smadder, så man fik talen/prædikenen i små, men højlydte bidder; ”…….HALLELu……….NYAME JESu………..HALLEEEELUj……” Det hele virkede temmelig fjollet.
Så blev kisten båret ud. Vi blev inviteret med ud og se selve begravelsen, hvilket vi takkede ja til. Så vi blev sat i en lille pick-up med air-condition, hvilket var tiltrængt i skjorte (dog kortærmet), sko og lange bukser alt sammen i sort. Kisten blev placeret i en rustvogn, som kørte lige bagefter vores bil. Vi kørte ca. 10 km udenfor byen til kirkegården. Rustvognen havde en megafon på toppen. Den kørte med sirener, da vi kørte inde i byen, men da vi stod ud, havde den skiftet til hanegal…

Kirkegården var ganske nydelig. Efter at vi var gået lidt for langt, og der var blevet råbt et par beskyldninger på fante, fandt vi pladsen. En præst sagde nogle ord og der blev sunget en sang. Da kisten blev dækket til begyndte en dame at råbe og jamre højlydt. Vi er ikke helt sikre på hvem hun var. De andre var ganske rolige.
Tilbage ved Hester Hall gik vi op på øverste etage, hvor et stort fjernsyn viste fodbold. Vi fik hver en bakke ganske god mad.

Søndag er man klædt i hvidt. Dvs. kvinderne er i hvidt, mens mændene har en hvid skjorte, men sorte sko og bukser. Søndag er også den dag, hvor man viser sin respekt ved at donere et lille beløb til afdødes familie. Man træder ud foran familiens overhoveder på skift og giver sin gave. Da vores tur kom, blev vi trukket ud af en af Patricks venner, som fortalte en masse ting om os på fante inden han afleverede vores 5 cedi (små 20 kroner), så blev der klappet og jublet af os og vi gik ud til vejen igen. Resten af vores tid ved begravelsen brugte vi oppe på øverste sal, hvor vi drak lidt øl og vand og snakkede med forskellige folk.

Efterrefleksioner

Dette har været en meget kaotisk oplevelse. En begravelse er, i sagens natur, en vemodig og andægtig begivenhed – men jeg kan huske hvordan jeg oplevede dele af denne, som decideret komisk, som det også fremgår i mine beskrivelser.
Jeg kan huske, at jeg havde svært ved at være i, at vi aldrig vidste, hvor længe det nuværende indslag skulle stå på, og hvornår det næste skulle ske. Ditte, som også var med, trivedes, så vidt jeg ved, i det ukendte nu. Jeg blev rastløs, og husker at jeg følte, at Patrick overlod os til os selv. I bakspejlet kan jeg se, at han har været meget opmærksom på os ift., at han samtidig skulle dirigere et kæmpestort tre dages arrangement.
Som sagt var oplevelsen kaotisk. Det meste foregik på fante, så vi havde ikke mange chancer for at afkode det script, vi var en del af. Det er nok en af grundene til min oplevelse af, at det var uforudsigeligt og til tider absurd. Vi har været meget privilegerede, at blive inviteret med. Vores hvide privilegier var også til at mærke. Det blev helt eksplicit i eksemplet, hvor vi blev annonceret og hyldet for at donere et meget beskedent beløb til afdødes familie. Der var ikke et tidspunkt, hvor vi glemte, at vi var anderledes. Det har været krævende at være i, men en erfaring, jeg er enormt glad for at have med mig i dag.

Rejse til Nordghana

Hej folkens.

I sidste uge var vi ude at rejse. Vi tog til nordghana for at se Mole National Park. Først tog vi en minibus til Accra. Vi kom desværre først afsted lidt op af eftermiddagen og da vi nåede til Accra, var vores bus gået. Der går kun en om dagen, så vi tog ind på et hotel og overnattede. Tiden gik ret langsomt, for vi kunne ikke rigtigt finde på noget at lave i Accra, og bussen gik først klokken 18. Men vi fik slået timerne ihjel og kom med bussen, som gik uden nogen større forsinkelse. Det var en meget behagelig bus med aircondition. Det var også nødvendigt, da turen til Tamale tog 13 timer. Så denne nat tilbragte vi i en bus på de bumpede landeveje mellem syd- og nordghana.

