Indledning

Det, du skal til at læse, er genudgivelsen af en blog, jeg skrev under min 3. og sidste praktik. Den foregik i Ghana, startede 2½ år inde i mit pædagogstudie og varede 6 måneder. Jeg rejste sammen med min gode ven og medstuderende Ditte (som forøvrigt kunne fortælle en helt anden historie end den der følger i disse blogindlæg). Jeg har aldrig før eller siden rejst på den måde, så det var noget særligt at opholde sig så langt væk. For afstanden var stor, både i tid, sted og kultur. Derfor var det også naturligt at skrive hjem. Der var mange at skrive til, så jeg oprettede en blog, så sådan blev et brev til et blogindlæg og 11 indlæg mere fulgte på det halve år. På nuværende tidspunkt har jeg aldrig skrevet så lang en tekst af egen selvstændige vilje – så har det været i forbindelse med opgaver stillet af arbejde eller uddannelse.

Her har jeg altså en tekst, som er drevet alene af trangen til at beskrive de oplevelser, jeg har haft i Afrika og det, de gjorde ved mig. Derfor er det et spændende dokument for mig at genbesøge. I forbindelse med denne genudgivelse, vil jeg derfor dele nogle af de refleksioner, jeg har haft omkring de forskellige indlæg. Så efter hvert afsnit følger mine refleksioner over indlægget set i lyset af hvem jeg er i dag.

Her i indledningen, skal der også være en refleksion, så her følger den første. Jeg er ikke sikker på om det er den vigtigste – men det er i hvert fald den første, jeg for alvor har haft:

Jeg har flere gange tænkt på at genposte bloggen. Det er jo den enkleste måde at genudgive den på. Men her kom titlen i vejen. Da jeg første gang døbte bloggen, har jeg kaldt den “Den Røde Negers Tidende”. Det var der, i 2011, ikke nogen der løftede øjenbryn over – i så fald har ingen sagt noget om det til mig.

Den gang var idéen om, at ordet neger har en historisk sammenhæng med mange forskellige former for undertrykkelse, herunder slaveri, og at det gør det til et ord, som kan såre og marginalisere – den gang var denne idé ikke ligeså udbredt. (i hvert fald ikke så udbredt, at den var rodfæstet hos mig). I stedet fæstede de fleste (i hvert fald i min omgangskreds) sig ved den kontekst, ordet blev udtrykt i. Ordet så vi som en neutral betegnelse for et menneske af afrikansk afstamning. Undertrykkelse af dem havde man andre ord til.

Vores forståelse af ordet har imidlertid udviklet sig siden. Så selvom min intention aldrig var at såre nogen, er det min vurdering, at jeg måtte gøre noget ved titlen for ikke at så tvivl om denne intention.

Det betød, at jeg var nødt til at finde en ny titel, med en betydning, der lænede sig op af den gamle. For der var masser af mening i den gamle titel. Et andet aspekt ved ordet neger er, at det er en betegnelse for et menneske, som alene beror på udseende. Ordet er ligeglad med, hvad du kan og vil, om du er rig eller fattig og såmænd også, hvor du kommer fra.

I Ghana mødte jeg et ord, der på dette punkt er en slags pendant til neger, obroni. Det ord hører man meget ofte, som europæer i Ghana. “Obroni!” hørte jeg flere gange, på selv korte spadsereture, når forskellige fremmede ville i kontakt med den hvide mand. Obroni er altså en betegnelse for en person af europæisk afstamning, alene på baggrund af udseende – dog uden den historiske kontekst til sammenligning. På fante har de tilsvarende ordet obibini, som betegner en afrikaner.
Fante er det sprog Ghaneserne i Cape Coast taler.

Jeg er interesseret i sprog, så jeg talte med nogle af de venner, vi fik i Ghana, om ordene. Det var sådan jeg fandt ud af, at obroni ikke kan oversættes direkte til hvidt mennesker eller lignende. Jeg fandt ud af, at menneske hedder nyimpa og hvid hedder fufu, så jeg spurgte om man kunne sige “nyimpa fufu”. Svaret var, at det kan man godt, men de plejer at sige nyimpa korkor. Korkor betyder rød. Det synes jeg var en herlig aha-oplevelse, og i dag slutter det en fin kæde tilbage til den oprindelige titel på min blog.

Den gamle titel refererede med ordet neger til ordet obroni, for det var en af de helt store oplevelser at blive mødt med så mange antagelser funderet i min fremtoning. Ordet røde, refererede til mig selv, da jeg har rødt skæg og røde toner i mit hår. 

Jeg håber, den nye titel signalerer, at bloggen handler om mennesker, men også, at den handler om mennesker fra forskellige kulturer og kontinenter, og vi kunne ikke komme uden om det faktum, at vi så forskellige ud.

Jeg kan ikke vide med sikkerhed, hvem du, der læser eller lytter med nu, er, men da jeg selv underviser på pædagoguddannelsen, har jeg, med denne genudgivelse, mine pædagogstuderende i tankerne. Uanset hvem du er, så tænk på disse blogindlæg, som breve fra en 25 årig pædagogstuderende, der sidder i Ghana i 2011, længes hjem og rigtig gerne vil fortælle dig om sine nyerhvervede oplevelser.

Efterrefleksionerne er udtryk for 40 årige Gautes trang til at sætte flere begreber på oplevelserne. Dette er min helt egen tekst, og således er jeg ikke bundet af akademisk stringens, og slipper for at lave korrekte referencer efter APA-standarden. Men efter 10 år på højere læreanstalter, kan jeg alligevel ikke lade være med at analysere lidt i nogle temaer, som fylder i beskrivelserne. Det er blevet til 3 temaer, som du kan følge igennem indlæggene, hvis du har lyst.

Det ene handler om kulturmøder og kulturchok, og det bliver jeg nødt til at folde lidt ud, for kultur betyder rigtig mange forskellige ting – dog vil jeg forsøge at holde det enkelt her. I min tid i Ghana mødte jeg kultur på særligt to forskellige måder, som jeg har valgt at kalde hhv. eksplicit kultur og implicit kultur. Her skal eksplicit kultur forstås som det, en befolkning gerne vil vise, som deres kultur. Kunst, arkitektur, folkedans, musik mm. Det er i høj grad performativt i det, man viser en kultur frem man kan være stolt af. I Danmark har vi netop defineret en top 100 over de bedste danske sange nogensinde. Et fremragende eksempel på, hvordan vi dyrker vores eksplicitte kultur herhjemme. Mere hverdagsagtige ritualer, såsom hvordan man sidder sammen til et måltid kalder jeg dog også eksplicit kultur, hvor rammerne er tydelige og relativt nemme at italesætte.

Implicit kultur er mindre håndgribeligt. Det er de usagte måder vi gør os på. Idéhistorikeren Lars-Henrik Schmidt har sagt, at kultur er de spørgsmål vi ikke stiller. Jeg synes den formulering indrammer implicit kultur godt, og den forklare fint, hvordan det bliver udfordrende at møde en fremmed kultur. Der er simpelthen mange ting der er svære at hitte ud af, når man ikke kender de spørgsmål vi ikke stiller, og det var i mødet med den implicitte kultur, at jeg oplevede kulturchok. Den implicitte kultur er det første man møder, men det sidste man opdager.

Det andet tema er dannelse. Et andet begreb, som kan betyde mange forskellige ting. Her er min tese, at dannelse finder sted, når ens forståelser udfordres. Det er derfor der er noget der hedder en dannelsesrejse, for visse rejser udfordre ens forståelser. Min udlandspraktik var i særdeleshed en dannelsesrejse. Den foregik under en uddannelse, men du vil snart se, at de fleste fortællinger i bloggen ikke handlede om selve uddannelsen, men om alt muligt andet omkring den.

Ens forståelser udfordres i særdeleshed, når man oplever kulturchok, men også i alle mulige andre sammenhænge. Jeg vil ikke definere dannelse nærmere her. Det er noget jeg er på sporet af, når af jeg genlæser mine blogindlæg. I nogle af mine efterrefleksioner skriver jeg eksplicit om nogle af de særligt dannende øjeblikke, men det er ikke dem alle jeg peger specifikt på, for de fandt hele tiden sted.

Det tredje er bredt, og forøvrigt viklet ind i de to andre. Det handler om forskelle. Forskellene på at være europæer og afrikaner, på at være lokal og udlænding, på livsvilkår, på muligheden for at blende ind. Det handler også om tillid og mangel på samme, og om min subjektive oplevelse af at være europæer i Ghana. Det er ikke sikkert, der bare er tale om ét tredje tema, men skal jeg være lidt stringent omkring min mangel på stringens, er det nok meget passende. Du, kære læser, skal jo også have lov til at tænke lidt selv.

Uanset hvad du lægger i det, du kommer til at læse, vil jeg sige tak for, at du følger med og ønske dig god fornøjelse.

22. august 2011

Jeg er landet i Ghana

Hej folkens. Hvor er der mange vilde indtryk at tage ind i Ghana. Jeg kan mærke kulturchokket snige sig ind på mig. Folk er meget udadvendte. Når jeg kører til og fra arbejde, kalder folk efter mig, og nogle dasker til mig, hvis jeg kører tæt nok forbi. Det er aldrig ondt ment, men det er en stærk oplevelse at blive behandlet efter sin hudfarve. Men jeg har det godt. Cykelturen til og fra New Life er fantastisk. Meget af tiden holder jeg øjnene i jorden, fordi vejen kan være temmelig hullet. Så er det eneste, der adskiller sig fra danmark, varmen. Men når man kigger op, ser man det røde landskab og selvfølgelig bevoksningen. Ghaneserne dyrker plantain, som er nogle små palmer, der giver nogle store melbananer. For mig ligner plantainmarkerne en lavtvoksende jungle. På vejen kommer man igennem et par små landsbyer, hvor folk går og arbejder. Terrænet er bakket, spændende og udfordrende at cykle i, så jeg satser på at være i topform, når jeg kommer hjem.

Vi er meget sammen med Patrick, som bor i huset overfor. Han er en rigtig fin fyr og man lader til at kunne stole på ham. Han har bl.a. vist os et abereservat. Vi så et par aber, men de var ikke så aktive den dag og de kom ikke ret tæt på. Han hjælper os med mange praktiske ting. Han hjalp os bl.a. med at købe nogle gode cykler, og han fandt også min igen, da den var blevet stjålet (“med guds hjælp”, hvis man spørger ham selv). I lørdags mødte vi Justice. Han er en lille gut, som siger at han er sønnesøn af en høvding. Vi festede sammen med ham og nogle af hans venner. Det var en mega sjov aften, og næste morgen lavede vi mad sammen med dem, som vi tog med på stranden. Det var en rigtig hyggelig dag. Vi slappede bare af, spillede fodbold og tumlede i de vilde bølger. På New Life bruger jeg meget tid sammen med Nicholas, som er 19 og dermed en af de ældste på børnehjemmet. Han lærer mig om landbrug og madlavning, mens jeg hjælper ham med hans pligter. Jeg forsøger også at lære noget fante af ham og er så småt ved at få lidt hul på det. Jeg har blandt andet lært at abowa betyder dyr, så det går jeg og råber til de mange høns og geder, som går over det hele. Jeg har sikkert ikke fortalt en brøkdel af hvad der er at fortælle, men dette er hvad jeg kan komme i tanke om nu.

Hav det godt allesammen.

Gaute

Efterrefleksioner:

I begyndelsen af dette indlæg beskriver jeg kulturchokket. Når man siger, at ubehagelig indsigt X er ved at snige sig ind på en, tror jeg, det typisk et udtryk for, at det allerede er sket. Det gør dette indlæg til en fin forlængelse af indledningen til projektet. Dette første indlæg var tænkt som et brev hjem. Jeg ville gerne fortælle lidt om, hvad jeg oplevede og hvordan jeg havde det.

Jeg havde det svært i Ghana, men det skrev jeg ikke i mit brev hjem. Alligevel skinner det igennem her. “Folk er meget udadvendte” er en kontrast til min egen selvopfattelse, som værende et mere eller mindre introvert menneske. Så det var allerede overvældende at møde en kultur, hvor man tog så meget kontakt til mig. Når jeg beskriver det som en stærk oplevelse at blive behandlet efter min hudfarve, er det på daværende tidspunkt stadig spændende. Jeg kan ikke sige, at det var rart i sig selv, men det var tankevækkende og øjenåbnende, og det er positivt. Det var det dengang, og i dag, er det en værdifuld erfaring jeg har med mig.

