Insekter, religion og moral
Insekter er noget af det, man ikke kommer til at savne fra Ghana. Når det har regnet er der mega mange myg. Det har lige regnet. Jeg begyndte at tælle myggestikkene på mine fødder. Jeg stoppede ved 50, fordi jeg ikke gad, tage mine sandaler af. Jeg lærer at nyde hvilken luksus det er, kun at have 3-4 myggestik.
Når det er varmt og tørt, går myrerne amok. Dem i vores hus er små, røde og kan komme ind alle vegne. De laver de karakteristiske spor, så der kommer røde myrestier. Det er spændende at observere til en start, men begejstringen falder betydeligt efterhånden, som man er nødt til at smide mere mad ud, fordi det er rødt af de små svin.
Hvis de kan lugte, at der er mad, kan de også finde på at gnave sig igennem forseglede plastikpakninger. Jeg undgår også at spise ved min computer, da de kan kravle rundt inde i den og gnave den i stykker. Så hvis I ikke kan nyde kulden i Danmark, så nyd at dyrene dør.
På børnehjemmet, har de nogle store sorte tigermyrer, som er af den type, der har soldater og arbejdere. Soldaterne står ved kanten af stierne med deres kæmpe kindbarder og hoveder, der er ligeså store som resten af kroppen. De er meget fascinerende, at observere, og hvis de kommer steder, hvor de er til gene, kan man bare strø lidt salt ud. Så forsvinder de, så dem kan jeg egentlig godt lide.
Det er dog ikke særlig fedt, at komme til at jokke i en sti. Arbejderne er ærgelige at blive bidt af og soldaterne er helt nederdrægtige. De kan bide sig fast i kødet, så de heller ikke slipper, når man fjerner kroppen.
For godt en uge siden havde jeg en spændende samtale med Hajara, læreren i fjerde klasse, hvor jeg observerer og underviser. Vi talte om Religion, og hun ville meget gerne have mig til at konvertere til kristendommen eller islam. Hun er selv muslim.
Hun begyndte at fortælle mig om skabelsesberetningen. For hvorfor skulle man ikke tilbede gud, når han har skabt luften, jeg indånder, maden, jeg spiser og alt andet i hele verden. Jeg forklarede hende, at jeg havde gået på en skole, som var temmelig kristen, og at jeg tidligere havde været kristen og bedt hver dag. Hun syntes at jeg skulle gå tilbage til gud.
Noget jeg fandt interessant ved samtalen var den selvfølgelighed, med hvilken hun talte om gud. Tanken, at jeg ikke nødvendigvis troede på gud, faldt hende tilsyneladende ikke ind.
”Do you tink man is special dan god?” spurgte hun. Det virkede lidt som en måde at skifte strategi på. Jeg forstod ikke helt formuleringen, så jeg sagde ja, i det jeg antog, at hun spurgte om gud og mennesket var forskellige. ”No”, sagde hun ”god is special dan man.”
Jeg ville gerne holde diskussionen på hendes præmisser, så jeg tog udgangspunkt i at gud eksisterede, men med min egen opfattelse af konceptet ”gud”… eller ”En højere magt”… eller ”universet”… eller ”Alfred” om man vil. Navnet er ikke så vigtigt… Jeg fortalte, at jeg ikke tror på at gud, hvis noget sådan da findes, er mulig at begribe for et menneske. Bibelen, kirker, moskéer og bøn er menneskelige ting, og derfor overflødige, som jeg ser det. ”No…” var hendes meget korte og konkrete svar.
Jeg sagde også, at det ikke gav mening for mig, at gud skulle have et køn.
Hun forklarede mig, at gud havde skabt manden i sit eget billede, så derfor er gud en mand.
Hun prøvede så at forklare mig om mirakler, og spurgte mig om jeg vidste, hvordan israelitterne var sluppet ud af Egypten. Jeg sagde, at jeg godt kendte til historien om Moses, der skilte havene, men at jeg mente, at enhver kunne have skrevet den historie, så jeg troede ikke på den. Det gjorde hun store øjne af.
Hun sagde, at hun ville blive meget glad hvis jeg gik tilbage til gud, for hun ville blive meget ked af det, hvis jeg skulle komme i helvede. Jeg forklarede, at jeg syntes, at uanset om man troede på gud eller ej, så var det vigtigste, at man er god. Så jeg regnede ikke med at havne i helvede, for ikke at tro på gud, uanset om han eksisterer eller ej. Jeg brugte en meget lang forklaring, som jeg ikke kan huske nøjagtigt længere, og hun var meget stille bagefter. ”I understand” sagde hun, men det er ofte svært for mig at læse ghanesernes mimik præcist. Jeg kastede mig aldrig ud i evolutionsteorien, men var lidt i gang med Big Bang. Jeg kender bare ikke teorien rigtigt, og forklaringen ”first there was nothing, and then everything blew up, and then there was something,” var sgu ikke nok til at overbevise hende.
Jeg har siden spurgt om hun mente, at jeg er fortabt. Men det tror hun nu ikke.
En samtale som den, er hele rejsen værd. Det er derfor jeg er kommet. For at opleve kulturen helt ned i rødderne. Den måde hun taler på siger så meget om, hvor vigtig religion er for Ghaneserne. Det er en helt central del af hverdagen. Både i skolen og alle andre steder. Det giver nogle funky timer i integrated science, men deres hverdag fungerer jo alligevel.