Næste morgen da vi ankom ringede vi til en gut, der hedder Nanayaw. Patrick havde arrangeret, at han skulle køre os i sin privatbil ud til Mole. Men bilen var desværre brudt sammen, så han fandt en anden gut, der kunne vise os vej til Metro Mass Station, hvor vi kunne finde en bus. Vi fik købt nogle billetter, men bussen gik først 13:30 og klokken var et sted mellem 8 og 9, så vi satte os op på en restaurant og ventede. Vi gik tilbage til stationen et par timer før afgang, så vi ville være helt sikre på at nå bussen. En lokal knægt på en 13-14 år hægtede sig på os, og insisterede på at eskortere os til stationen, hvor han også ventede sammen med os. Bussen var naturligvis ikke kommet endnu, og desværre var der ikke megen skygge på stationen. Der var nogle telte, men det var længe siden de havde haft tag. Bussen kom lidt i to, og på det tidspunkt var vi glade for, i det mindste at finde ud af, at den ville gå. Der gik endnu en lille halv times tid inden man begyndte at fylde bussen op, og til sidst kørte vi, med godt en times forsinkelse. Jeg tror, at vi skal være glade for, at det ikke blev mere.

Metro Mass busserne er af en ganske anden standard med 5 sæder på hver række mod O.A.’s 3, og ingen aircondition. Ikke desto mindre var det en ganske fornøjelig tur. Nu, hvor det var lyst, kunne man se hvordan der rent faktisk køres i Ghana. Vejene er fulde af store huller, så chaufførerne kører slalom imellem dem.

Efter et par timer, drejede vi af og kom ud på en grusvej, hvor det først blev rigtig sjovt. Bussen stoppede af og til for at læsse et par folk af og på, og chauffør og konduktør havde også nogle pakker med til folk i de små landsbyer. Samtidig købte de nogle varer ind undervejs. Når bussen kørte, hoppede og dansede den. Det var meget rart, for sæderne havde sikkert givet ondt i ryggen, hvis ikke man var blevet holdt i gang. Stille sad man ikke.

Det var mørkt da vi nåede frem efter ca 4½ time. Mole Motel, som er det eneste sted, man kan overnatte i parken ligger på toppen af en bakke ca. 100-150 meter over resten af terrænet. Der var masser af vortesvin, som gik frit rundt på motellets grund, og vi så også et par bavianer gå rundt foran buskadset, som omkransede bygningerne med vores værelse.

Vi stod op ved 6-tiden næste morgen, for at kunne komme på morgensafarien til fods.

Da vi kom ud, opdagede jeg, at buskadset ikke var så tæt, som jeg havde antaget i mørket. Bagved det var der skov og savanne så langt øjet rakte. Jeg er glad for, at jeg ikke bruger ordet storslået så ofte. Der skal lidt sjældnere ord til at beskrive udsigten. For udsigten var aldeles storslået. Jeg har ofte set ud over havet og syntes, at det var fascinerende, at man ikke kunne se andet en vand i horisonten. Men dette hav var grønne træer og rød savanne. Der var antiloper og vortesvin at se flere steder i landskabet, og vi så sågar en krokodille svømme rundt i et af vandhullerne. Vi har selvfølgelig taget nogle billeder, men en udsigt som denne her skal bare opleves.

Safarien skuffede ingenlunde. Vi så antiloper, jordegern, vervet monkeys, bavianer og elefanter. En af elefanterne var ved at gå til angreb, men vores guide stampede i jorden og viftede med armene, hvilket skræmte den væk igen. Han havde et gevær med og forklarede, at elefanterne ikke kunne lide høje lyde, så hvis de gik til angreb kunne man stampe og klappe for at skræmme dem væk. Hvis det ikke virkede, ville han affyre et advarselsskud og sidste udvej ville være at skyde elefanten.

Om eftermiddagen tog vi på en jeep-safari. Det var ganske sjovt at sidde på taget af bilen og se på landskabet, men vi så ikke mange dyr. De trækker længere ind i skoven op ad dagen, når det bliver varmt. Det blev kun til et par antiloper, vortesvin, en sort kobra og en blue bird.

Næste morgen stod vi op halv fire for at nå bussen til Tamale som gik klokken fire. Det var ikke den mest tålmodige chauffør, for vi var der fem i, men måtte alligevel løbe for at stoppe bussen, så vi kunne komme med. Turen tilbage var også ganske fornøjelig. Vi holdt stille i en times tid i en lille by, hvor der skulle læsses folk og varer på bussen. På grusvejen er der meget landligt og man får set en masse af de karakteristiske lerhytter.