Når jeg skriver om at kunne stole på Patrick, er det endnu et tegn på, hvor svært det var for mig at bo i Ghana. Det lå implicit, at det gennemgående var svært for mig at stole på folk og selv Patrick, som vi var gode venner med, udtrykte jeg i indlægget kun en forbeholden tillid til. Det udspringer i høj grad af vores forskellige møder og sammenstød med folk. Patrick var også en af de lokale, der advarede os imod de lokale. Justice var en af dem han advarede os imod, og Justice endte også med at stjæle min mp3-afspiller. Advarslerne gik på især rastafarierne, men jeg husker også advarsler knyttet til ghaneserne generelt. Det er et tema, som vender tilbage i andre indlæg. Et andet tema, der vender tilbage er sproget. Jeg fortælle i dette indlæg, at jeg har lært ordet abowa, som betyder dyr. Hvad jeg ikke fortæller er, at det også er et skældsord, så vores venner og bekendte anbefalede mig jævnligt at lade være med at gå og råbe abowa af dyrene, så der ikke skulle opstå misforståelser.

1. september 2011

Festival, tømrerarbejde og mad

Den store festival i Cape Coast er startet. Vi var med ved åbningsceremonien. Vi sad i en kreds, mens folk i røde dragter dansede i midten. Der var 6-7 mænd til at spille trommer, alle i røde vodaphone t-shirts… seancen var en speciel oplevelse. Der er intet indstuderet. “De danser som guderne ønsker det”. Selve dansen var som sådan ikke noget storslået. De gik på skift ind i midten og hoppede rundt i cirkler, strøede noget pulver ud på jorden og lavede nogle sære spjæt. Efterhånden kom der mere og mere gang i dem. En ung pige med bart bryst dansede meget længe, mens de andre skiftedes til at danse med. Da hun var færdig, så hun svimmel og konfus ud. Så gik en af mændene i gang. Han dansede en tid, og begyndte så at opføre sig som et vildt dyr. Han gik på fødder og knoer med brystet skudt frem som en gorilla. Pludselig stormede han ud mod kanten af cirklen, så folk trak sig forskrækkede tilbage. Han sad lidt og gravede energisk i jorden, som om han søgte efter noget. Så fór han over til den anden side, så folk igen brød cirklen i en lettere panik. Det gentog sig et par gange. Efterhånden faldt manden ned og blev menneskelig igen. Lidt efter rettede forsamlingens opmærksomhed sig mod noget uden for cirklen bag os. Nu var en af tilskuerne gået i trance og styrtede rundt ude foran som en abe. En kvinde fra kredsen gik også i trance, og begyndte at danse ind i midten, hvor de officielle dansere forsøgte at få hende skubbet ud til publikum igen. Da vi havde været der i et par timer, tog vi hjem igen. Ceremonien varer til langt ud på natten og vi skulle op på børnehjemmet næste dag. Vi var trætte og nogle gange var det ret langtrukkent, men jeg synes, det var en virkelig intens oplevelse. Det var storslået stemning selvom selve showet ikke var noget særligt. Svært at beskrive nøjagtigt, men jeg håber det giver mening. På børnehjemmet er jeg begyndt at reparere senge sammen med Nicholas. De er rigtig gamle og slidte, men solide nok, når man lige kigger dem efter. Det er ikke særlig svært at reparere dem. Det er som regel simple reparationer, som skal til. Det er bare ikke blevet gjort. Det er et meget tilfredsstillende projekt. En af de store drenge blev så glad for at vi havde stabiliseret hans seng, at han straks forærede mig et par beskyttelsesbriller, som jeg ikke kunne få mig selv til at takke nej til. Maden er ikke noget at skrive hjem om… Så det gør jeg 😉 Af råvarer som vi ikke bruger derhjemme, er det værd at nævne plantain, casava og yam. Plantain, eller melbananer, er store bananer, som både kan bruges, når de er grønne og gule. Når de er grønne laver man blandt andet chips af dem. De modne frugter er ret søde, men ikke ligeså søde som banan. Man steger dem og spiser dem. En bestemt ret hedder kalawuli, og er små stykker plantain, som man steger i olie og stærke krydderier. Det er ret godt. Det er ungkarlemad, og noget, man tit køber på vej hjem fra byen. Yam og casava er store rødder, som man kan koge og spise lidt som kartofler. Ofte laver man fufu, hvor man moser casava, plantain og ris sammen i en gryde til en tæt dej. Dette gør man også med majs og yam, hvilket hedder banku. Jeg synes begge dele smager skrækkeligt. Det er ikke smagen som sådan, den er bare kedelig, men konsistensen vokser i munden. Til gengæld, kan de lave pølser. Jeg har købt nogle oksepølser, som til min overraskelse hører til de bedste, jeg har smagt. Det afrikanske køkken er gennemgående ikke så spændende. Det betyder, at vi laver meget mad selv på vores gaskomfur og i vores lille el-ovn. Vi har det fortsat godt hernede og falder mere og mere til. Hav det godt i Danmark og resten af verden.

Med venlig hilsen

Efterrefleksioner:

Gaute

Det der slår mig, når jeg læser dette igen, er de negative vurderinger. Der er også positive vurderinger, men de negative fremstår mig en anelse arrogante, når jeg ser tilbage på dem. Det er muligvis en tolkning, jeg lægger på det, fordi jeg iagttager mig selv og det gør man ofte lidt kritisk – ligesom at høre sin egen stemme på en lydoptagelse.

Jeg sætter også pris på beskrivelserne, fordi de er umiddelbare. 

Jeg husker ikke ret meget fra festivalen den dag i dag, men teksten kalder enkelte brudstykker frem. Dette var en af mange oplevelser af kulturen i Cape Coast, som den udtrykkes. Det var den slags begivenheder, som Patrick og andre af de lokale stolt inviterede os med til.

Min beskrivelse af det der foregik, synes jeg lyder spændende, og det står i kontrast til min vurdering af, at showet ikke var noget særligt.

De tidlige beskrivelser, som denne, hører til mine mest umiddelbare indtryk. Med umiddelbare mener jeg, at jeg endnu ikke var tilvænnet kulturen nok til at kunne forstå den på sine egne præmisser. Jeg er endnu ikke i stand til at deltage. Jeg kan blot tage imod og skrive ned, hvad jeg oplevede.

Senere vænnede jeg mig fx til maden, hvilket også indebar at jeg lærte, hvordan man skal spise deres dejretter. De skal sluges, ikke tygges. På fante bruger man også to forskellige ord for at spise, alt efter om man tygger eller sluger maden.

I disse tidlige indlæg beskriver jeg det, jeg kalder eksplicit kultur, kultur som den performes og fremvises. Det er bl.a. kunst, men det indeholder mere end det, som fx de retter, man spiser til hverdag i en ghanesisk familie. Det var den form for kultur, som ikke forårsagede kulturchok hos mig.

Kulturchok oplevede jeg i mødet med den levede implicitte kultur. Den er subtil og derfor er det vanskeligt at tale om den. Den medfører misforståelser og usikkerhed og ofte er det noget, jeg først blev klar over langt senere end der, hvor usikkerheden opstod.

Dagene på børnehjemmet var positive. Måske var kulturafstanden mindre her, fordi der næsten hele tiden var danskere til stede på New Life. Den hypotese har jeg ingen mulighed for at teste. Jeg fik i hvert fald flere positive relationer der og de var et godt udgangspunkt for at leve kulturen og ligeså stille lære en smule af de subtile kulturelle koder at kende.

Denne efterrefleksion endte med at handle om kulturchok, som også optrådte i det første af mine nye indlæg. Det er et tilbagevendende tema, som ikke kun var knyttet til subtile misforståelser. Det vender jeg også tilbage til i senere indlæg.

11. september 2011

Hospitalsbesøg

Festivalen er overstået sidste weekend. Sidste lørdag så vi den store parade hvor høvdingerne bliver båret gennem byen. Der var action til alle sanser. Farverige dansere, hæftige trommer, geværer som blev affyret op i luften. Alle høvdingerne havde hver deres egen kortege. For de fleste var det folk i ensfarvede t-shirts, men en af høvdingerne havde krigere med sorte sværd. Optoget varede et par timer, og vi sad på første sal i en lejlighed og kunne se det hele oppefra. Jeg skal forsøge at få lagt nogle billeder ud. Ditte har været ret syg, men er kommet sig efter et par dages behandling med tabletter. Vi var i den anledning inde på hospitalet for at få stillet en diagnose. Man skal forvente en speciel oplevelse, når man tager på hospitalet i udlandet, og dette var ingen undtagelse. Vi havde naboen Patrick med, som hjalp os med kommunikationen. Vi ankom midt på eftermiddagen. Først viste vi nogle papirer frem ved en skranke, hvorefter vi skulle til en anden skranke og betale. Så sad vi og ventede lidt, hvorefter Patrick blev utålmodig og marcherede ind i et andet rum. Derefter blev vi hentet ind til en sygeplejerske, som tog Dittes blodtryk og stillede hende et par spørgsmål. Så blev vi vist ud på gangen igen, hvor vi skulle vente. Efter en halv times tid, tabte Patrick igen tålmodigheden og gik ind for at bilde personalet ind, at Ditte kastede op. Efter en smule mere ventetid, kom vi ind i samme rum som før, hvor en læge foretog samme undersøgelser som sygeplejersken. Vi blev igen vist udenfor. På et tidspunkt blev en gammel dame bragt ind med en ambulance. Hun blev lagt på en patientseng i gangen, hvor hun lå og ventede en times tid. Huden på hendes ene fod var revet helt itu, så den hang løst ved siden af det blottede kød (det så klamt ud). Hun må have fået noget smertestillende, for hun så sløv og fjern ud. Vi ventede udenfor, et stykke tid, hvorefter jeg spurgte Patrick om det var mig tilladt at gå ind og se til Ditte. Det kunne jeg frit gøre. Lægen havde trykket hende på maven og stillet hende et par spørgsmål. Vi skulle betale for en blodprøve og noget medicin. Lægen sagde, at han ville beholde Ditte på hospitalet et par timer, for at give hende noget væske i drop. Jeg skulle vente ude på gangen, for at få svar på blodprøven. Vi sagde til Patrick, at han kunne tage hjem, så skulle jeg nok vente sammen med Ditte. Jeg sad en times tid og ventede, hvorefter jeg gik ind til Ditte, som var blevet lagt på en briks med droppet. Læger, patienter og pårørende strøg konstant ind og ud. Vi fik fat i lægen, som bad mig gå ned og bede om svaret på blodprøven. Vi havde været på hospitalet i godt to timer. Information var svært at få, og alt gik meget langsomt. Jeg fik hentet blodprøvesvaret og gav lægen det, som forsvandt igen. Derefter sad vi en times tid og ventede inde på stuen. Der var åbent ind til nabostuen, hvor der blandt andet lå et lille barn, som skreg og skreg. Til sidst fik vi lægen til at fortælle os, at Ditte havde malaria, og skulle tage nogle tabletter over et par dage. Da vi skulle betale for de sidste ting, før hun kunne udskrives, havde vi ikke flere penge med. Jeg fik fat i Patrick, som arrangerede at jeg kunne låne, af en af hans venner på hospitalet. Det var mørkt, da vi tog hjem.

Efterrefleksioner:

Jeg kan konstatere, at jeg dengang som nu, interesserer mig mere for den implicitte end den eksplicitte kultur. Min beskrivelse af det store kulturarrangement, der har været i byen i ugevis, får i hvert fald ikke lige så meget plads, som hospitalsbesøget, der har taget et par timer.

Hospitalsbesøget var også helt specielt. Jeg nævner det også i indlægget: “Hospitalsbesøg i udlandet kan være en meget særlig oplevelse og en skræmmende en af slagsen.” Et hospital er et sted, hvor man møder mennesker, når de er mest sårbare, så det at forstå de subtile sociale koder for, hvordan man agerer her er helt afgørende.

