Halvvejs
Så nåede vi halvvejs.
På børnehjemmet begynder tiden at gå lidt langsommere. Jeg har nu været i fjerde klasse længe og har undervist, ligesom jeg fungerer som hjælpelærer. Men undervisning er ikke hvad min uddannelse går ud på, så jeg bliver nødt til at tænke lidt udenfor boksen efterhånden, for at få mere relevant læring ud af min tid i skolen. Jeg leger lidt med at starte et ordblindhedsprogram. Jeg har en mistanke om, at 1-2 børn i min klasse kan lide af ordblindhed, og det er super ærgerligt, når man risikerer at få smæk for at lave sine lektier forkert.
De fik forøvrigt ingen slag for de meget svære matematiklektier, som jeg havde givet dem for på et tidspunkt.
Men smæk er der masser af, og det skal siges, at når man vender sig til det, er det ikke så slemt at overvære. Ofte er der meget humor med i det og mange børn vil helt sikkert foretrække hurtig og kontant afregning, frem for at blive sat alene på en bænk i ½ time.
Desværre er der også den slags lærere, som ikke kan styre deres temperament, og der bliver det sommetider hårdt at være vidne til. Det er svært at gribe ind, for det er sådan man gør her. Hvis man farer hen for at stoppe en ”caning”, skal ghaneserne nok holde inde, men man ved også, at de antager, at man er i sine følelsers vold. I længden bliver den slags reaktioner ikke taget alvorligt.
Jeg har efterhånden lært de fleste af New Lifes børn at kende og det er nogle fantastiske unger. Det var en sjov oplevelse først at møde dem på børnehjemmet, hvor de var svære at komme ind på. Der er mange hvide som kommer, og går igen efter få uger, så de venter som regel med at tø op overfor os.
Da skolen startede, brugte jeg al min arbejdstid på skolen. Her var jeg ganske vist sammen med de af New Lifes børn, som går i fjerde, men på en helt anden måde.
Efter nogle uger begyndte jeg at møde ind senere, så jeg også fik tid med børnene efter skole. Nu mødte jeg pludselig nogle helt andre børn. De kender mig og synes godt om mig. De vil gerne pjatte, snakke og lege.
Det skal nok gå hen og blive ganske sørgeligt at forlade stedet igen.
Jeg er stadig meget interesseret i sproget hernede og synes også, at det siger en del om kulturen. Meget af deres mad er forskellige former for dej, som æltes med et stort skaft i en gryde. Det smager ikke af ret meget og har en ulækker konsistens, som får det til at vokse i munden. Spise hedder ridzi på fante, men da jeg prøvede at sige ”me ridzi enam” (jeg spiser kød), blev jeg rettet; ”You don’t eat meat. You chew it.” Det er altså meningen at banku og fufu simpelthen skal sluges uden at tykkes. Det giver meget mening.
En hvid person kalder de obroni og i flertal hedder det abrofo. De har ofte navne for personer, der skilder sig ud. Obollo er en stærkt overvægtig person. Og man råber altså efter folk på gaden, og man kalder dem hvad de er; hvide mand, fede, høje og så videre. Det skal siges, at der ikke bliver set ned på overvægt, men at obollo er ganske kærligt ment. Odogo er en høj person, så det sker, at man kalder mig det.
Arbejde hedder edwuma (edjuma). De har mange forskellige hilsner, især i forhold til arbejde: edwumoo siger man, når man hilser en der arbejder, og aiekoo er hilsnen til en der kommer hjem fra arbejde. Jeg kan ikke huske hvad man siger til en som er på vej til arbejde. Akwaaba betyder velkommen og asanaba betyder velkommen tilbage, (hvis man ikke har været væk så længe). Der er mange flere eksempler, men dette må være nok for nu.
Særligt interessant finder jeg dog ordet for et godt betalt arbejde; abrofo-dwuma (hvid mands arbejde).