Fra Tamale skulle vi til Kumasi, som er Ghanas næststørste by. Vi forhørte os om afgangstiden, på Metro Mass stationen. Det var vist meningen, at bussen skulle være klar nu og afgå indenfor en halv time. Dog var den til reparation lige nu. Vi besluttede os for at gå ud og finde noget morgenmad, og satse på at vi nok skulle kunne få en bus senere. På vejen kom vi forbi O.A. stationen, hvor vi opdagede, at de havde en bus til Kumasi. Den havde først afgang klokken 17, men vi besluttede os for at tage den alligevel.

Tiden sneglede sig afsted og et par timer før afgang gik vi tilbage til stationen, hvor man gudskelov kunne vente i skyggen.

Vi fandt ikke Tamale nær så chamerende som Cape Coast. Der er virkelig mange knallerter og motorcykler  i den støvede by og Nordghana er endnu varmere end Cape Coast. Så med vores bagage blev det ikke til megen spadseren.

På stationen var der heller ikke megen underholdning, bortset fra en ged, som stod tøjret til en låge og blev ved at vikle sig ind i snoren og bræge utilfreds.

Bussen begyndte at læsse folk og bagage på lidt i fem, og vi kom ind at sidde. Det var ikke den samme komfortable O.A. bus, som vi havde prøvet tidligere. 4 sæder pr. række, dårlig benplads og airconditionen var gået i stykker. Der var tilgengæld et termometer, på hvilket vi kunne se, at der var 34 grader udenfor bussen og 40 indenfor. Det tog noget tid at komme afsted. For den før omtalte ged skulle ind i bagagerummet og det gad geden absolut ikke. De bandt den ikke, men brugte bare en del vold og magt på at få den losset godt ind, så de kunne smække lågen efter det arme dyr. Vi var enige om, at det var et smart træk, at vi havde vores bagage med inde i bussen.

Busturen til Kumasi blev den værste på rejsen. Der var kun plads til at sidde i én stilling og vi sad ikke i nærheden af nogen vinduer, som kunne åbnes. Der blev ulideligt varmt. Desuden havde et lille sår på min fod fundet nogle bakterier, som var godt i gang med at sprede en hudinfektion. Da vi nåede frem efter 5-6 timer, kunne min fod dårligt være i sandalen.

Vi sov på et hotel og næste dag tog vi en endagstur til Koforidua, hvor vi kunne se Boti Falls. Turen mellem Kumasi og Koforidua er ca. 4 timer lang og virkelig smuk. Vi kørte med tro-tro. Tro-tros er gamle varervogne med sæder, så der er plads til ca. 12 passagerer. Vi fik lov at sidde foran, hvor der er bedst udsyn. Vejene går op og ned af bakker, igennem byer og frodige grønne skove. Et langt stykke af vejen så vi også bjerge i horisonten.

Da vi nåede til vandfaldet var det så sent, så vi ikke kunne nå gåturen rundt i junglen omkring det. Så vi tilbragte egentlig bare 10 minutter ved vandfaldet og tog så tilbage til Kumasi. Det kunne vi godt have planlagt bedre, men som sagt var turen derud sig selv værd, og der var masser af vand i vandfaldet, så det skuffede ikke.

På stationen i Koforidua, var der lang kø til Kumasi tro-tro’en. Vi ventede et kvarters tid, hvorefter en mand kom og førte køen over til billetlugen. Det virkede som om han henvendte sig til os personligt, men vi tog ikke notits af det og stillede os bare i køen efter de andre. Efter lidt tid kom han tilbage og havde købt vores billetter. Folk blev meget vrede over, at han havde sendt os foran i køen, men vi fik ikke rigtigt trukket os ud af situationen. Det var ikke så behageligt, men vi kom da med vores tro-tro.

Vi overnattede på samme hotel i Kumasi igen og tog tilbage til Cape Coast søndag formiddag. Vi var begge godt ømme i kroppen efter en uge med mange bumpede busture og vi havde hovedpine. Mandag morgen viste hovedpinen sig at have været preludiet til en omgang malaria til os begge. Ikke super fedt, men medicinen kurerede det hurtigt og vi fik da lidt ekstra ferie.