Som privilegerede europæiske studerende, der lever af den danske Stats Uddannelsesstøtte, mens vi tager vores gratis uddannelse, havde hverken Ditte eller jeg lyst til at lægge pres på et hospital, som vi forventede havde langt færre ressourcer end dem vi var vant til. Derfor virkede Patricks metoder også voldsomme. Hvor almindeligt det er at agere på den måde ved jeg ikke. Selvom vi pressede på, gik alting enormt langsomt. Timerne på hospitalet har føltes ekstra lange, fordi vi befandt os i konstant uvished. Vi har måske været der i 4-5 timer. I dag kan jeg tænke “herregud da”.

20. september 2011

September

Børnene er begyndt i skole. Det er spændende at se, hvordan der undervises, men man skal sluge et par kameler, fordi spanskrøret hyppigt tages i brug. Jeg blev sat til at undervise i matematik, men fordi jeg ikke har prøvet det før, er jeg kommet til at sætte niveauet lidt højt. Det betyder, at jeg i morgen bliver nødt til at tale læren fra at give børnene smæk for ikke at have kunnet lave deres lektier. Jeg glæder mig til at komme i gang med farmprojektet, som skal starte samtidig med skolen. Så skal jeg ud og svinge cutlassen. En cutlass er et lille sværd/en stor kniv, som man bruger til rigtig mange forskellige ting. Den kan luge, hugge brænde, skrælle appelsiner og mega meget andet. Den blev også brugt til at aflive en python en dag. Det var en lille en, som Nicholas halshuggede med ét præcist slag i nakken. Den levede længe efter, at den var blevet skåret over, og blev ved med at orme sig rundt. Hovedet levede også, og når man nærmede sig åbnede den munden, som for at hugge. Den skulle aflives fordi den er dødeligt giftig.

Jeg har ligget syg en uges tid, men er frisk igen nu. Jeg var bange for at mine ben var helt degenererede, men cyklen er faktisk ikke så tung at træde som frygtet. Vores danske medbeboere er rejst hjem igen, så nu er vi alene med vores nye naboer fra Elfenbenskysten. Familiens far, som er præst, er meget glad når man møder ham. Faktisk så glad, at han er svær at kende, når han ikke smiler. De virker alle meget venlige, men de fleste taler kun fransk, så vi snakker ikke så meget med dem. I weekenden har vi besøgt Coconut Grove Beach Resort, som ligger i den lille portugisisk byggede by El Mina. Coconut Grove er et meget charteragtigt sted, med swimming pool, parasoller og mere vestlige priser. Det er et ganske rart sted, da der ikke er så mange mennesker, og derfor er det et tiltrængt tilflugtsted fra tætbefolkede Cape Coast. Inden El Mina, var vi inde og besøge Cape Coast Castle. Det blev i sin tid brugt til at opbevare slaver, og det var et tungt sted at besøge. Afrikanerne blev i sin tid stuvet sammen 200 mennesker i alt for små rum, hvor de levede og døde i deres egen afføring. De hvide var nogle lortesvin den gang. Vi kom til at fortælle guiden, at vi var fra Danmark, hvilket resulterede i, at vi blev brugt som eksempler, da han skulle forklare at Danskerne også havde bygget et kystfort :- Hav det godt derhjemme. Vi nyder stadig livet i Ghana. Mange hilsner fra Gaute og Cape Coast.

Efterrefleksioner:

Jeg indleder disse efterrefleksioner med lidt refleksioner om min måde at gribe disse skriverier an på. Jeg skrev umiddelbart og naivt. Det Ghaneserne kaldte en cutlas, ville jeg kalde en machete nu – men cutlas var nu engang det ord ghaneserne brugte, så jeg beskriver bare hvad det er. beskrivelsen om den lille, dødeligt giftige pyton vidergiver jeg også ganske ukritisk. Havde jeg googlet det inden mit blogindlæg, eller bare tænkt mig om, ville jeg have opdaget, at en pyton er en lang ugiftig kvælerslange. Men Nicholas var jo lokal, så han måtte vel vide hvad han talte om… Hvad det var for en slange, Nicholas aflivede og om den var giftig, finder jeg nok aldrig ud af. 

Da Ditte og jeg ankom til Cape Coast boede der 4 studerende, som var ved at afslutte deres praktik, i huset. Vi boede side om side med dem i en måneds tid, og de viste os rundt og gav os en blød start. En af dem havde købt et stykke land ved siden af børnehjemmet, og planen var at der skulle dyrkes afgrøder, som et slags skole-/selvforsyningsprojekt. Det er det projekt, jeg taler om i begyndelsen af indlægget. Det blev desværre ikke rigtigt til noget. Jeg magtede ikke at drive det, og jorden groede til med ukrudt.

I dette indlæg træder forskellene på europæere og afrikanere frem. Jeg beskriver hvordan vi trak os ud til et resort for at få en pause fra Cape Coast. Priserne er høje, så de lokale kommer ikke. Vi får SU, så vi har råd. 

Der er også en åbenlys forskel i den måde man gør pædagogik og skole på. Der er, for det første, ikke noget der hedder pædagog i Ghana, så det var svært at forklare, hvad den uddannelse, jeg var ved at tage, gik ud på. Så er der selvfølgelig spanskrøret. Det var helt almindelig praksis at slå, når børnene ikke gjorde, som det var forventet af dem. I Danmark kender vi det som den sorte skole og vi taler om det, som noget ganske rædselsfuldt. Jeg synes, som de fleste, at det er godt, at vi er gået væk fra den sorte skole – det laver 6 måneder i Ghana ikke om på – men at være vidne til det har justeret mit syn på det. I Ghana er alle vant til det, børn såvel som voksne, og de forventer det, og når der blev slået kom børn og voksne hurtigt videre igen. Jeg har haft den refleksion, at det måske kan være nok så bekvemt at få afregnet kontant, fremfor et kompleks af sanktioner og udviklingsorienterede tiltag, som tænkepauser, kontakt med forældre og opfølgende samtaler.

Jeg beskriver også danske kolonisters slavehandel i Ghana. Sådan som jeg husker det, oplevede jeg en vis distance til det. Under rundvisningen blev vi kaldt ud, for at være danskere. Jeg husker det ikke, som gjort på en særligt anklagende måde. Dette minder mig om en debat, som udspiller sig på sociale medier såvel, som i massemedierne og har været helt aktuelt, når vores statsminister fx har givet en offentlig undskyldning til det grønlandske folk. Hvilket ansvar bærer vi i dag for vores forfædres synder?

I dette eksempel kommer det helt ned på individniveau. Jeg blev ikke afkrævet en undskyldning for hvad danskere havde gjort her, og jeg følte, så vidt jeg husker, heller ingen trang til at komme med en på eget initiativ. Det der er foregået på Cape Coast Castle har nogle andre gjort. Selv er jeg (selvfølgelig) opdraget som modstander af slaveri og undertrykkelse. Så hvordan forholder jeg mig til den relation, der trods alt er mellem mig og slavehandlerne på Cape Coast Castle?

Jeg mener det er vigtigt at møde historien, så tæt man kan. De der glemmer historien er dømt til at gentage den. Jeg kan ikke for alvor komme så tæt på begivenhederne, at jeg kan opleve dem på et dybere affektivt niveau. Selvom jeg stod nede i en fangekælder og hørte en afrikaner fortælle om de overgreb mine forfædre havde begået mod hans forfædre lige her, var det ikke skyld og skam jeg følte. Jeg bliver ved med at beskrive, hvad jeg ikke føler. Dette afsnit er svært at skrive, fordi jeg har svært ved at beskrive, hvad jeg følte – men jeg mener det er vigtigt. En floskel, som historiens vingesus yder det ikke retfærdighed. Besøget har været vigtigt, fordi jeg har bevæget mig fysisk tæt på historien, og derfor kan jeg bedre huske den – og undlade at gentage den. Jeg har lyst til at kalde det dannelse. Dannelse er for mig et flygtigt begreb. Det strækker sig fra Emma Gad til rosseau. Jeg kan ikke forklare hvad jeg har lært, men jeg står forandret tilbage. Det er for mig der dannelsen ligger. Oplevelsen har rørt mig. Dog har den ikke ramt mig på samme måde, som nogle af de begivenheder jeg kommer til at beskrive i senere indlæg.

5. oktober 2011

Insekter, religion og moral

Insekter er noget af det, man ikke kommer til at savne fra Ghana. Når det har regnet er der mega mange myg. Det har lige regnet. Jeg begyndte at tælle myggestikkene på mine fødder. Jeg stoppede ved 50, fordi jeg ikke gad, tage mine sandaler af. Jeg lærer at nyde hvilken luksus det er, kun at have 3-4 myggestik.

Når det er varmt og tørt, går myrerne amok. Dem i vores hus er små, røde og kan komme ind alle vegne. De laver de karakteristiske spor, så der kommer røde myrestier. Det er spændende at observere til en start, men begejstringen falder betydeligt efterhånden, som man er nødt til at smide mere mad ud, fordi det er rødt af de små svin.

Hvis de kan lugte, at der er mad, kan de også finde på at gnave sig igennem forseglede plastikpakninger. Jeg undgår også at spise ved min computer, da de kan kravle rundt inde i den og gnave den i stykker. Så hvis I ikke kan nyde kulden i Danmark, så nyd at dyrene dør.

På børnehjemmet, har de nogle store sorte tigermyrer, som er af den type, der har soldater og arbejdere. Soldaterne står ved kanten af stierne med deres kæmpe kindbarder og hoveder, der er ligeså store som resten af kroppen. De er meget fascinerende, at observere, og hvis de kommer steder, hvor de er til gene, kan man bare strø lidt salt ud. Så forsvinder de, så dem kan jeg egentlig godt lide.

Det er dog ikke særlig fedt, at komme til at jokke i en sti. Arbejderne er ærgelige at blive bidt af og soldaterne er helt nederdrægtige. De kan bide sig fast i kødet, så de heller ikke slipper, når man fjerner kroppen.

For godt en uge siden havde jeg en spændende samtale med Hajara, læreren i fjerde klasse, hvor jeg observerer og underviser. Vi talte om Religion, og hun ville meget gerne have mig til at konvertere til kristendommen eller islam. Hun er selv muslim.

Hun begyndte at fortælle mig om skabelsesberetningen. For hvorfor skulle man ikke tilbede gud, når han har skabt luften, jeg indånder, maden, jeg spiser og alt andet i hele verden. Jeg forklarede hende, at jeg havde gået på en skole, som var temmelig kristen, og at jeg tidligere havde været kristen og bedt hver dag. Hun syntes at jeg skulle gå tilbage til gud.

Noget jeg fandt interessant ved samtalen var den selvfølgelighed, med hvilken hun talte om gud. Tanken, at jeg ikke nødvendigvis troede på gud, faldt hende tilsyneladende ikke ind.

”Do you tink man is special dan god?” spurgte hun. Det virkede lidt som en måde at skifte strategi på. Jeg forstod ikke helt formuleringen, så jeg sagde ja, i det jeg antog, at hun spurgte om gud og mennesket var forskellige. ”No”, sagde hun ”god is special dan man.”

Jeg ville gerne holde diskussionen på hendes præmisser, så jeg tog udgangspunkt i at gud eksisterede, men med min egen opfattelse af konceptet ”gud”… eller ”En højere magt”… eller ”universet”… eller ”Alfred” om man vil. Navnet er ikke så vigtigt… Jeg fortalte, at jeg ikke tror på at gud, hvis noget sådan da findes, er mulig at begribe for et menneske. Bibelen, kirker, moskéer og bøn er menneskelige ting, og derfor overflødige, som jeg ser det. ”No…” var hendes meget korte og konkrete svar.

Jeg sagde også, at det ikke gav mening for mig, at gud skulle have et køn.

Hun forklarede mig, at gud havde skabt manden i sit eget billede, så derfor er gud en mand.

Hun prøvede så at forklare mig om mirakler, og spurgte mig om jeg vidste, hvordan israelitterne var sluppet ud af Egypten. Jeg sagde, at jeg godt kendte til historien om Moses, der skilte havene, men at jeg mente, at enhver kunne have skrevet den historie, så jeg troede ikke på den. Det gjorde hun store øjne af.

