September
Børnene er begyndt i skole. Det er spændende at se, hvordan der undervises, men man skal sluge et par kameler, fordi spanskrøret hyppigt tages i brug. Jeg blev sat til at undervise i matematik, men fordi jeg ikke har prøvet det før, er jeg kommet til at sætte niveauet lidt højt. Det betyder, at jeg i morgen bliver nødt til at tale læren fra at give børnene smæk for ikke at have kunnet lave deres lektier. Jeg glæder mig til at komme i gang med farmprojektet, som skal starte samtidig med skolen. Så skal jeg ud og svinge cutlassen. En cutlass er et lille sværd/en stor kniv, som man bruger til rigtig mange forskellige ting. Den kan luge, hugge brænde, skrælle appelsiner og mega meget andet. Den blev også brugt til at aflive en python en dag. Det var en lille en, som Nicholas halshuggede med ét præcist slag i nakken. Den levede længe efter, at den var blevet skåret over, og blev ved med at orme sig rundt. Hovedet levede også, og når man nærmede sig åbnede den munden, som for at hugge. Den skulle aflives fordi den er dødeligt giftig.
Jeg har ligget syg en uges tid, men er frisk igen nu. Jeg var bange for at mine ben var helt degenererede, men cyklen er faktisk ikke så tung at træde som frygtet. Vores danske medbeboere er rejst hjem igen, så nu er vi alene med vores nye naboer fra Elfenbenskysten. Familiens far, som er præst, er meget glad når man møder ham. Faktisk så glad, at han er svær at kende, når han ikke smiler. De virker alle meget venlige, men de fleste taler kun fransk, så vi snakker ikke så meget med dem. I weekenden har vi besøgt Coconut Grove Beach Resort, som ligger i den lille portugisisk byggede by El Mina. Coconut Grove er et meget charteragtigt sted, med swimming pool, parasoller og mere vestlige priser. Det er et ganske rart sted, da der ikke er så mange mennesker, og derfor er det et tiltrængt tilflugtsted fra tætbefolkede Cape Coast. Inden El Mina, var vi inde og besøge Cape Coast Castle. Det blev i sin tid brugt til at opbevare slaver, og det var et tungt sted at besøge. Afrikanerne blev i sin tid stuvet sammen 200 mennesker i alt for små rum, hvor de levede og døde i deres egen afføring. De hvide var nogle lortesvin den gang. Vi kom til at fortælle guiden, at vi var fra Danmark, hvilket resulterede i, at vi blev brugt som eksempler, da han skulle forklare at Danskerne også havde bygget et kystfort :- Hav det godt derhjemme. Vi nyder stadig livet i Ghana. Mange hilsner fra Gaute og Cape Coast.
Efterrefleksioner
Jeg indleder disse efterrefleksioner med lidt refleksioner om den måde jeg greb mine skriverier an på den gang. Jeg skrev umiddelbart og naivt. Det Ghaneserne kaldte en cutlass, ville jeg kalde en machete nu – men cutlass var nu engang det ord ghaneserne brugte, så jeg beskriver bare hvad det er. beskrivelsen om den lille, dødeligt giftige pyton videregiver jeg også ganske ukritisk. Havde jeg googlet det inden mit blogindlæg, eller bare tænkt mig om, ville jeg have opdaget, at en pyton er en lang ugiftig kvælerslange. Men Nicholas var jo lokal, så han måtte vel vide hvad han talte om… Hvad det var for en slange, Nicholas aflivede og om den var giftig, finder jeg nok aldrig ud af.
Da Ditte og jeg ankom til Cape Coast boede der 4 studerende, som var ved at afslutte deres praktik, i huset. Vi boede side om side med dem i en måneds tid, og de viste os rundt og gav os en blød start. En af dem havde købt et stykke land ved siden af børnehjemmet, og planen var at der skulle dyrkes afgrøder, som et slags skole-/selvforsyningsprojekt. Det er det projekt, jeg taler om i begyndelsen af indlægget. Det blev desværre ikke rigtigt til noget. Jeg magtede ikke at drive det, og jorden groede til med ukrudt.