Efterrefleksioner

Stakkels ged! Det er min første efterrefleksion. På denne tur var vi turister og oplevede mange forskellige steder. En masse natur, som var enormt storslået. Jeg vil ikke gå mere ind i det, for natur skal opleves. Vi fik også lov at opleve en hel masse kultur. Når man befinder sig i Ghana stifter man bekendskab med begrebet “african time”. For en dansker, synes Ghaneserne at have et meget afslappet forhold til tid og aftaler. Det oplevede vi jævnligt i alle mulige sammenhænge. I dette indlæg har jeg skrevet rigtig meget om at vente. Det skyldes, at man aldrig rigtig ved hvornår bussen går. Der var som regel noget der lignede en busplan et eller andet sted, men vi turde ikke andet end at komme i god tid, og busplanen holdt sjældent. Bussen gik når den gik, hvis den da gik. Når man rejser på den måde får man set en masse forskellige aspekter af kulturen. Her er den stakkels ged et eksempel. Det var ikke dyrevelfærd der fyldte her. Fra en bus er man bedre skærmet og får lov at være tilskuer til noget af hverdagen, fremfor at blive deltagere. Det trængte jeg til, hvilket er fint illustreret med eksemplet, hvor vi bliver vist foran i en kø – og føler os meget hvide.

Crash!

Selvom mit ophold i Ghana er fantastisk spændende, møder jeg også frustrationer. Man begynder virkelig at forstå, hvorfor det kan være svært at være indvandrer. Man kan altså bare ikke skifte sin hudfarve ud. Dette er selvfølgelig på en helt anden måde end den debat, vi har i Danmark. Men man bliver virkelig træt af at blive opfattet som stinkende rig af alle der møder en.

Man møder masser af flinke mennesker. Men ofte møder man smil som er – triumferende – som hvis personen tænkte ”Yes! Jeg har en.”

I går kørte jeg hjem fra børnehjemmet gennem Abura (en forstad til Cape Coast) på min cykel. Inde i Abura bliver trafikken temmelig tæt, og det er sikrest, som cyklist, at lægge sig midt i vejbanen, da der som regel ikke er nær så meget trafik. Dog skal man stadig passe meget på, hvilket jeg fik en ekstra lektie i i går. Jeg havde sat god fart på og pludselig gik en ung pige ud foran mig. Hun kiggede i min retning, men kun efter biler, da der ikke er specielt mange cykler. Jeg huggede bremserne i og pryglede min ringeklokke grundigt. Men det var alt for sent og jeg ramlede ind i hende, så hun væltede omkuld.

Hun rejste sig af sig selv næsten med det samme. Jeg spurgte hende om hun var ok, men hun talte ikke engelsk og gik bare tilbage af vejen, hun var kommet fra. Hun havde haft en pose med nogle madvarer med, som jeg begyndte at samle op mellem bilerne. I Ghana passer man meget på hinanden, så en mand kom snart løbende fra den anden side af vejen og råbte, at pigen var såret, og at jeg skulle bringe hende på hospitalet. Jeg ville selvfølgelig gerne hjælpe, så jeg trak min cykel ind til siden efter pigen. Der var nu begyndt at samle sig en lille flok omkring os, og folk var meget ivrige for at få sendt os afsted til det hospital.

Jeg besluttede at ringe til Patrick, for at lette kommunikationen. Desuden forestillede jeg mig, at folk nemt kunne se en mulighed for at hive en stor erstatning ud af den hvide mand.
Jeg satte hurtigt Patrick ind i situationen, og han lovede at skynde sig.

Der havde nu samlet sig en flok på en tyve stykker omkring os. Nogle af dem var ganske flinke og smalltalkede lidt, men situationen var bare stadig ikke rar. Jeg kunne se, at pigen havde grædt, men jeg kunne ikke vurdere om det var forskrækkelsen eller fordi hun var kommet slemt til skade.
Jeg tror Patrick var i nærheden, for han ankom hurtigere end det kunne lade sig gøre fra Cape Coast. Alligevel føltes det som længe, og manden fra før blev ved med at sige, at jeg skulle tage pigen på hospitalet nu.
Da Patrick ankom startede der hurtigt en højlydt diskussion. Ditte var også med. Hende havde Patrick mødt på vejen. Hun havde været i gang med at skifte taxa, da han kom forbi. Vi forstod selvfølgelig ikke meget af samtalen, men jeg fangede noget med “højre side af vejen”, så noget af det handlede nok om, hvem der havde skylden…
Efter lidt tid vinkede Patrick os ud til vejen, hvor vi fik pigen ind i en taxa. Han sagde, at vi bare skulle tage hjem og slappe af, så skulle han nok tage den herfra. Han fik hvad jeg havde af kontanter på mig og vi tog hjem til Cape Coast.