Hun sagde, at hun ville blive meget glad hvis jeg gik tilbage til gud, for hun ville blive meget ked af det, hvis jeg skulle komme i helvede. Jeg forklarede, at jeg syntes, at uanset om man troede på gud eller ej, så var det vigtigste, at man er god. Så jeg regnede ikke med at havne i helvede, for ikke at tro på gud, uanset om han eksisterer eller ej. Jeg brugte en meget lang forklaring, som jeg ikke kan huske nøjagtigt længere, og hun var meget stille bagefter. ”I understand” sagde hun, men det er ofte svært for mig at læse ghanesernes mimik præcist. Jeg kastede mig aldrig ud i evolutionsteorien, men var lidt i gang med Big Bang. Jeg kender bare ikke teorien rigtigt, og forklaringen ”first there was nothing, and then everything blew up, and then there was something,” var sgu ikke nok til at overbevise hende.

Jeg har siden spurgt om hun mente, at jeg er fortabt. Men det tror hun nu ikke.

En samtale som den, er hele rejsen værd. Det er derfor jeg er kommet. For at opleve kulturen helt ned i rødderne. Den måde hun taler på siger så meget om, hvor vigtig religion er for Ghaneserne. Det er en helt central del af hverdagen. Både i skolen og alle andre steder. Det giver nogle funky timer i integrated science, men deres hverdag fungerer jo alligevel.

Samtidig er det interessant at se, hvor nemt det er for kristne og muslimer at komme over ens. Vi bor lige ved siden af en skole, som er kristen i hverdagen og muslimsk i weekenden, selvom tro er en stor del af undervisningen. De muslimske børn har undervisning med de kristne børn i hverdagene og fortsætter selv i weekenden. I Ghana er det ikke så vigtigt, hvordan man tror. Bare man tror.

I Europa kan de kristne ikke engang enes med hinanden…

i Forgårs havde vi R.M.E. class (religious and moral education). For tiden har de om skabelsen. I dag handlede det om, hvorfor gud har skabt de forskellige dele af universet. Jorden var bl.a. skabt, så vi kunne bygge på den. Det meste af undervisningen foregik på mfante. På et tidspunkt kiggede Hajara på mig og fortalte at børnene mente, at hvide mennesker kunne bygge i luften. Hun ville have mig til at forklare dem om det var rigtigt. Jeg sagde, at det kunne vi ikke. Så sagde hun, at hvide mennesker kunne bygge i havet, det havde hun set før. Jeg fortalte, at det kunne vi godt, ligesom man også kan bygge lidt ude i rummet, men at det var meget dyrt. Også at man ikke behøvede at være hvid for at gøre det. Man skal bare have en farlig masse penge…

Vi kom også ind på, hvad luften kan bruges til. Den er vigtig fordi vi er nødt til at trække vejret. Undervisningen fortsatte lidt på fante, og så spurgte hun mig, om jeg mente, man kunne overleve uden at trække vejret i mere end fem minutter. Jeg sagde, at jeg troede, at verdensrekorden var længere. Hun mente, at der netop var blevet sat en rekord på 19 minutter og 45 sekunder. Så kom hun i tanke om, at der vist også var en, der kunne trække vejret med røven, så vedkommende kunne spille død. Det begyndte hun at fortælle børnene om på fante og engelsk, og der blev grinet meget. Det var virkelig morsomt og hyggeligt. Hun konkluderede foredraget med ‘moralen’: ”Don’t breat wit your ass and pretend your dead. Why would you do dat? Iz no good.”

Det blev lidt af en smørre, men internettet har været nede et stykke tid, ligesom vi heller ikke har rindende vand for tiden.

Jeg håber, I nyder blæsten, jeres myggefri luft og jeres myrefri mad.

Mange hilsner fra Nyimpa Kokor

Efterrefleksioner:

Jeg er meget glad for netop dette indlæg. Det rummer nogle meget umiddelbare og detaljerede beskrivelser af mine oplevelser. I dag ville jeg have undersøgt de forskellige Insekter, jeg beskriver, på nettet for at kvalificere min viden – men det har jeg ikke gjort. Mine beskrivelser er udelukkende baseret på mine egne erfaringer og hvad de lokale har fortalt mig. Det kan jeg godt lide 25årige Gaute for.

Samtalen med Hajara har jeg beskrevet i mange detaljer, og jeg giver eksempler på, hvordan vi misforstår hinanden både sprogligt og kulturelt.

Jeg sætter stor pris på den slags samtaler og jeg er glad for, at jeg har givet denne en efterbearbejdning på skrift. En god samtale fortjener, at man dyrker den. Nu har jeg en lille tekst der handler om den samtale og jeg kan fx se, hvor jeg stod i forhold til de spørgsmål, vi behandlede – et sted mellem agnostiker og ateist, men også med refleksioner om videnskab som tro.

Det at have en samtale; at skulle folde sin egen forståelse ud, kræver kendskab til hinanden. Hvis jeg beskriver min forståelse, for et andet menneske, er jeg aldeles afhængig af det andet menneskes forståelsesverden for at kunne forklare mig. Vi tænker ikke meget over det, når budskaberne er enkle: “den vej”, “god mad”, “tak”. Men I en samtale, som den med Hajara, bliver det tydeligt. Hun spørger mig ikke, om jeg tror på Gud, men hvordan. Hun bliver overrasket og sågar bekymret, da hun opdager, at jeg nok ikke tror på Gud. Så må jeg forklare mig – og her bliver det tydeligt, at min forklaring er afhængig af, at man accepterer den præmis, som er den vestlige videnskab. Og det viser sig, at der ikke blot er tale en præmis, men mange præmisser, som tilsammen udgør det trossystem, som jeg tager udgangspunkt i, når jeg skal forklare verdens tilblivelse. Min forklaring er temmelig tynd, for den er ikke baseret på viden – i så fald overfladisk viden. Jeg fortæller ikke Hajara om Big Bang teorien, fordi jeg har set et bevis for den. Jeg fortæller om den, fordi jeg er vokset op i en verden, hvor Big Bang teorien hænger sammen med videnskaben, men jeg kan ikke påstå at den er viden for mig. For mig er den en fortælling, jeg har fået gennem min kultur og skolegang, og således noget jeg tror på – ikke noget jeg ved.

Jeg flyttede mig under den samtale. Ikke på grund af de argumenter Hajara kom med, men på grund af samtalens besværlighed og min samtalepartners imødekommenhed og åbenhed. Besværligheden gjorde, at jeg måtte tage mine forståelser op til revision og anstrenge mig i den undersøgelse, som samtalen udgjorde. Hajaras imødekommenhed og hendes åbenhed (samt min tilsvarende) gjorde, at vi var i stand til at vedligeholde samtalen, så den overhovedet kunne finde sted. Dannelse igen. Husk at give samtalerne tid.

24. oktober

Halvvejs

Så nåede vi halvvejs.

På børnehjemmet begynder tiden at gå lidt langsommere. Jeg har nu været i fjerde klasse længe og har undervist, ligesom jeg fungerer som hjælpelærer. Men undervisning er ikke hvad min uddannelse går ud på, så jeg bliver nødt til at tænke lidt udenfor boksen efterhånden, for at få mere relevant læring ud af min tid i skolen. Jeg leger lidt med at starte et ordblindhedsprogram. Jeg har en mistanke om, at 1-2 børn i min klasse kan lide af ordblindhed, og det er super ærgerligt, når man risikerer at få smæk for at lave sine lektier forkert.

De fik forøvrigt ingen slag for de meget svære matematiklektier, som jeg havde givet dem for på et tidspunkt.

Men smæk er der masser af, og det skal siges, at når man vender sig til det, er det ikke så slemt at overvære. Ofte er der meget humor med i det og mange børn vil helt sikkert foretrække hurtig og kontant afregning, frem for at blive sat alene på en bænk i ½ time.

Desværre er der også den slags lærere, som ikke kan styre deres temperament, og der bliver det sommetider hårdt at være vidne til. Det er svært at gribe ind, for det er sådan man gør her. Hvis man farer hen for at stoppe en ”caning”, skal ghaneserne nok holde inde, men man ved også, at de antager, at man er i sine følelsers vold. I længden bliver den slags reaktioner ikke taget alvorligt.

Jeg har efterhånden lært de fleste af New Lifes børn at kende og det er nogle fantastiske unger. Det var en sjov oplevelse først at møde dem på børnehjemmet, hvor de var svære at komme ind på. Der er mange hvide som kommer, og går igen efter få uger, så de venter som regel med at tø op overfor os.

Da skolen startede, brugte jeg al min arbejdstid på skolen. Her var jeg ganske vist sammen med de af New Lifes børn, som går i fjerde, men på en helt anden måde.

Efter nogle uger begyndte jeg at møde ind senere, så jeg også fik tid med børnene efter skole. Nu mødte jeg pludselig nogle helt andre børn. De kender mig og synes godt om mig. De vil gerne pjatte, snakke og lege.

Det skal nok gå hen og blive ganske sørgeligt at forlade stedet igen.

Jeg er stadig meget interesseret i sproget hernede og synes også, at det siger en del om kulturen. Meget af deres mad er forskellige former for dej, som æltes med et stort skaft i en gryde. Det smager ikke af ret meget og har en ulækker konsistens, som får det til at vokse i munden. Spise hedder ridzi på fante, men da jeg prøvede at sige ”me ridzi enam” (jeg spiser kød), blev jeg rettet; ”You don’t eat meat. You chew it.” Det er altså meningen at banku og fufu simpelthen skal sluges uden at tykkes. Det giver meget mening.

En hvid person kalder de obroni og i flertal hedder det abrofo. De har ofte navne for personer, der skilder sig ud. Obollo er en stærkt overvægtig person. Og man råber altså efter folk på gaden, og man kalder dem hvad de er; hvide mand, fede, høje og så videre. Det skal siges, at der ikke bliver set ned på overvægt, men at obollo er ganske kærligt ment. Odogo er en høj person, så det sker, at man kalder mig det.

Arbejde hedder edwuma (edjuma). De har mange forskellige hilsner, især i forhold til arbejde: edwumoo siger man, når man hilser en der arbejder, og aiekoo er hilsnen til en der kommer hjem fra arbejde. Jeg kan ikke huske hvad man siger til en som er på vej til arbejde. Akwaaba betyder velkommen og asanaba betyder velkommen tilbage, (hvis man ikke har været væk så længe). Der er mange flere eksempler, men dette må være nok for nu.

Særligt interessant finder jeg dog ordet for et godt betalt arbejde; abrofo-dwuma (hvid mands arbejde).

De forventer at få mange penge ud af de hvide. Jeg skulle på et tidspunkt bruge et par sandaler og min fornemmelse var, at dem jeg havde kig på var højst 20 cedi værd. Sælgeren startede på 45. Da jeg ikke er så sej til at prutte om prisen, sagde jeg 18. Han gik ligeså stille ned i pris og sagde så, at hans sidste tilbud var 28 cedi. Vi havde imidlertid Patrick med, som var i gang med en telefonsamtale. Jeg sagde til sælgeren, at jeg lige ville konsultere min ven. Da Patrick var færdig med telefonen, vekslede han et par ord med manden, og jeg fik sandalerne til 20.

Patrick forklarede mig senere, at manden havde sagt til ham: ”Han er jo obroni, så lad mig dog få nogle penge ud af ham.” Patrick havde bildt ham ind, at jeg var hans svoger.

I weekenderne er der masser af natteliv i Cape Coast. Her mærker man også Ghanesernes mentalitet overfor abrofo. De vil meget gerne i kontakt med os. Dels fordi det er spændende at møde udlændinge, men også fordi de håber, at der falder nogle drikkevarer af. Således kan jeg opleve, at når jeg går til baren for at bestille, så står der pludselig en eller anden gut, som jeg vistnok har hilst på før, ved siden af mig og siger: ”Jeg skal have en guiness”. Og han siger det, vel at mærke til mig og ikke bartenderen. Og han siger det som om det er noget helt selvfølgeligt, at jeg vil give ham den.

Men jeg er ganske uinteressant ved siden af Ditte. Hun bliver friet til flere gange om dagen.

I næste weekend skal vi opleve en anden slags fest. Patrick’s far skal begraves og arrangementet varer i 3 dage. Det bliver spændende at opleve en anden del af den afriskanske kultur. Nattelivet på barene bliver mig lidt ensformigt i længden.

