Hospitalsbesøg
Festivalen er overstået sidste weekend. Sidste lørdag så vi den store parade hvor høvdingerne bliver båret gennem byen. Der var action til alle sanser. Farverige dansere, hæftige trommer, geværer som blev affyret op i luften. Alle høvdingerne havde hver deres egen kortege. For de fleste var det folk i ensfarvede t-shirts, men en af høvdingerne havde krigere med sorte sværd. Optoget varede et par timer, og vi sad på første sal i en lejlighed og kunne se det hele oppefra. Jeg skal forsøge at få lagt nogle billeder ud.
Ditte har været ret syg, men er kommet sig efter et par dages behandling med tabletter. Vi var i den anledning inde på hospitalet for at få stillet en diagnose. Man skal forvente en speciel oplevelse, når man tager på hospitalet i udlandet, og dette var ingen undtagelse. Vi havde naboen Patrick med, som hjalp os med kommunikationen. Vi ankom midt på eftermiddagen. Først viste vi nogle papirer frem ved en skranke, hvorefter vi skulle til en anden skranke og betale. Så sad vi og ventede lidt, hvorefter Patrick blev utålmodig og marcherede ind i et andet rum. Derefter blev vi hentet ind til en sygeplejerske, som tog Dittes blodtryk og stillede hende et par spørgsmål. Så blev vi vist ud på gangen igen, hvor vi skulle vente. Efter en halv times tid, tabte Patrick igen tålmodigheden og gik ind for at bilde personalet ind, at Ditte kastede op. Efter en smule mere ventetid, kom vi ind i samme rum som før, hvor en læge foretog samme undersøgelser som sygeplejersken. Vi blev igen vist udenfor. På et tidspunkt blev en gammel dame bragt ind med en ambulance. Hun blev lagt på en patientseng i gangen, hvor hun lå og ventede en times tid. Huden på hendes ene fod var revet helt itu, så den hang løst ved siden af det blottede kød (det så klamt ud). Hun må have fået noget smertestillende, for hun så sløv og fjern ud. Vi ventede udenfor, et stykke tid, hvorefter jeg spurgte Patrick om det var mig tilladt at gå ind og se til Ditte. Det kunne jeg frit gøre. Lægen havde trykket hende på maven og stillet hende et par spørgsmål. Vi skulle betale for en blodprøve og noget medicin. Lægen sagde, at han ville beholde Ditte på hospitalet et par timer, for at give hende noget væske i drop. Jeg skulle vente ude på gangen, for at få svar på blodprøven. Vi sagde til Patrick, at han kunne tage hjem, så skulle jeg nok vente sammen med Ditte. Jeg sad en times tid og ventede, hvorefter jeg gik ind til Ditte, som var blevet lagt på en briks med droppet. Læger, patienter og pårørende strøg konstant ind og ud. Vi fik fat i lægen, som bad mig gå ned og bede om svaret på blodprøven. Vi havde været på hospitalet i godt to timer. Information var svært at få, og alt gik meget langsomt. Jeg fik hentet blodprøvesvaret og gav lægen det, som forsvandt igen. Derefter sad vi en times tid og ventede inde på stuen. Der var åbent ind til nabostuen, hvor der blandt andet lå et lille barn, som skreg og skreg. Til sidst fik vi lægen til at fortælle os, at Ditte havde malaria, og skulle tage nogle tabletter over et par dage. Da vi skulle betale for de sidste ting, før hun kunne udskrives, havde vi ikke flere penge med. Jeg fik fat i Patrick, som arrangerede at jeg kunne låne, af en af hans venner på hospitalet. Det var mørkt, da vi tog hjem.
Efterrefleksioner
Jeg kan konstatere, at jeg dengang som nu, interesserer mig mere for den implicitte end den eksplicitte kultur. Min beskrivelse af det store kulturarrangement, der har været i byen i ugevis, får i hvert fald ikke lige så meget plads, som hospitalsbesøget, der har taget et par timer.
Hospitalsbesøget var også helt specielt. Jeg nævner det også i indlægget: “Hospitalsbesøg i udlandet kan være en meget særlig oplevelse og en skræmmende en af slagsen.” Et hospital er et sted, hvor man møder mennesker, når de er mest sårbare, så det at forstå de subtile sociale koder for, hvordan man agerer her er helt afgørende.
Som privilegerede europæiske studerende, der lever af den danske Stats Uddannelsesstøtte, mens vi tager vores gratis uddannelse, havde hverken Ditte eller jeg lyst til at lægge pres på et hospital, som vi forventede havde langt færre ressourcer end dem vi var vant til. Derfor virkede Patricks metoder også voldsomme. Hvor almindeligt det er at agere på den måde ved jeg ikke. Selvom vi pressede på, gik alting enormt langsomt. Timerne på hospitalet har føltes ekstra lange, fordi vi befandt os i konstant uvished. Vi har måske været der i 4-5 timer. I dag kan jeg tænke “herregud da”.
Leave a Reply