Nogle timer senere kom Patrick op til os og fortalte, hvordan det var gået. Pigens skulder var gået af led, og hun havde været hos en læge, hvor den blev sat på plads. Han skulle bruge nogle ekstra penge til medicin og til noget mad og drikke til hende, mens hun kom sig i løbet af den næste uges tid.
Om selve uheldet, sagde Patrick, at det var pigens egen skyld, fordi hun ikke havde set sig for, men fordi jeg stoppede op, havde jeg automatisk indrømmet, at fejlen var min. Han ville selv være kørt videre, havde han været i mit sted. Han ville heller aldrig have haft råd til at betale alle de regninger. Indtil videre har det kostet omkring 100 cedi (små 400 kroner), og der er en god chance for, at det bliver mere.
Selv, ville jeg selvfølgelig gerne hjælpe. Desuden tror jeg, det havde været et helvede at køre gennem Abura fremover, hvis jeg bare var stukket af.
Patrick fortalte også, at manden mente, at jeg bare skulle hoste op. Jeg var jo hvid, så jeg kunne sagtens betale en masse ekstra.

Jeg ville ønske, at jeg kunne forklare folk, hvordan min økonomi hænger sammen. At det er nemt nok at låne penge fra Danmark, men at det ikke er det samme som at tjene dem. At, da jeg sad på tønden i morges, havde jeg trykket alt hvad jeg kunne, men der kom bare ikke noget guld. Kun ganske almindeligt lort!
Jeg har betalt mere end jeg har råd til, for en forbrydelse jeg ikke føler mig skyldig i. Og alligevel anser man det for nærigt. Øv!

Ja ja. Det er stadig spændende at være hernede, men der var alligevel lige plads til lidt galle i min blog.

Hyg jer 🙂

Gaute

Efterrefleksioner:

Dette her er en af de meget… dannende oplevelser fra min udlandspraktik. Indlægget sluttede også med en temmelig frustreret, for ikke at nævne latrinær, analogi. Her blev jeg kastet, i bogstavelig såvel som overført betydning, ud af min komfortzone. Langt ud af min komfortzone. Det stillede mig i et forhold til moralsk ansvar. Måske var dette ikke min skyld, men det var mig der var der. Jeg havde også adgang til økonomiske ressourcer, som de lokale ikke havde. Det var svært at forstå, hvad der foregik under selve situationen, fordi samtalerne foregik på fante, og samtalen var temmelig ophedet, så Patrick kunne kun give mig nogle få sporadiske opsummeringer. 

Jeg har spekuleret over om det var et svindelnummer. Patrick fortalte, at det kunne godt være noget pigen var presset til. Vi kan ikke vide det. Jeg er glad for, at jeg hjalp. Så store var beløbene heller ikke, selvom de fyldte i min SU økonomi.

Dannende var det. det er sundt at blive stillet i en ubehagelig situation engang imellem, hvor man skal træffe et valg.

En læring man også bør drage ud af hændelsen er, at man skal være forsigtig, når man befinder sig i et land som Ghana. Som ung mand var jeg glad for at køre hurtigt på cykel, og jeg nød virkelig den 12 km lange tur mellem børnehjemmet og Cape Coast, med Tool på fuld smadder i ørene fra min MP3-afspiller. Jeg kørte turen, hjem i myldretiden, på midterstriben mellem bilerne. Det er knapt så farligt, som det lyder, fordi køen gjorde, at bilerne kørte i langsomt gåtempo, men beskrivelsen i dette indlæg siger under alle omstændigheder, at det sagtens kan gå galt, for fodgængerne forventer ikke, at der kommer en obroni væltende på cykel.
Flere af de lokale så mig cykle på den måde dagligt, og prøvede at råbe mig an, ligesom de videregav formaninger til mig gennem Patrick, som de vidste jeg sås med. Formaningerne gik især på hovedtelefonerne, som jeg burde tage ud. Jeg kunne bestemt have kørt mere forsigtigt, men det gjorde jeg ikke – måske lidt, efter episoden, men ikke så forsigtigt, som jeg burde.