Man har et andet forhold til døden end i Danmark. Patrick er nødt til at skaffe mange penge til drikkevarer og mad. Vi har også hjulpet ham lidt til at få råd til det rigtige tøj. Hvis der er noget, som ikke er i orden, vil begravelsens gæster skælde ham ud.

Da Patrick’s ven Buju fik at vide, at faderen var død, grinede han af det. Men i sidste uge døde Buju’s mor, så Patrick fik lov at le sidst…

Hav det godt. Vi ses måske om en 3 måneders tid.

Nyimpa Kokor

Efterrefleksioner:

I dette indlæg har jeg nogle flere beskrivelser omkring spanskrøret, på engelsk “cane”, deraf udtrykket “caning”, når nogen får smæk. Her har min opfattelse af den praksis udviklet sig, men jeg erfarede flere ting siden og her vil jeg komme med to fortællinger, som giver lidt mere fylde til beskrivelserne af denne del af den ghanesiske kultur. 

For det første vil jeg fortælle om den dag, hvor jeg havde givet børnene de svære lektier for. Jeg nåede nemlig kun lige frem i tide. Hvorfor jeg var forsinket kan jeg ikke huske. Da jeg trådte ind af døren til klasseværelset, stod Hajara klar til at give en af eleverne smæk. Det var Prince, en af klassens kvikkeste elever. At han ikke havde kunnet klare opgaverne sagde en del om, hvor langt fra skiven jeg havde været. Men der stod Hajara altså med løftet spanskrør over Prince’ bag. Jeg skulle netop til at udbryde “stop”, da Hajara selv gik i stå. Prince havde taget ti par underbukser på, fordi han vidste, at han ville få smæk, når han ikke havde kunnet lave sine lektier. Hele klassen grinede af situationen, og jeg fik forklaret Hajara, at det altså var min skyld, at ingen af børnene havde lavet deres lektier. Som sagt var der ingen der nåede at få klø.

Den anden fortælling handler om den gang jeg spurgte en gruppe børn om, hvem deres yndlingslærer var. Jeg havde nok en forventning om, at de ville nævne Hajara, fordi jeg selv havde så godt et indtryk af hende og hendes relationer til børnene. Men de sagde allesammen Andrew. Jeg kan faktisk ikke huske om det var det han hed, men det er heller ikke afgørende, så det siger vi bare, at han hed. Under alle omstændigheder var Andrew den lærer, som jeg havde i tankerne, da jeg beskrev lærere der ikke kan styre deres temperament. Han var kendt for at være den lærer, der slog oftest og hårdest – men altså også rigtig mange børns yndlingslærer. Så ham fik jeg også en mere nuanceret forståelse af sidenhen. 

I visse passager af min blog har jeg en trang til at anholde mine formuleringer. “Lider man” virkelig af ordblindhed? På den anden side eksternaliserer jeg dog, frem for at sige, at de er ordblinde.

Jeg begynder at kunne se nogle beskrivelser, som viser, at min forståelse af Ghana var blevet større nu. Jeg er glad for at have skrevet passagen om sproget. Jeg nød at lære ord og blive klogere på folket af den vej – og hvis jeg ikke havde skrevet ordene ned, ville jeg have glemt de fleste nu.

Jeg har ekspliciteret to gennemgående temaer for min blog i introduktionen til den, kulturchok og dannelse. Et tredje vigtigt tema er den ulighed der er mellem Afrika og vesteuropa, og de privilegier, man derfor oplever, som dansker i Ghana. Jeg synes det er svært at tage det tema op, for når jeg tager det op er det “hvide privilegier” jeg taler om. Så bevæger jeg mig ind på det territorium, hvor den debat udspiller sig, der omhandler begreber som woke, feminisme, krænkelsesparathed og, ja, identitetsprivilegier. Det er en debat med skarpt optrukne linjer, og min læsning af den er, at når man først nævner et af disse begreber, skal man vælge side. Er du rabiat feminist eller er du fascist? Jeg har set folk bliv dømt meget hårdt på relativt uskyldige kommentarer, til begge sider af debatten. Jeg tror dog, at mange søger mere nuancerede forståelser end det. Det er under alle omstændigheder sådan jeg har det.

Skal jeg selv vælge en af de to sider, er det den feministiske position. Jeg er selv medlem af SF nu, og når jeg har stemt til diverse valg, har det altid været på partier, som repræsenterede den position. Lige nu er mit ærinde ikke at tale ud fra en bestemt position, men at fortælle om hvordan jeg subjektivt oplevede det at være dansker i Ghana. 

I min tid i Ghana, er det ikke privilegierne jeg mærker mest – i hvert fald ikke hvis privilegier er noget vi forstår som behageligt. Det er måske svært at beskrive pivilegier fra ét enkelt individuelt perspektiv, fordi det er noget man har i forhold til nogle andre – men jeg prøver at tænke det som et interessant benspænd.

SU (og SU-lån) var et åbenlyst privilegium. Jeg boede 6 måneder i Ghana uden at behøve at bekymre mig om penge (og i Ghana bekymrer man sig om penge). Ikke sådan at forstå, at jeg var stinkende rig og kunne gøre hvad som helst, men jeg kunne leve komfortabelt – og de krav der blev stillet mig i mit arbejde på børnehjemmet var ganske overskuelige.

Der var også sociale privilegier ved at være europæer. Vi oplevede at blive sat foran i køen i visse situationer, og ligefrem at blive “hyldet” blot for at være hvide, som du kan høre et eksempel på i næste indlæg. De sociale privilegier havde jeg gerne været foruden, og undgik helst at benytte mig af dem, hvis jeg da opdagede det før det var for sent.

Jeg oplevede også at være udsat, som europæer i Ghana. Ghanesernes antagelser om, at de hvide har mange penge var, som jeg allerede har været inde på, allestedsnærværende, og derudover er det svært at begå sig i en kultur, hvor man har så lille et kendskab til de sociale koder. Det betød, at jeg havde svært ved at få venner – jeg stolede simpelthen ikke nok på, at der ikke stak noget under. Derudover kan det selvfølgelig være farligt at have mange penge, i et land, hvor fattigdom presser mange ud i kriminalitet. Det oplevede jeg også på egen krop, og det kan du høre mere om i bloggens sidste indlæg.

31. oktober 2011

Begravelse i Ghana

Hej Allesammen

Fra 28.-30. oktober var vi til Thomas Mensahs begravelse. Det er Patricks far. Begravelser er noget helt andet i Ghana end i Danmark, så det var rigtig spændende at få lov at deltage i.

Begravelsen varer en hel weekend. Vi ankom ved ottetiden om aftenen fredag. Patrick havde lejet nogle lokaler i noget, der hedder Hester Hall. Udenfor spillede noget musik over nogle store og ikke så vellydende højtalere. Vi gik ind gennem en port og ud i en gård, hvor folk sad for at vise deres sympati. Plastikhavestolene står på rækker med en en gang i midten, så man sidder som tilskuere overfor hinanden under et telt. Vi blev sat på et par stole, og Patrick forsvandt. Der sad vi så et stykke tid og kunne betragte folk. Fredag er man klædt i sort, og vi havde også selv fået syet afrikansk tøj til lejligheden. Senere kom Patrick og bad os gå med ind i et lokale, hvor kisten stod åben, så folk kunne sige farvel til Thomas’ jordiske rester. Han døde i august, så han var grundigt balsameret, og der lugtede sødeligt i rummet. Han så også noget udstoppet ud…

Derefter sad vi lidt mere og så på folkene (der så ud til at kede sig). Så gik vi ud til gaden og stod og snakkede lidt med Patricks venner. På et tidspunkt tog Patrick fat i os og forklarede, at nu var folk begyndt at bede om drikkevarer, så vi gik, en lille forsamling, hen til en bar i nærheden, hvor Patrick købte hvad end folk havde lyst til.

Lørdag er man ligeledes klædt i sort. Vi ankom ved titiden om morgenen. Nu var der stillet stole og telte op på pladsen ud til vejen. Her blev vi placeret. Der spillede igen musik over højtalerne. Efter lidt tid begyndte nogen at tale over højtalerne nede fra gården. Vi var ikke sikre på om ceremonien kun var for den nærmeste familie, så vi blev bare siddende. Mange af dem, som talte sang også nogle sange. Jeg fik den fornemmelse, at volumen sættes noget højere end tonalitet, og de skrattende højtalere gjorde det ikke kønnere. Efter lidt tid begyndte lyden også at sætte ud. Det problem forsøgte man at løse ved at skrue op for fuld smadder, så man fik talen/prædikenen i små, men højlydte bidder; ”…….HALLELu……….NYAME JESu………..HALLEEEELUj……” Det hele virkede temmelig fjollet.

Så blev kisten båret ud. Vi blev inviteret med ud og se selve begravelsen, hvilket vi takkede ja til. Så vi blev sat i en lille pick-up med air-condition, hvilket var tiltrængt i skjorte (dog kortærmet), sko og lange bukser alt sammen i sort. Kisten blev placeret i en rustvogn, som kørte lige bagefter vores bil. Vi kørte ca. 10 km udenfor byen til kirkegården. Rustvognen havde en megafon på toppen. Den kørte med sirener, da vi kørte inde i byen, men da vi stod ud, havde den skiftet til hanegal…

Kirkegården var ganske nydelig. Efter at vi var gået lidt for langt, og der var blevet råbt et par beskyldninger på fante, fandt vi pladsen. En præst sagde nogle ord og der blev sunget en sang. Da kisten blev dækket til begyndte en dame at råbe og jamre højlydt. Vi er ikke helt sikre på hvem hun var. De andre var ganske rolige.

Tilbage ved Hester Hall gik vi op på øverste etage, hvor et stort fjernsyn viste fodbold. Vi fik hver en bakke ganske god mad.

Søndag er man klædt i hvidt. Dvs. kvinderne er i hvidt, mens mændende har en hvid skjorte, men sorte sko og bukser. Søndag er også den dag, hvor man viser sin respekt ved at donere et lille beløb til afdødes familie. Man træder ud foran familiens overhoveder på skift og giver sin gave. Da vores tur kom, blev vi trukket ud af en af Patricks venner, som fortalte en masse ting om os på fante inden han afleverede vores 5 cedi (små 20 kroner), så blev der klappet og jublet af os og vi gik ud til vejen igen. Resten af vores tid ved begravelsen brugte vi oppe på øverste sal, hvor vi drak lidt øl og vand og snakkede med forskellige folk.

Efterrefleksioner:

Dette har været en meget kaotisk oplevelse. En begravelse er, i sagens natur, en vemodig og andægtig begivenhed – men jeg kan huske hvordan jeg oplevede dele af denne, som decideret komisk, som det også fremgår i mine beskrivelser.

Jeg kan huske, at jeg havde svært ved at være i, at vi aldrig vidste, hvor længe det nuværende indslag skulle stå på, og hvornår det næste skulle ske. Ditte, som også var med, trivedes, så vidt jeg ved, i det ukendte nu. Jeg blev rastløs, og husker at jeg følte, at Patrick overlod os til os selv. I bakspejlet kan jeg se, at han har været meget opmærksom på os ift., at han samtidig skulle dirigere et kæmpestort tre dages arrangement.

Som sagt var oplevelsen kaotisk. Det meste foregik på fante, så vi havde ikke mange chancer for at afkode det script, vi var en del af. Det er nok en af grundene til min oplevelse af, at det var uforudsigeligt og til tider absurd. Vi har været meget privilegerede, at blive inviteret med. Vores hvide privilegier var også til at mærke. Det blev helt eksplicit i eksemplet, hvor vi blev annonceret og hyldet for at donere et meget beskedent beløb til afdødes familie. Der var ikke et tidspunkt, hvor vi glemte, at vi var anderledes. Det har været krævende at være i, men en erfaring, jeg er enormt glad for at have med mig i dag.

13. november 2011

Rejse til Nordghana

Hej folkens.

I sidste uge var vi ude at rejse. Vi tog til nordghana for at se Mole National Park. Først tog vi en minibus til Accra. Vi kom desværre først afsted lidt op af eftermiddagen og da vi nåede til Accra, var vores bus gået. Der går kun en om dagen, så vi tog ind på et hotel og overnattede. Tiden gik ret langsomt, for vi kunne ikke rigtigt finde på noget at lave i Accra, og bussen gik først klokken 18. Men vi fik slået timerne ihjel og kom med bussen, som gik uden nogen større forsinkelse. Det var en meget behagelig bus med aircondition. Det var også nødvendigt, da turen til Tamale tog 13 timer. Så denne nat tilbragte vi i en bus på de bumpede landeveje mellem syd- og nordghana.