De forventer at få mange penge ud af de hvide. Jeg skulle på et tidspunkt bruge et par sandaler og min fornemmelse var, at dem jeg havde kig på var højst 20 cedi værd. Sælgeren startede på 45. Da jeg ikke er så sej til at prutte om prisen, sagde jeg 18. Han gik ligeså stille ned i pris og sagde så, at hans sidste tilbud var 28 cedi. Vi havde imidlertid Patrick med, som var i gang med en telefonsamtale. Jeg sagde til sælgeren, at jeg lige ville konsultere min ven. Da Patrick var færdig med telefonen, vekslede han et par ord med manden, og jeg fik sandalerne til 20.
Patrick forklarede mig senere, at manden havde sagt til ham: ”Han er jo obroni, så lad mig dog få nogle penge ud af ham.” Patrick havde bildt ham ind, at jeg var hans svoger.
I weekenderne er der masser af natteliv i Cape Coast. Her mærker man også Ghanesernes mentalitet overfor abrofo. De vil meget gerne i kontakt med os. Dels fordi det er spændende at møde udlændinge, men også fordi de håber, at der falder nogle drikkevarer af. Således kan jeg opleve, at når jeg går til baren for at bestille, så står der pludselig en eller anden gut, som jeg vistnok har hilst på før, ved siden af mig og siger: ”Jeg skal have en guiness”. Og han siger det, vel at mærke til mig og ikke bartenderen. Og han siger det som om det er noget helt selvfølgeligt, at jeg vil give ham den.
Men jeg er ganske uinteressant ved siden af Ditte. Hun bliver friet til flere gange om dagen.
I næste weekend skal vi opleve en anden slags fest. Patrick’s far skal begraves og arrangementet varer i 3 dage. Det bliver spændende at opleve en anden del af den afriskanske kultur. Nattelivet på barene bliver mig lidt ensformigt i længden.
Man har et andet forhold til døden end i Danmark. Patrick er nødt til at skaffe mange penge til drikkevarer og mad. Vi har også hjulpet ham lidt til at få råd til det rigtige tøj. Hvis der er noget, som ikke er i orden, vil begravelsens gæster skælde ham ud.
Da Patrick’s ven Buju fik at vide, at faderen var død, grinede han af det. Men i sidste uge døde Buju’s mor, så Patrick fik lov at le sidst…
Hav det godt. Vi ses måske om en 3 måneders tid.
Nyimpa Korkor
Efterrefleksioner
I dette indlæg har jeg nogle flere beskrivelser omkring spanskrøret, på engelsk “cane”, deraf udtrykket “caning”, når nogen får smæk. Her har min opfattelse af den praksis udviklet sig, men jeg erfarede flere ting siden og her vil jeg komme med to fortællinger, som giver lidt mere fylde til beskrivelserne af denne del af den ghanesiske kultur.
For det første vil jeg fortælle om den dag, hvor jeg havde givet børnene de svære lektier for. Jeg nåede nemlig kun lige frem i tide. Hvorfor jeg var forsinket kan jeg ikke huske. Da jeg trådte ind af døren til klasseværelset, stod Hajara klar til at give en af eleverne smæk. Det var Prince, en af klassens kvikkeste elever. At han ikke havde kunnet klare opgaverne sagde en del om, hvor langt fra skiven jeg havde været. Men der stod Hajara altså med løftet spanskrør over Prince’ bag. Jeg skulle netop til at udbryde “stop”, da Hajara selv gik i stå. Prince havde taget ti par underbukser på, fordi han vidste, at han ville få smæk, når han ikke havde kunnet lave sine lektier. Hele klassen grinede af situationen, og jeg fik forklaret Hajara, at det altså var min skyld, at ingen af børnene havde lavet deres lektier. Som sagt var der ingen der nåede at få klø.
Den anden fortælling handler om den gang jeg spurgte en gruppe børn om, hvem deres yndlingslærer var. Jeg havde nok en forventning om, at de ville nævne Hajara, fordi jeg selv havde så godt et indtryk af hende og hendes relationer til børnene. Men de sagde allesammen Andrew. Jeg kan faktisk ikke huske om det var det han hed, men det er heller ikke afgørende, så det siger vi bare, at han hed. Under alle omstændigheder var Andrew den lærer, som jeg havde i tankerne, da jeg beskrev lærere der ikke kan styre deres temperament. Han var kendt for at være den lærer, der slog oftest og hårdest – men altså også rigtig mange børns yndlingslærer. Så ham fik jeg også en mere nuanceret forståelse af sidenhen.