Dyrenes liv og død i Cape Coast

På en restaurant ved Abura, lige uden for Cape Coast, sidder folk i små grupper spredt ved forskellige borde. Der er ikke mange folk på restauranten på denne eftermiddag. Ved et af bordene sidder en Ghanesisk familie med far, mor, to børn, en onkel og en fætter. Ved bordet ved siden af sidder to sorte mænd og en hvid mand og fodrer et par af de mange katte, der holder til på restauranten. Kattene mæsker sig med ko-, ged- og fiskeben.

Men pludselig griber en af de to sorte mænd fat i en af kattene og holder den fast. Den anden sorte mand griber en stor kniv og hjælper med at fastholde dyret. De tre mænd bærer nu det jamrende kræ ud til vejen, hvor de går et godt stykke væk fra den værste menneskemængde. Der fumles lidt med kat og kniv og det diskuteres hvordan det er meningen, at dyret skal holdes fast. Katten bider fra sig og får vredet sig fri i sidste øjeblik. Den forsvinder lynhurtigt ud i en busk og er pist væk.

Den hvide mand er mig og den ene sorte mand er Patrick.

Vi har fået at vide, at kat smager rigtig godt, og derfor havde vi besluttet os for, at det skulle prøves. Jeg er af den holdning, at hvis jeg skal spise en kat, skal jeg også kunne være med til at slagte den. Så denne dag var jeg taget med Patrick ud for at finde en. Det er absolut ikke nemt at skaffe kat, for folk er rigtig glade for kattekød, så de vil sjældent af med dem. Patrick beskriver det som ”Senior most meat”. Da vi nåede til restauranten havde vi allerede været fire forskellige steder, hvor vi havde forhandlet med katteejere.

Når man endelig har fået lov til at købe katten, skal den fanges og så bliver det først rigtig svært. Man slagter ikke en tam kat, hvilket jeg heller ikke ville være med til, hvis det endelig skulle være.
Hændelsen på restauranten var det nærmeste vi kom på at skaffe en kat den dag, og da jeg ikke har meget tid, har Patrick selv stået for at lede siden.
Det lykkedes også til sidst, og Patrick og hans bror Kweku stod for tilberedningen. Først brændte de hårene væk over et bål og dernæst stegte de den. Den hang ude et par dage til vi skulle spise den, og den blev stegt lidt hver dag så den ikke gik i forrådnelse.
Så i fredags stod aftensmaden altså på banku (majsdej) med kattesuppe. – Kat smager virkelig godt!
Jeg har for øvrigt også smagt rotte. Den var dog mere primitivt tilberedt; i en gryde over et bål under et halvtag mellem de afrikanske farme ude ved børnehjemmet. Jeg mødte nogle drenge, som havde fanget den og et egern, og jeg spurgte om jeg måtte smage. Det var udmærket. Smagte lidt hen ad gris.
Kweku vil meget gerne have os til at smage hund, men hans mor, som hverken spiser hund eller kat, synes det ville være bedre med en kanin. Jeg ser store muligheder for at få nye kulinariske oplevelser i Ghana.

Kweku er i øvrigt meget interesseret i husdyr, og har for nyligt været i Accra for at købe en ny gedebuk. De geder, man ellers har i Cape Coast er af den type, man kender fra zoologisk have i Danmark. Den nye buk skulle eftersigende kunne sætte hun-gederne i stand til at give tre kid af gangen, imod de normale to. Den er dobbelt så stor som de andre og bræger mega åndssvagt. Den høje fertilitet giver god mening; bukkens nosser er på størrelse med hovederne på de stakkels hundyr, som det er meningen den skal bespringe.

Det var lidt om dyrenes liv og død i Ghana.

Pigen som jeg kørte ind i har fået taget et røntgenbillede, som viser, at hun har et lille brud i skulderen. Det er meget rart at vide, at det altså ikke er et scam. Jeg er efterhånden oppe på, at have brugt en syv- ottehundrede kroner, men gider ikke spekulere så meget over det.

I aften har jeg set The Julekalender mens jeg drak en friskplukket kokosnød af et sugerør. – Det er sært at have december i Ghanas 30-40 graders varme.