Næste morgen da vi ankom ringede vi til en gut, der hedder Nanayaw. Patrick havde arrangeret, at han skulle køre os i sin privatbil ud til Mole. Men bilen var desværre brudt sammen, så han fandt en anden gut, der kunne vise os vej til Metro Mass Station, hvor vi kunne finde en bus. Vi fik købt nogle billetter, men bussen gik først 13:30 og klokken var et sted mellem 8 og 9, så vi satte os op på en restaurant og ventede. Vi gik tilbage til stationen et par timer før afgang, så vi ville være helt sikre på at nå bussen. En lokal knægt på en 13-14 år hægtede sig på os, og insisterede på at eskortere os til stationen, hvor han også ventede sammen med os. Bussen var naturligvis ikke kommet endnu, og desværre var der ikke megen skygge på stationen. Der var nogle telte, men det var længe siden de havde haft tag. Bussen kom lidt i to, og på det tidspunkt var vi glade for, i det mindste at finde ud af, at den ville gå. Der gik endnu en lille halv times tid inden man begyndte at fylde bussen op, og til sidst kørte vi, med godt en times forsinkelse. Jeg tror, at vi skal være glade for, at det ikke blev mere.

Metro Mass busserne er af en ganske anden standard med 5 sæder på hver række mod O.A.’s 3, og ingen aircondition. Ikke desto mindre var det en ganske fornøjelig tur. Nu, hvor det var lyst, kunne man se hvordan der rent faktisk køres i Ghana. Vejene er fulde af store huller, så chaufførerne kører slalom imellem dem.

Efter et par timer, drejede vi af og kom ud på en grusvej, hvor det først blev rigtig sjovt. Bussen stoppede af og til for at læsse et par folk af og på, og chauffør og konduktør havde også nogle pakker med til folk i de små landsbyer. Samtidig købte de nogle varer ind undervejs. Når bussen kørte, hoppede og dansede den. Det var meget rart, for sæderne havde sikkert givet ondt i ryggen, hvis ikke man var blevet holdt i gang. Stille sad man ikke.

Det var mørkt da vi nåede frem efter ca 4½ time. Mole Motel, som er det eneste sted, man kan overnatte i parken ligger på toppen af en bakke ca. 100-150 meter over resten af terrænet. Der var masser af vortesvin, som gik frit rundt på motellets grund, og vi så også et par bavianer gå rundt foran buskadset, som omkransede bygningerne med vores værelse.

Vi stod op ved 6-tiden næste morgen, for at kunne komme på morgensafarien til fods.

Da vi kom ud, opdagede jeg, at buskadset ikke var så tæt, som jeg havde antaget i mørket. Bagved det var der skov og savanne så langt øjet rakte. Jeg er glad for, at jeg ikke bruger ordet storslået så ofte. Der skal lidt sjældnere ord til at beskrive udsigten. For udsigten var aldeles storslået. Jeg har ofte set ud over havet og syntes, at det var fascinerende, at man ikke kunne se andet en vand i horisonten. Men dette hav var grønne træer og rød savanne. Der var antiloper og vortesvin at se flere steder i landskabet, og vi så sågar en krokodille svømme rundt i et af vandhullerne. Vi har selvfølgelig taget nogle billeder, men en udsigt som denne her skal bare opleves.

Safarien skuffede ingenlunde. Vi så antiloper, jordegern, vervet monkeys, bavianer og elefanter. En af elefanterne var ved at gå til angreb, men vores guide stampede i jorden og viftede med armene, hvilket skræmte den væk igen. Han havde et gevær med og forklarede, at elefanterne ikke kunne lide høje lyde, så hvis de gik til angreb kunne man stampe og klappe for at skræmme dem væk. Hvis det ikke virkede, ville han affyre et advarselsskud og sidste udvej ville være at skyde elefanten.

Om eftermiddagen tog vi på en jeep-safari. Det var ganske sjovt at sidde på taget af bilen og se på landskabet, men vi så ikke mange dyr. De trækker længere ind i skoven op ad dagen, når det bliver varmt. Det blev kun til et par antiloper, vortesvin, en sort kobra og en blue bird.

Næste morgen stod vi op halv fire for at nå bussen til Tamale som gik klokken fire. Det var ikke den mest tålmodige chauffør, for vi var der fem i, men måtte alligevel løbe for at stoppe bussen, så vi kunne komme med. Turen tilbage var også ganske fornøjelig. Vi holdt stille i en times tid i en lille by, hvor der skulle læsses folk og varer på bussen. På grusvejen er der meget landligt og man får set en masse af de karakteristiske lerhytter.

Fra Tamale skulle vi til Kumasi, som er Ghanas næststørste by. Vi forhørte os om afgangstiden, på Metro Mass stationen. Det var vist meningen, at bussen skulle være klar nu og afgå indenfor en halv time. Dog var den til reparation lige nu. Vi besluttede os for at gå ud og finde noget morgenmad, og satse på at vi nok skulle kunne få en bus senere. På vejen kom vi forbi O.A. stationen, hvor vi opdagede, at de havde en bus til Kumasi. Den havde først afgang klokken 17, men vi besluttede os for at tage den alligevel.

Tiden sneglede sig afsted og et par timer før afgang gik vi tilbage til stationen, hvor man gudskelov kunne vente i skyggen.

Vi fandt ikke Tamale nær så chamerende som Cape Coast. Der er virkelig mange knallerter og motorcykler  i den støvede by og Nordghana er endnu varmere end Cape Coast. Så med vores bagage blev det ikke til megen spadseren.

På stationen var der heller ikke megen underholdning, bortset fra en ged, som stod tøjret til en låge og blev ved at vikle sig ind i snoren og bræge utilfreds.

Bussen begyndte at læsse folk og bagage på lidt i fem, og vi kom ind at sidde. Det var ikke den samme komfortable O.A. bus, som vi havde prøvet tidligere. 4 sæder pr. række, dårlig benplads og airconditionen var gået i stykker. Der var tilgengæld et termometer, på hvilket vi kunne se, at der var 34 grader udenfor bussen og 40 indenfor. Det tog noget tid at komme afsted. For den før omtalte ged skulle ind i bagagerummet og det gad geden absolut ikke. De bandt den ikke, men brugte bare en del vold og magt på at få den losset godt ind, så de kunne smække lågen efter det arme dyr. Vi var enige om, at det var et smart træk, at vi havde vores bagage med inde i bussen.

Busturen til Kumasi blev den værste på rejsen. Der var kun plads til at sidde i én stilling og vi sad ikke i nærheden af nogen vinduer, som kunne åbnes. Der blev ulideligt varmt. Desuden havde et lille sår på min fod fundet nogle bakterier, som var godt i gang med at sprede en hudinfektion. Da vi nåede frem efter 5-6 timer, kunne min fod dårligt være i sandalen.

Vi sov på et hotel og næste dag tog vi en endagstur til Koforidua, hvor vi kunne se Boti Falls. Turen mellem Kumasi og Koforidua er ca. 4 timer lang og virkelig smuk. Vi kørte med tro-tro. Tro-tros er gamle varervogne med sæder, så der er plads til ca. 12 passagerer. Vi fik lov at sidde foran, hvor der er bedst udsyn. Vejene går op og ned af bakker, igennem byer og frodige grønne skove. Et langt stykke af vejen så vi også bjerge i horisonten.

Da vi nåede til vandfaldet var det så sent, så vi ikke kunne nå gåturen rundt i junglen omkring det. Så vi tilbragte egentlig bare 10 minutter ved vandfaldet og tog så tilbage til Kumasi. Det kunne vi godt have planlagt bedre, men som sagt var turen derud sig selv værd, og der var masser af vand i vandfaldet, så det skuffede ikke.

På stationen i Koforidua, var der lang kø til Kumasi tro-tro’en. Vi ventede et kvarters tid, hvorefter en mand kom og førte køen over til billetlugen. Det virkede som om han henvendte sig til os personligt, men vi tog ikke notits af det og stillede os bare i køen efter de andre. Efter lidt tid kom han tilbage og havde købt vores billetter. Folk blev meget vrede over, at han havde sendt os foran i køen, men vi fik ikke rigtigt trukket os ud af situationen. Det var ikke så behageligt, men vi kom da med vores tro-tro.

Vi overnattede på samme hotel i Kumasi igen og tog tilbage til Cape Coast søndag formiddag. Vi var begge godt ømme i kroppen efter en uge med mange bumpede busture og vi havde hovedpine. Mandag morgen viste hovedpinen sig at have været preludiet til en omgang malaria til os begge. Ikke super fedt, men medicinen kurerede det hurtigt og vi fik da lidt ekstra ferie.

Efterrefleksioner:

Stakkels ged! Det er min første efterrefleksion. På denne tur var vi turister og oplevede mange forskellige steder. En masse natur, som var enormt storslået. Jeg vil ikke gå mere ind i det, for natur skal opleves. Vi fik også lov at opleve en hel masse kultur. Når man befinder sig i Ghana stifter man bekendskab med begrebet “african time”. For en dansker, synes Ghaneserne at have et meget afslappet forhold til tid og aftaler. Det oplevede vi jævnligt i alle mulige sammenhænge. I dette indlæg har jeg skrevet rigtig meget om at vente. Det skyldes, at man aldrig rigtig ved hvornår bussen går. Der var som regel noget der lignede en busplan et eller andet sted, men vi turde ikke andet end at komme i god tid, og busplanen holdt sjældent. Bussen gik når den gik, hvis den da gik. Når man rejser på den måde får man set en masse forskellige aspekter af kulturen. Her er den stakkels ged et eksempel. Det var ikke dyrevelfærd der fyldte her. Fra en bus er man bedre skærmet og får lov at være tilskuer til noget af hverdagen, fremfor at blive deltagere. Det trængte jeg til, hvilket er fint illustreret med eksemplet, hvor vi bliver vist foran i en kø – og føler os meget hvide.

15. november 2011

Crash!

Selvom mit ophold i Ghana er fantastisk spændende, møder jeg også frustrationer. Man begynder virkelig at forstå, hvorfor det kan være svært at være indvandrer. Man kan altså bare ikke skifte sin hudfarve ud. Dette er selvfølgelig på en helt anden måde end den debat, vi har i Danmark. Men man bliver virkelig træt af at blive opfattet som stinkende rig af alle der møder en.

Man møder masser af flinke mennesker. Men ofte møder man smil som er – triumferende – som hvis personen tænkte ”Yes! Jeg har en.”

I går kørte jeg hjem fra børnehjemmet gennem Abura (en forstad til Cape Coast) på min cykel. Inde i Abura bliver trafikken temmelig tæt, og det er sikrest, som cyklist, at lægge sig midt i vejbanen, da der som regel ikke er nær så meget trafik. Dog skal man stadig passe meget på, hvilket jeg fik en ekstra lektie i i går. Jeg havde sat god fart på og pludselig gik en ung pige ud foran mig. Hun kiggede i min retning, men kun efter biler, da der ikke er specielt mange cykler. Jeg huggede bremserne i og pryglede min ringeklokke grundigt. Men det var alt for sent og jeg ramlede ind i hende, så hun væltede omkuld.

Hun rejste sig af sig selv næsten med det samme. Jeg spurgte hende om hun var ok, men hun talte ikke engelsk og gik bare tilbage af vejen, hun var kommet fra. Hun havde haft en pose med nogle madvarer med, som jeg begyndte at samle op mellem bilerne. I Ghana passer man meget på hinanden, så en mand kom snart løbende fra den anden side af vejen og råbte, at pigen var såret, og at jeg skulle bringe hende på hospitalet. Jeg ville selvfølgelig gerne hjælpe, så jeg trak min cykel ind til siden efter pigen. Der var nu begyndt at samle sig en lille flok omkring os, og folk var meget ivrige for at få sendt os afsted til det hospital.

Jeg besluttede at ringe til Patrick, for at lette kommunikationen. Desuden forestillede jeg mig, at folk nemt kunne se en mulighed for at hive en stor erstatning ud af den hvide mand.