I visse passager af min blog har jeg en trang til at anholde mine formuleringer. “Lider man” virkelig af ordblindhed? På den anden side eksternaliserer jeg dog, frem for at sige, at de er ordblinde.
Jeg begynder at kunne se nogle beskrivelser, som viser, at min forståelse af Ghana var blevet større nu. Jeg er glad for at have skrevet passagen om sproget. Jeg nød at lære ord og blive klogere på folket af den vej – og hvis jeg ikke havde skrevet ordene ned, ville jeg have glemt de fleste nu.
Jeg har ekspliciteret to gennemgående temaer for min blog i introduktionen til den, kulturchok og dannelse. Et tredje vigtigt tema er den ulighed der er mellem Afrika og vesteuropa, og de privilegier, man derfor oplever, som dansker i Ghana. Jeg synes det er svært at tage det tema op, for når jeg tager det op er det “hvide privilegier” jeg taler om. Så bevæger jeg mig ind på det territorium, hvor den debat udspiller sig, der omhandler begreber som woke, feminisme, krænkelsesparathed og, ja, identitetsprivilegier. Det er en debat med skarpt optrukne linjer, og min læsning af den er, at når man først nævner et af disse begreber, skal man vælge side. Er du rabiat feminist eller er du fascist? Jeg har set folk bliv dømt meget hårdt på relativt uskyldige kommentarer, til begge sider af debatten. Jeg tror dog, at mange søger mere nuancerede forståelser end det. Det er under alle omstændigheder sådan jeg har det.
Skal jeg selv vælge en af de to sider, er det den feministiske position. Jeg er selv medlem af SF nu, og når jeg har stemt til diverse valg, har det altid været på partier, som repræsenterede den position. Lige nu er mit ærinde ikke at tale ud fra en bestemt position, men at fortælle om hvordan jeg subjektivt oplevede det at være dansker i Ghana.
I min tid i Ghana, er det ikke privilegierne jeg mærker mest – i hvert fald ikke hvis privilegier er noget vi forstår som behageligt. Det er måske svært at beskrive pivilegier fra ét enkelt individuelt perspektiv, fordi det er noget man har i forhold til nogle andre – men jeg prøver at tænke det som et interessant benspænd.
SU (og SU-lån) var et åbenlyst privilegium. Jeg boede 6 måneder i Ghana uden at behøve at bekymre mig om penge (og i Ghana bekymrer man sig om penge). Ikke sådan at forstå, at jeg var stinkende rig og kunne gøre hvad som helst, men jeg kunne leve komfortabelt – og de krav der blev stillet mig i mit arbejde på børnehjemmet var ganske overskuelige.
Der var også sociale privilegier ved at være europæer. Vi oplevede at blive sat foran i køen i visse situationer, og ligefrem at blive “hyldet” blot for at være hvide, som du kan høre et eksempel på i næste indlæg. De sociale privilegier havde jeg gerne været foruden, og undgik helst at benytte mig af dem, hvis jeg da opdagede det før det var for sent.
Jeg oplevede også at være udsat, som europæer i Ghana. Ghanesernes antagelser om, at de hvide har mange penge var, som jeg allerede har været inde på, allestedsnærværende, og derudover er det svært at begå sig i en kultur, hvor man har så lille et kendskab til de sociale koder. Det betød, at jeg havde svært ved at få venner – jeg stolede simpelthen ikke nok på, at der ikke stak noget under. Derudover kan det selvfølgelig være farligt at have mange penge, i et land, hvor fattigdom presser mange ud i kriminalitet. Det oplevede jeg også på egen krop, og det kan du høre mere om i bloggens sidste indlæg.
Leave a comment