Samtidig er det interessant at se, hvor nemt det er for kristne og muslimer at komme over ens. Vi bor lige ved siden af en skole, som er kristen i hverdagen og muslimsk i weekenden, selvom tro er en stor del af undervisningen. De muslimske børn har undervisning med de kristne børn i hverdagene og fortsætter selv i weekenden. I Ghana er det ikke så vigtigt, hvordan man tror. Bare man tror.
I Europa kan de kristne ikke engang enes med hinanden…
i Forgårs havde vi R.M.E. class (religious and moral education). For tiden har de om skabelsen. I dag handlede det om, hvorfor gud har skabt de forskellige dele af universet. Jorden var bl.a. skabt, så vi kunne bygge på den. Det meste af undervisningen foregik på mfante. På et tidspunkt kiggede Hajara på mig og fortalte at børnene mente, at hvide mennesker kunne bygge i luften. Hun ville have mig til at forklare dem om det var rigtigt. Jeg sagde, at det kunne vi ikke. Så sagde hun, at hvide mennesker kunne bygge i havet, det havde hun set før. Jeg fortalte, at det kunne vi godt, ligesom man også kan bygge lidt ude i rummet, men at det var meget dyrt. Også at man ikke behøvede at være hvid for at gøre det. Man skal bare have en farlig masse penge…
Vi kom også ind på, hvad luften kan bruges til. Den er vigtig fordi vi er nødt til at trække vejret. Undervisningen fortsatte lidt på fante, og så spurgte hun mig, om jeg mente, man kunne overleve uden at trække vejret i mere end fem minutter. Jeg sagde, at jeg troede, at verdensrekorden var længere. Hun mente, at der netop var blevet sat en rekord på 19 minutter og 45 sekunder. Så kom hun i tanke om, at der vist også var en, der kunne trække vejret med røven, så vedkommende kunne spille død. Det begyndte hun at fortælle børnene om på fante og engelsk, og der blev grinet meget. Det var virkelig morsomt og hyggeligt. Hun konkluderede foredraget med ‘moralen’: ”Don’t breat wit your ass and pretend your dead. Why would you do dat? Iz no good.”
Det blev lidt af en smøre, men internettet har været nede et stykke tid, ligesom vi heller ikke har rindende vand for tiden.
Jeg håber, I nyder blæsten, jeres myggefri luft og jeres myrefri mad.
Mange hilsner fra Nyimpa Korkor
Efterrefleksioner
Jeg er meget glad for netop dette indlæg. Det rummer nogle meget umiddelbare og detaljerede beskrivelser af mine oplevelser. I dag ville jeg have undersøgt de forskellige Insekter, jeg beskriver, på nettet for at kvalificere min viden – men det har jeg ikke gjort. Mine beskrivelser er udelukkende baseret på mine egne erfaringer og hvad de lokale har fortalt mig. Det kan jeg godt lide 25årige Gaute for.
Samtalen med Hajara har jeg beskrevet i mange detaljer, og jeg giver eksempler på, hvordan vi misforstår hinanden både sprogligt og kulturelt.
Jeg sætter stor pris på den slags samtaler og jeg er glad for, at jeg har givet denne en efterbearbejdning på skrift. En god samtale fortjener, at man dyrker den. Nu har jeg en lille tekst der handler om den samtale og jeg kan fx se, hvor jeg stod i forhold til de spørgsmål, vi behandlede – et sted mellem agnostiker og ateist, men også med refleksioner om videnskab som tro.
Det at have en samtale; at skulle folde sin egen forståelse ud, kræver kendskab til hinanden. Hvis jeg beskriver min forståelse, for et andet menneske, er jeg aldeles afhængig af det andet menneskes forståelsesverden for at kunne forklare mig. Vi tænker ikke meget over det, når budskaberne er enkle: “den vej”, “god mad”, “tak”. Men I en samtale, som den med Hajara, bliver det tydeligt. Hun spørger mig ikke, om jeg tror på Gud, men hvordan. Hun bliver overrasket og sågar bekymret, da hun opdager, at jeg nok ikke tror på Gud. Så må jeg forklare mig – og her bliver det tydeligt, at min forklaring er afhængig af, at man accepterer den præmis, som er den vestlige videnskab. Og det viser sig, at der ikke blot er tale en præmis, men mange præmisser, som tilsammen udgør det trossystem, som jeg tager udgangspunkt i, når jeg skal forklare verdens tilblivelse. Min forklaring er temmelig tynd, for den er ikke baseret på viden – i så fald overfladisk viden. Jeg fortæller ikke Hajara om Big Bang teorien, fordi jeg har set et bevis for den. Jeg fortæller om den, fordi jeg er vokset op i en verden, hvor Big Bang teorien hænger sammen med videnskaben, men jeg kan ikke påstå at den er viden for mig. For mig er den en fortælling, jeg har fået gennem min kultur og skolegang, og således noget jeg tror på – ikke noget jeg ved.
Jeg flyttede mig under den samtale. Ikke på grund af de argumenter Hajara kom med, men på grund af samtalens besværlighed og min samtalepartners imødekommenhed og åbenhed. Besværligheden gjorde, at jeg måtte tage mine forståelser op til revision og anstrenge mig i den undersøgelse, som samtalen udgjorde. Hajaras imødekommenhed og hendes åbenhed (samt min tilsvarende) gjorde, at vi var i stand til at vedligeholde samtalen, så den overhovedet kunne finde sted. Dannelse igen. Husk at give samtalerne tid.
Leave a Reply