Jeg satte hurtigt Patrick ind i situationen, og han lovede at skynde sig.

Der havde nu samlet sig en flok på en tyve stykker omkring os. Nogle af dem var ganske flinke og smalltalkede lidt, men situationen var bare stadig ikke rar. Jeg kunne se, at pigen havde grædt, men jeg kunne ikke vurdere om det var forskrækkelsen eller fordi hun var kommet slemt til skade.

Jeg tror Patrick var i nærheden, for han ankom hurtigere end det kunne lade sig gøre fra Cape Coast. Alligevel føltes det som længe, og manden fra før blev ved med at sige, at jeg skulle tage pigen på hospitalet nu.

Da Patrick ankom startede der hurtigt en højlydt diskussion. Ditte var også med. Hende havde Patrick mødt på vejen. Hun havde været i gang med at skifte taxa, da han kom forbi. Vi forstod selvfølgelig ikke meget af samtalen, men jeg fangede noget med “højre side af vejen”, så noget af det handlede nok om, hvem der havde skylden…

Efter lidt tid vinkede Patrick os ud til vejen, hvor vi fik pigen ind i en taxa. Han sagde, at vi bare skulle tage hjem og slappe af, så skulle han nok tage den herfra. Han fik hvad jeg havde af kontanter på mig og vi tog hjem til Cape Coast.

Nogle timer senere kom Patrick op til os og fortalte, hvordan det var gået. Pigens skulder var gået af led, og hun havde været hos en læge, hvor den blev sat på plads. Han skulle bruge nogle ekstra penge til medicin og til noget mad og drikke til hende, mens hun kom sig i løbet af den næste uges tid.

Om selve uheldet, sagde Patrick, at det var pigens egen skyld, fordi hun ikke havde set sig for, men fordi jeg stoppede op, havde jeg automatisk indrømmet, at fejlen var min. Han ville selv være kørt videre, havde han været i mit sted. Han ville heller aldrig have haft råd til at betale alle de regninger. Indtil videre har det kostet omkring 100 cedi (små 400 kroner), og der er en god chance for, at det bliver mere.

Selv, ville jeg selvfølgelig gerne hjælpe. Desuden tror jeg, det havde været et helvede at køre gennem Abura fremover, hvis jeg bare var stukket af.

Patrick fortalte også, at manden mente, at jeg bare skulle hoste op. Jeg var jo hvid, så jeg kunne sagtens betale en masse ekstra.

Jeg ville ønske, at jeg kunne forklare folk, hvordan min økonomi hænger sammen. At det er nemt nok at låne penge fra Danmark, men at det ikke er det samme som at tjene dem. At, da jeg sad på tønden i morges, havde jeg trykket alt hvad jeg kunne, men der kom bare ikke noget guld. Kun ganske almindeligt lort!

Jeg har betalt mere end jeg har råd til, for en forbrydelse jeg ikke føler mig skyldig i. Og alligevel anser man det for nærigt. Øv!

Ja ja. Det er stadig spændende at være hernede, men der var alligevel lige plads til lidt galle i min blog.

Hyg jer 🙂

Gaute

Efterrefleksioner:

Dette her er en af de meget… dannende oplevelser fra min udlandspraktik. Indlægget sluttede også med en temmelig frustreret, for ikke at nævne latrinær, analogi. Her blev jeg kastet, i bogstavelig såvel som overført betydning, ud af min komfortzone. Langt ud af min komfortzone. Det stillede mig i et forhold til moralsk ansvar. Måske var dette ikke min skyld, men det var mig der var der. Jeg havde også adgang til økonomiske ressourcer, som de lokale ikke havde. Det var svært at forstå, hvad der foregik under selve situationen, fordi samtalerne foregik på fante, og samtalen var temmelig ophedet, så Patrick kunne kun give mig nogle få sporadiske opsummeringer. 

Jeg har spekuleret over om det var et svindelnummer. Patrick fortalte, at det kunne godt være noget pigen var presset til. Vi kan ikke vide det. Jeg er glad for, at jeg hjalp. Så store var beløbene heller ikke, selvom de fyldte i min SU økonomi.

Dannende var det. det er sundt at blive stillet i en ubehagelig situation engang imellem, hvor man skal træffe et valg.

En læring man også bør drage ud af hændelsen er, at man skal være forsigtig, når man befinder sig i et land som Ghana. Som ung mand var jeg glad for at køre hurtigt på cykel, og jeg nød virkelig den 12 km lange tur mellem børnehjemmet og Cape Coast, med Tool på fuld smadder i ørene fra min MP3-afspiller. Jeg kørte turen, hjem i myldretiden, på midterstriben mellem bilerne. Det er knapt så farligt, som det lyder, fordi køen gjorde, at bilerne kørte i langsomt gåtempo, men beskrivelsen i dette indlæg siger under alle omstændigheder, at det sagtens kan gå galt, for fodgængerne forventer ikke, at der kommer en obroni væltende på cykel.
Flere af de lokale så mig cykle på den måde dagligt, og prøvede at råbe mig an, ligesom de videregav formaninger til mig gennem Patrick, som de vidste jeg sås med. Formaningerne gik især på hovedtelefonerne, som jeg burde tage ud. Jeg kunne bestemt have kørt mere forsigtigt, men det gjorde jeg ikke – måske lidt, efter episoden, men ikke så forsigtigt, som jeg burde.

4. december 2011

Dyrenes liv og død i Cape Coast

På en restaurant ved Abura, lige uden for Cape Coast, sidder folk i små grupper spredt ved forskellige borde. Der er ikke mange folk på restauranten på denne eftermiddag. Ved et af bordene sidder en Ghanesisk familie med far, mor, to børn, en onkel og en fætter. Ved bordet ved siden af sidder to sorte mænd og en hvid mand og fodrer et par af de mange katte, der holder til på restauranten. Kattene mæsker sig med ko-, ged- og fiskeben.

Men pludselig griber en af de to sorte mænd fat i en af kattene og holder den fast. Den anden sorte mand griber en stor kniv og hjælper med at fastholde dyret. De tre mænd bærer nu det jamrende kræ ud til vejen, hvor de går et godt stykke væk fra den værste menneskemængde. Der fumles lidt med kat og kniv og det diskuteres hvordan det er meningen, at dyret skal holdes fast. Katten bider fra sig og får vredet sig fri i sidste øjeblik. Den forsvinder lynhurtigt ud i en busk og er pist væk.

Den hvide mand er mig og den ene sorte mand er Patrick.

Vi har fået at vide, at kat smager rigtig godt, og derfor havde vi besluttet os for, at det skulle prøves. Jeg er af den holdning, at hvis jeg skal spise en kat, skal jeg også kunne være med til at slagte den. Så denne dag var jeg taget med Patrick ud for at finde en. Det er absolut ikke nemt at skaffe kat, for folk er rigtig glade for kattekød, så de vil sjældent af med dem. Patrick beskriver det som ”Senior most meat”. Da vi nåede til restauranten havde vi allerede været fire forskellige steder, hvor vi havde forhandlet med katteejere.

Når man endelig har fået lov til at købe katten, skal den fanges og så bliver det først rigtig svært. Man slagter ikke en tam kat, hvilket jeg heller ikke ville være med til, hvis det endelig skulle være.

Hændelsen på restauranten var det nærmeste vi kom på at skaffe en kat den dag, og da jeg ikke har meget tid, har Patrick selv stået for at lede siden.

Det lykkedes også til sidst, og Patrick og hans bror Kweku stod for tilberedningen. Først brændte de hårene væk over et bål og dernæst stegte de den. Den hang ude et par dage til vi skulle spise den, og den blev stegt lidt hver dag så den ikke gik i forrådnelse.

Så i fredags stod aftensmaden altså på banku (majsdej) med kattesuppe. – Kat smager virkelig godt!

Jeg har for øvrigt også smagt rotte. Den var dog mere primitivt tilberedt; i en gryde over et bål under et halvtag mellem de afrikanske farme ude ved børnehjemmet. Jeg mødte nogle drenge, som havde fanget den og et egern, og jeg spurgte om jeg måtte smage. Det var udmærket. Smagte lidt hen ad gris.

Kweku vil meget gerne have os til at smage hund, men hans mor, som hverken spiser hund eller kat, synes det ville være bedre med en kanin. Jeg ser store muligheder for at få nye kulinariske oplevelser i Ghana.

Kweku er i øvrigt meget interesseret i husdyr, og har for nyligt været i Accra for at købe en ny gedebuk. De geder, man ellers har i Cape Coast er af den type, man kender fra zoologisk have i Danmark. Den nye buk skulle eftersigende kunne sætte hun-gederne i stand til at give tre kid af gangen, imod de normale to. Den er dobbelt så stor som de andre og bræger mega åndssvagt. Den høje fertilitet giver god mening; bukkens nosser er på størrelse med hovederne på de stakkels hundyr, som det er meningen den skal bespringe.

Det var lidt om dyrenes liv og død i Ghana.

Pigen som jeg kørte ind i har fået taget et røntgenbillede, som viser, at hun har et lille brud i skulderen. Det er meget rart at vide, at det altså ikke er et scam. Jeg er efterhånden oppe på, at have brugt en syv- ottehundrede kroner, men gider ikke spekulere så meget over det.

I aften har jeg set The Julekalender mens jeg drak en friskplukket kokosnød af et sugerør. – Det er sært at have december i Ghanas 30-40 graders varme.

Hav det godt i nord.

Kram fra Gaute

Efterrefleksioner:

Her er jeg ⅔ igennem min tid i Ghana, og her er et eksempel på, at jeg går helt ind i en del af kulturen, som er meget anderledes end min egen. Jeg forsøger i hvert fald. Dette indlæg er en tonemæssig modpol til forrige indlæg. Her er jeg på eventyr og beskriver positive oplevelser, som står i kontrast til mine frustrationer i sidste indlæg. At deltage i kulturen fritog mig dog ikke fra fortsatte kulturchok, og jeg oplevede fortsat mange frustrationer i Ghana.

Her fortæller jeg, at vi har fået et røntgenbillede af et lille brud i skulderen på pigen fra forrige indlæg. Det er en anden måde hvorpå, jeg er trukket ind i livet i Ghana.

Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke har spist kat siden, og heller ikke kommer til det. I skal ikke frygte for jeres kæledyr.

5. januar 2012

Jul og Nytår i Ghana

Min mor og min bror har været på besøg fra den 16. til den 30. december. Det har været rigtig rart at kunne vise noget af alt det frem, som jeg ellers kun får lov at fortælle om.

Jeg mødtes med dem I lufthavnen i Accra 1 time eller to før deres planlagte ankomst (hvad sker der for nutidens luftfart?). Vi ventede et stykke tid og blev så mødt af Patrick og en taxachauffør, som kørte os til Cape Coast. Allerede da vi var ved at læsse kufferter ind i bilen var nogle parkeringsvagter over os, og ville have os til at betale 50 cedis for at være stoppet det forkerte sted. Taxachaufføren kendte imidlertid sine rettigheder og efter lidt diskussion fik vi lov at køre. Også på vej ud af Accra blev vi stoppet og måtte stige ud af bilen, så nogle politibetjente kunne søge den igennem. Vi stoppede undervejs for at få noget mad og var ellers i Cape Coast ved 1 tiden om natten efter i alt 5 timer på vejen.

Næste dag tog jeg dem med på Hans Cottage. Det lykkedes mig at holde skjult for dem, at det er en restaurant bygget på en krokodillesø. Så da vi var på vej derud på en af broerne ud til selve restauranten, kunne jeg pege ud i vandet og vise dem en krokodille, som svømmede rundt i vandoverfladen. Det reagerede de ganske vestjysk på, men vi var alle enige om, at det hele blev en rigtig god oplevelse i de smukke omgivelser. Vi kunne desværre ikke komme ud og røre ved krokodillerne, da den store farlige krokodille lå oppe på den plads, hvor denne aktivitet ellers foregår. Jeg har tidligere været ude på Hans Cottage, hvor en tjener beskrev den samme krokodille som værende ”very stubborn”.

Om tirsdagen d. 20. tog vi til Kakum National Park, som er et regnskovsreservat. Her gik vi en tur på den 360m lange Canopy Walkway, som består af 7 hængebroer spændt ud mellem 6 platforme i træerne 40 meter over jorden. Det var en meget smuk måde at se regnskoven på. Vi tog også på en guidet tur rundt i regnskoven, hvor vi så nogle små vandfald og fik fortalt om planterne og deres egenskaber.

