Begravelse i Ghana
Hej Allesammen
Fra 28.-30. oktober var vi til Thomas Mensahs begravelse. Det er Patricks far. Begravelser er noget helt andet i Ghana end i Danmark, så det var rigtig spændende at få lov at deltage i.
Begravelsen varer en hel weekend. Vi ankom ved ottetiden om aftenen fredag. Patrick havde lejet nogle lokaler i noget, der hedder Hester Hall. Udenfor spillede noget musik over nogle store og ikke så vellydende højtalere. Vi gik ind gennem en port og ud i en gård, hvor folk sad for at vise deres sympati. Plastikhavestolene står på rækker med en en gang i midten, så man sidder som tilskuere overfor hinanden under et telt. Vi blev sat på et par stole, og Patrick forsvandt. Der sad vi så et stykke tid og kunne betragte folk. Fredag er man klædt i sort, og vi havde også selv fået syet afrikansk tøj til lejligheden. Senere kom Patrick og bad os gå med ind i et lokale, hvor kisten stod åben, så folk kunne sige farvel til Thomas’ jordiske rester. Han døde i august, så han var grundigt balsameret, og der lugtede sødeligt i rummet. Han så også noget udstoppet ud…
Derefter sad vi lidt mere og så på folkene (der så ud til at kede sig). Så gik vi ud til gaden og stod og snakkede lidt med Patricks venner. På et tidspunkt tog Patrick fat i os og forklarede, at nu var folk begyndt at bede om drikkevarer, så vi gik, en lille forsamling, hen til en bar i nærheden, hvor Patrick købte hvad end folk havde lyst til.
Lørdag er man ligeledes klædt i sort. Vi ankom ved titiden om morgenen. Nu var der stillet stole og telte op på pladsen ud til vejen. Her blev vi placeret. Der spillede igen musik over højtalerne. Efter lidt tid begyndte nogen at tale over højtalerne nede fra gården. Vi var ikke sikre på om ceremonien kun var for den nærmeste familie, så vi blev bare siddende. Mange af dem, som talte sang også nogle sange. Jeg fik den fornemmelse, at volumen sættes noget højere end tonalitet, og de skrattende højtalere gjorde det ikke kønnere. Efter lidt tid begyndte lyden også at sætte ud. Det problem forsøgte man at løse ved at skrue op for fuld smadder, så man fik talen/prædikenen i små, men højlydte bidder; ”…….HALLELu……….NYAME JESu………..HALLEEEELUj……” Det hele virkede temmelig fjollet.
Så blev kisten båret ud. Vi blev inviteret med ud og se selve begravelsen, hvilket vi takkede ja til. Så vi blev sat i en lille pick-up med air-condition, hvilket var tiltrængt i skjorte (dog kortærmet), sko og lange bukser alt sammen i sort. Kisten blev placeret i en rustvogn, som kørte lige bagefter vores bil. Vi kørte ca. 10 km udenfor byen til kirkegården. Rustvognen havde en megafon på toppen. Den kørte med sirener, da vi kørte inde i byen, men da vi stod ud, havde den skiftet til hanegal…
Kirkegården var ganske nydelig. Efter at vi var gået lidt for langt, og der var blevet råbt et par beskyldninger på fante, fandt vi pladsen. En præst sagde nogle ord og der blev sunget en sang. Da kisten blev dækket til begyndte en dame at råbe og jamre højlydt. Vi er ikke helt sikre på hvem hun var. De andre var ganske rolige.
Tilbage ved Hester Hall gik vi op på øverste etage, hvor et stort fjernsyn viste fodbold. Vi fik hver en bakke ganske god mad.
Søndag er man klædt i hvidt. Dvs. kvinderne er i hvidt, mens mændene har en hvid skjorte, men sorte sko og bukser. Søndag er også den dag, hvor man viser sin respekt ved at donere et lille beløb til afdødes familie. Man træder ud foran familiens overhoveder på skift og giver sin gave. Da vores tur kom, blev vi trukket ud af en af Patricks venner, som fortalte en masse ting om os på fante inden han afleverede vores 5 cedi (små 20 kroner), så blev der klappet og jublet af os og vi gik ud til vejen igen. Resten af vores tid ved begravelsen brugte vi oppe på øverste sal, hvor vi drak lidt øl og vand og snakkede med forskellige folk.
Efterrefleksioner
Dette har været en meget kaotisk oplevelse. En begravelse er, i sagens natur, en vemodig og andægtig begivenhed – men jeg kan huske hvordan jeg oplevede dele af denne, som decideret komisk, som det også fremgår i mine beskrivelser.
Jeg kan huske, at jeg havde svært ved at være i, at vi aldrig vidste, hvor længe det nuværende indslag skulle stå på, og hvornår det næste skulle ske. Ditte, som også var med, trivedes, så vidt jeg ved, i det ukendte nu. Jeg blev rastløs, og husker at jeg følte, at Patrick overlod os til os selv. I bakspejlet kan jeg se, at han har været meget opmærksom på os ift., at han samtidig skulle dirigere et kæmpestort tre dages arrangement.
Som sagt var oplevelsen kaotisk. Det meste foregik på fante, så vi havde ikke mange chancer for at afkode det script, vi var en del af. Det er nok en af grundene til min oplevelse af, at det var uforudsigeligt og til tider absurd. Vi har været meget privilegerede, at blive inviteret med. Vores hvide privilegier var også til at mærke. Det blev helt eksplicit i eksemplet, hvor vi blev annonceret og hyldet for at donere et meget beskedent beløb til afdødes familie. Der var ikke et tidspunkt, hvor vi glemte, at vi var anderledes. Det har været krævende at være i, men en erfaring, jeg er enormt glad for at have med mig i dag.
Leave a Reply