Hav det godt i nord.
Kram fra Gaute

Efterrefleksioner

Her er jeg ⅔ igennem min tid i Ghana, og her er et eksempel på, at jeg går helt ind i en del af kulturen, som er meget anderledes end min egen. Jeg forsøger i hvert fald. Dette indlæg er en tonemæssig modpol til forrige indlæg. Her er jeg på eventyr og beskriver positive oplevelser, som står i kontrast til mine frustrationer i sidste indlæg. At deltage i kulturen fritog mig dog ikke fra fortsatte kulturchok, og jeg oplevede fortsat mange frustrationer i Ghana.

Her fortæller jeg, at vi har fået et røntgenbillede af et lille brud i skulderen på pigen fra forrige indlæg. Det er en anden måde hvorpå, jeg er trukket ind i livet i Ghana.

Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke har spist kat siden, og heller ikke kommer til det. I skal ikke frygte for jeres kæledyr.

Jul og Nytår i Ghana

Min mor og min bror har været på besøg fra den 16. til den 30. december. Det har været rigtig rart at kunne vise noget af alt det frem, som jeg ellers kun får lov at fortælle om.

Jeg mødtes med dem I lufthavnen i Accra 1 time eller to før deres planlagte ankomst (hvad sker der for nutidens luftfart?). Vi ventede et stykke tid og blev så mødt af Patrick og en taxachauffør, som kørte os til Cape Coast. Allerede da vi var ved at læsse kufferter ind i bilen var nogle parkeringsvagter over os, og ville have os til at betale 50 cedis for at være stoppet det forkerte sted. Taxachaufføren kendte imidlertid sine rettigheder og efter lidt diskussion fik vi lov at køre. Også på vej ud af Accra blev vi stoppet og måtte stige ud af bilen, så nogle politibetjente kunne søge den igennem. Vi stoppede undervejs for at få noget mad og var ellers i Cape Coast ved 1 tiden om natten efter i alt 5 timer på vejen.

Næste dag tog jeg dem med på Hans Cottage. Det lykkedes mig at holde skjult for dem, at det er en restaurant bygget på en krokodillesø. Så da vi var på vej derud på en af broerne ud til selve restauranten, kunne jeg pege ud i vandet og vise dem en krokodille, som svømmede rundt i vandoverfladen. Det reagerede de ganske vestjysk på, men vi var alle enige om, at det hele blev en rigtig god oplevelse i de smukke omgivelser. Vi kunne desværre ikke komme ud og røre ved krokodillerne, da den store farlige krokodille lå oppe på den plads, hvor denne aktivitet ellers foregår. Jeg har tidligere været ude på Hans Cottage, hvor en tjener beskrev den samme krokodille som værende ”very stubborn”.

Om tirsdagen d. 20. tog vi til Kakum National Park, som er et regnskovsreservat. Her gik vi en tur på den 360m lange Canopy Walkway, som består af 7 hængebroer spændt ud mellem 6 platforme i træerne 40 meter over jorden. Det var en meget smuk måde at se regnskoven på. Vi tog også på en guidet tur rundt i regnskoven, hvor vi så nogle små vandfald og fik fortalt om planterne og deres egenskaber.

Om torsdagen tog Ketil og jeg tilbage til Kakum for at tage en overnatning på en træplatform inde i regnskoven. Dette indebar også en nattevandring, hvor man skulle kunne se nogle dyr. Det blev til 3 rotter og en meget stor snegl, så vi var ikke de heldigste lige på den tur. Der var også en del meget aggressive myrer som af og til angreb fødderne. Ditte har siden været i Kakum, hvor hun tog turen på hængebroen. På denne tur nåede hun både at se en abe og et egern. Det var ikke desto mindre ganske spændende at opleve stemningen inde i skoven om natten. Der er vanvittigt mange lyde inde i en regnskov om natten, og vi fik også lov til at høre brølene fra de omtalte aber.

Vi havde aftalt at holde jul sammen med Patricks familie, og Patrick skulle skaffe en gris til middagen. Da vi sagde, at vi nok ikke kunne spise en hel en, sagde han ”no no don’t worry, we’ll find a very small cute one”. Men Patrick skulle også udenbys den dag og klokken nærmede sig hastigt spisetid. Efterhånden som vi fik talt med familien, gik det op for os, at man i Ghana først holder jul den 25., og at vi stod juleaften uden anden julemad end soyarisalamande. Heldigvis forbarmede Patricks mor og tante sig over os, og lavede ris, kylling og stegt plantain til os. Det blev overraskende lækkert.