I dette indlæg træder forskellene på europæere og afrikanere frem. Jeg beskriver hvordan vi trak os ud til et resort for at få en pause fra Cape Coast. Priserne er høje, så de lokale kommer ikke. Vi får SU, så vi har råd.
Der er også en åbenlys forskel i den måde man gør pædagogik og skole på. Der er, for det første, ikke noget der hedder pædagog i Ghana, så det var svært at forklare, hvad den uddannelse, jeg var ved at tage, gik ud på. Så er der selvfølgelig spanskrøret. Det var helt almindelig praksis at slå, når børnene ikke gjorde, som det var forventet af dem. I Danmark kender vi det som den sorte skole og vi taler om det, som noget ganske rædselsfuldt. Jeg synes, som de fleste, at det er godt, at vi er gået væk fra den sorte skole – det laver 6 måneder i Ghana ikke om på – men at være vidne til det har justeret mit syn på det. I Ghana er alle vant til det, børn såvel som voksne, og de forventer det, og når der blev slået kom børn og voksne hurtigt videre igen. Jeg har haft den refleksion, at det måske kan være nok så bekvemt at få afregnet kontant, fremfor et kompleks af sanktioner og udviklingsorienterede tiltag, som tænkepauser, kontakt med forældre og opfølgende samtaler.
Jeg beskriver også danske kolonisters slavehandel i Ghana. Sådan som jeg husker det, oplevede jeg en vis distance til det. Under rundvisningen blev vi kaldt ud, for at være danskere. Jeg husker det ikke, som gjort på en særligt anklagende måde. Dette minder mig om en debat, som udspiller sig på sociale medier såvel, som i massemedierne og har været helt aktuelt, når vores statsminister fx har givet en offentlig undskyldning til det grønlandske folk. Hvilket ansvar bærer vi i dag for vores forfædres synder?
I dette eksempel kommer det helt ned på individniveau. Jeg blev ikke afkrævet en undskyldning for hvad danskere havde gjort her, og jeg følte, så vidt jeg husker, heller ingen trang til at komme med en på eget initiativ. Det der er foregået på Cape Coast Castle har nogle andre gjort. Selv er jeg (selvfølgelig) opdraget som modstander af slaveri og undertrykkelse. Så hvordan forholder jeg mig til den relation, der trods alt er mellem mig og slavehandlerne på Cape Coast Castle?
Jeg mener det er vigtigt at møde historien, så tæt man kan. De der glemmer historien er dømt til at gentage den. Jeg kan ikke for alvor komme så tæt på begivenhederne, at jeg kan opleve dem på et dybere affektivt niveau. Selvom jeg stod nede i en fangekælder og hørte en afrikaner fortælle om de overgreb mine forfædre havde begået mod hans forfædre lige her, var det ikke skyld og skam jeg følte. Jeg bliver ved med at beskrive, hvad jeg ikke føler. Dette afsnit er svært at skrive, fordi jeg har svært ved at beskrive, hvad jeg følte – men jeg mener det er vigtigt. En floskel, som historiens vingesus yder det ikke retfærdighed. Besøget har været vigtigt, fordi jeg har bevæget mig fysisk tæt på historien, og derfor kan jeg bedre huske den – og undlade at gentage den. Jeg har lyst til at kalde det dannelse. Dannelse er for mig et flygtigt begreb. Det strækker sig fra Emma Gad til rosseau. Jeg kan ikke forklare hvad jeg har lært, men jeg står forandret tilbage. Det er for mig der dannelsen ligger. Oplevelsen har rørt mig. Dog har den ikke ramt mig på samme måde, som nogle af de begivenheder jeg kommer til at beskrive i senere indlæg.
Leave a Reply