Den 25. skulle så være dagen for julemiddag. Patrick havde skaffet grisen, og lillebroren Kweku slagtede en af sine geder. Geden spiste vi til frokost med fufu.

Patrick foreslog, at vi holdt en roof top party om aftenen. I Ghana fungerer en fest således, at man bare lader rygtet gå i nabolaget, og så dukker der ellers folk op. Så det blev en speciel oplevelse. Af Patricks familie var det kun broren Kwesi der dukkede op. De andre gad ikke fordi de ved, at der kommer revl og krat. Det gjorde der også. En masse unge mennesker som syntes, det var mærkeligt, at vi ikke havde et musikanlæg, og et par alkoholikere fra de lokale barer. Folk var godt stive efter et par timer. Der var især godt svind i Mandingoen, som efter sigende skulle give ”very strong penis”. Det tror jeg ikke det gør… Festen sluttede ved titiden.

Dagene indtil den 30. december, hvor Ketil og min mor skulle hjem, gik stille og roligt, for mit vedkommende. De var en tur i Nzulezo som er en stylteby på en flod. Ditte, Stine (en tredje Frøbelstuderende) og jeg overnattede på børnehjemmet fra d. 28 til 29. december, hvilket betød, at jeg vågnede op til min fødselsdag på børnehjemmet. I Ghana er det traditionen at fødselaren skal oversprøjtes med vand, og det blev jeg også i den grad. Hos Patricks familie, som vi stoppede hos på vej hjem, fik jeg en ny omgang vand sammen med en del talkumpulver. Om eftermiddagen tog jeg med Ketil og mor til Cape Coast Castle ved stranden. Jeg var også på bar om aftenen, hvor jeg atter blev gennemblødt.

Det har været super rart at have familie på besøg.

Nytårsaften holdt vi i vores eget hus. Vi havde fået en fisk af Patricks mor, som vi tilberedte i ovnen med nogle grøntsager og lidt held, så det blev en dejlig nytårsmiddag.

Så (lidt forsinket) glædelig jul og godt nytår.
I må ha’ det. Vi ses om nogle uger.
Gaute

Efterrefleksioner

Det var rigtig rart at have familie på besøg, mens jeg var i Ghana. Jeg savnede nogle flere mennesker jeg ubesværet kunne tale med. Det gav også en mulighed for at få øje på, at jeg rent faktisk havde lært noget af at være så længe i landet. Nu havde jeg oplevelsen af at kunne agere den stedkendte guide.
I dette indlæg er den eksplicitte kultur ret fremtrædende. Det bliver den, når jeg skal fremvise landet for mine gæster.
Ghaneserne er stolte af deres natur, og med god grund. På den måde bliver naturen også en del af den eksplicitte kultur, som kan fremvises i nationalparken eller på en restaurant på en krokodillesø. Den eksplicitte kultur er hyggelig, når jeg fx får vand på min fødslesdag til stor fornøjelse for børn og voksne. Den er også en smule bøvlet, når vi, temmelig sent, opdager forskellen på vores juletraditioner – men altid til at have med at gøre, og i alle tilfælde er det en positiv oplevelse at lære om disse forskelle.
Jeg vil vende tilbage til spørgsmålet om hvorvidt man er privilegeret som europæer, for i beskrivelsen af rejsen fra Accra til Cape Coast bliver det åbenlyst, hvordan det er privilegeret at være statsborger i Danmark. Nu taler vi ikke kultur, men struktur. Det tager os 5 timer at køre den 140 kilometer lange tur fra hovedstaden til Cape Coast. Det er omtrændt ligeså langt som fra Korsør til Helsingør, hvilket vil tage omkring 1½ time. Ghana er, på trods af at være et af de afrikanske lande med stærkest økonomi, relativt fattigt og det medfører en del korruption. Det volder os ikke store problemer, men er medvirkende til, at det tager så lang tid at rejse.
I disse år er tilliden til de danske myndigheder omdiskuteret, og de diskussioner skal vi også have, men uanset, hvor vi måtte befinde os på korruptionsskalaen, ligger vi langt under et land som Ghana.