Om torsdagen tog Ketil og jeg tilbage til Kakum for at tage en overnatning på en træplatform inde i regnskoven. Dette indebar også en nattevandring, hvor man skulle kunne se nogle dyr. Det blev til 3 rotter og en meget stor snegl, så vi var ikke de heldigste lige på den tur. Der var også en del meget aggressive myrer som af og til angreb fødderne. Ditte har siden været i Kakum, hvor hun tog turen på hængebroen. På denne tur nåede hun både at se en abe og et egern. Det var ikke desto mindre ganske spændende at opleve stemningen inde i skoven om natten. Der er vanvittigt mange lyde inde i en regnskov om natten, og vi fik også lov til at høre brølene fra de omtalte aber.

Vi havde aftalt at holde jul sammen med Patricks familie, og Patrick skulle skaffe en gris til middagen. Da vi sagde, at vi nok ikke kunne spise en hel en, sagde han ”no no don’t worry, we’ll find a very small cute one”. Men Patrick skulle også udenbys den dag og klokken nærmede sig hastigt spisetid. Efterhånden som vi fik talt med familien, gik det op for os, at man i Ghana først holder jul den 25., og at vi stod juleaften uden anden julemad end soyarisalamande. Heldigvis forbarmede Patricks mor og tante sig over os, og lavede ris, kylling og stegt plantain til os. Det blev overraskende lækkert.

Den 25. skulle så være dagen for julemiddag. Patrick havde skaffet grisen, og lillebroren Kweku slagtede en af sine geder. Geden spiste vi til frokost med fufu.

Patrick foreslog, at vi holdt en roof top party om aftenen. I Ghana fungerer en fest således, at man bare lader rygtet gå i nabolaget, og så dukker der ellers folk op. Så det blev en speciel oplevelse. Af Patricks familie var det kun broren Kwesi der dukkede op. De andre gad ikke fordi de ved, at der kommer revl og krat. Det gjorde der også. En masse unge mennesker som syntes, det var mærkeligt, at vi ikke havde et musikanlæg, og et par alkoholikere fra de lokale barer. Folk var godt stive efter et par timer. Der var især godt svind i Mandingoen, som efter sigende skulle give ”very strong penis”. Det tror jeg ikke det gør… Festen sluttede ved titiden.

Dagene indtil den 30. december, hvor Ketil og min mor skulle hjem, gik stille og roligt, for mit vedkommende. De var en tur i Nzulezo som er en stylteby på en flod. Ditte, Stine (en tredje Frøbelstuderende) og jeg overnattede på børnehjemmet fra d. 28 til 29. december, hvilket betød, at jeg vågnede op til min fødselsdag på børnehjemmet. I Ghana er det traditionen at fødselaren skal oversprøjtes med vand, og det blev jeg også i den grad. Hos Patricks familie, som vi stoppede hos på vej hjem, fik jeg en ny omgang vand sammen med en del talkumpulver. Om eftermiddagen tog jeg med Ketil og mor til Cape Coast Castle ved stranden. Jeg var også på bar om aftenen, hvor jeg atter blev gennemblødt.

Det har været super rart at have familie på besøg.

Nytårsaften holdt vi i vores eget hus. Vi havde fået en fisk af Patricks mor, som vi tilberedte i ovnen med nogle grøntsager og lidt held, så det blev en dejlig nytårsmiddag.

Så (lidt forsinket) glædelig jul og godt nytår.

I må ha’ det. Vi ses om nogle uger.

Gaute

Efterrefleksioner:

Det var rigtig rart at have familie på besøg, mens jeg var i Ghana. Jeg savnede nogle flere mennesker jeg ubesværet kunne tale med. Det gav også en mulighed for at få øje på, at jeg rent faktisk havde lært noget af at være så længe i landet. Nu havde jeg oplevelsen af at kunne agere den stedkendte guide.
I dette indlæg er den eksplicitte kultur ret fremtrædende. Det bliver den, når jeg skal fremvise landet for mine gæster.
Ghaneserne er stolte af deres natur, og med god grund. På den måde bliver naturen også en del af den eksplicitte kultur, som kan fremvises i nationalparken eller på en restaurant på en krokodillesø. Den eksplicitte kultur er hyggelig, når jeg fx får vand på min fødslesdag til stor fornøjelse for børn og voksne. Den er også en smule bøvlet, når vi, temmelig sent, opdager forskellen på vores juletraditioner – men altid til at have med at gøre, og i alle tilfælde er det en positiv oplevelse at lære om disse forskelle.
Jeg vil vende tilbage til spørgsmålet om hvorvidt man er privilegeret som europæer, for i beskrivelsen af rejsen fra Accra til Cape Coast bliver det åbenlyst, hvordan det er privilegeret at være statsborger i Danmark. Nu taler vi ikke kultur, men struktur. Det tager os 5 timer at køre den 140 kilometer lange tur fra hovedstaden til Cape Coast. Det er omtrændt ligeså langt som fra Korsør til Helsingør, hvilket vil tage omkring 1½ time. Ghana er, på trods af at være et af de afrikanske lande med stærkest økonomi, relativt fattigt og det medfører en del korruption. Det volder os ikke store problemer, men er medvirkende til, at det tager så lang tid at rejse.
I disse år er tilliden til de danske myndigheder omdiskuteret, og de diskussioner skal vi også have, men uanset, hvor vi måtte befinde os på korruptionsskalaen, ligger vi langt under et land som Ghana.

8. januar 2012

My very first fight

I fredags var jeg med Ditte, Stine og Sofie i byen. Det gik nogenlunde som det plejede, med lidt dans, noget snak og noget druk.

Ved halv totiden gad jeg ikke rigtig mere og gik den ca. 500 meter lange tur hjem til vores hus, for at lave en toast og gå i seng. Ditte bad mig tage hendes pung med hjem, da hun ikke havde nogen steder at have den.

På bakken lige ude foran vores port blev jeg overhalet af en mand sidst i tyverne. Han vendte sig om og spurgte vredt hvad fanden mit problem var. Jeg var ikke helt sikker på, hvad mit problem var, så jeg fik spurgt hvad han mente med det. Så tog han hårdt fat i mit bælte, og jeg forsøgte at skubbe ham væk fra mig og sagde ”hey, fuck you!”. Men en anden bandit kom bagfra og greb mig om livet. Jeg langede ud til højre og venstre, mens vi snublede ned af bakken. Til sidst fik de væltet mig omkuld og var over mig. Jeg så aldrig rigtigt bøllen som angreb bagfra. Hændelsen er meget forvirret, når jeg forsøger at huske den. Det er også mit første slagsmål… Jeg kan huske den mand, som først greb fat i mig, og jeg kan huske at de begge havde sten i hænderne, som de havde samlet op fra jorden omkring os. Det med stenene fik mig ret meget op at køre, så jeg sparkede den mand, jeg kunne se, så hårdt jeg kunne i maven, mens jeg fægtede vildt omkring mig i et forsøg på at blokere slagene. Det var ikke særlig organiseret, men jeg blev nu ikke ramt. Jeg råbte også meget højt og vredt af dem, men i den noget pressede situation, var jeg ikke så rap i replikken og det blev ikke til andet end ”FUCK YOU! FUCK YOU! AARRGGH! FUCK YOU!”

Jeg fik revet den enes trøje i stykker på et eller andet tidspunkt, og kan tydeligt huske lyden og følelsen, men jeg har ingen idé om, hvornår i forløbet det skete.

Til sidst fik den ene fat i Dittes pung, og de stak af ned omkring et hushjørne. Jeg kom på benene og løb efter dem. Det var muligvis dumt, men uanset hvad, var de over alle bjerge, så jeg kunne ikke fange dem alligevel. Jeg råbte ud i natten, ”FUCK YOU! I’ll fucking track you down!” Jeg kan konstatere, at fuck fylder meget i mit ordforråd, når jeg er under pres.

Patrick har næse for det med at opspore ting og folk, så min trussel er faktisk ikke helt tom.

Jeg løb ned til Patricks hus og fik vækket Kweku. Der gik ikke længe før både Patrick og Kwesi også var oppe. Kwesi og Patrick satte ned i byen, for at se om de kunne finde spor efter røverne.

Dittes pung indeholdt et lille spejl, ti cedis og hendes mobiltelefon, så jeg ringede til Stine, og satte dem ind i situationen.

Så gik jeg op til vores eget hus, for at rense mine skrammer, mens jeg bandede og svovlede. Jeg er sluppet ret billigt med kun et par hudafskrabninger fra faldet.

De tre piger kom kort efter, at jeg var nået ned til Patricks igen. Vi snakkede lidt om hændelsen. Jeg var mest vred, hvilket Stine sagde var godt, da det er bedre end at gå og blive paranoid og angst.

Jeg var sur over, hvordan det var gået. Det ærgrede mig, at jeg ikke nåede at reagere hurtigere. Hvorfor hoppede jeg ikke på ham med det samme, så ham bagfra ikke nåede at gribe mig? Hvorfor satte jeg ikke lige en klo i fjæset på ham, så man kunne kende ham de næste par dage?

Det er sikkert godt, at det gik som det gik. Hvis slagsmålet havde gået bedre for mig, havde de måske trukket knive. Det er også godt, at de ikke nåede at slå mig ud, så de også kunne få fat i mine ting.

Så kom vi i tanke om, at det nok var godt at prøve at give Patrick og Kwesi en beskrivelse af banditterne. Jeg ringede til Patrick, men det var af en eller anden grund svært at forklare over telefonen, at mandens trøje var revnet. Derfor prøvede jeg med en sms, men det gik heller ikke. Måske forvirrede det, at jeg sluttede beskeden med ”Also he’s an asshole!” Men jeg bliver temmelig sarkastisk, når jeg er i dårligt humør. Jeg var vist også ret fuld…

Efter lidt tid vendte Kwesi og Patrick tilbage med uforrettet sag. Der kom også et par stykker forbi, som havde hørt optøjerne. En var en stor knægt, som syntes det var ærgerligt, at jeg ikke havde en gun. En anden var en mand sidst i fyrrerne, som havde set bøllerne. Der var i alt 4 slyngler, så to havde stået vagt/backup, mens de to andre havde angrebet mig. Manden sagde, at han nemt kunne identificere den ene af dem, og kom med en detaljeret beskrivelse af hans udseende og påklædning.

Patrick sagde, at det ærgrede ham, at det ikke var sket nede foran hans eget hus, for så kunne de have fanget dem. Han fortalte også, at i dette nabolag er det usandsynligt at en røver, som fanges af de lokale, overlever.

Vi aftalte at gå til politiet næste dag, og Ditte og jeg gik tilbage til huset, for at få en smøg og en kakao inden vi lagde os til at sove.

Næste dag tog jeg med Patrick og Kwesi på politistationen. Der var en del ventetid og der skal en del bestikkelse til, for at få politiet til at gøre noget ved sagen. Men ellers gik det meget nemt. Vi snakkede med en ganske venlig politibetjent, som lavede en rapport om hændelsen og skrev ned, hvad der var blevet stjålet.

Efter et par timer på stationen tog jeg videre med Patrick til hospitalet, for at få lavet en medicinsk rapport over hændelsen.

På vejen forklarede han mig, at det man normalt gør, når man fanger en forbryder i vores område, er at gennembanke ham og derefter give ham en indsprøjtning, som han dør af i løbet af nogle timer. Så jeg er trods alt ganske glad for, at vi har politiet med i sagen nu.

Rapporten fra hospitalet beskriver hvilke skrammer, jeg har fået, ligesom der igen står, hvad der er blevet stjålet. Det koster også nogle penge ekstra at få lavet rapporten, da den er til juridisk brug. Lægen sagde, at han under normale omstændigheder tager 100 cedis, men Patrick fik ham til at gå med på 50. Patrick havde desuden ret travlt, så han flashede sit pressekort et par steder for at få os igennem hurtigere. Jeg fik også en recept på nogle antibiotiske tabletter, så vi er sikre på, at sårene heler som de skal.

Resten af sagen forløber på den måde, at Patrick og Kwesi tager i byen om aftenen for at holde udkig efter skurkene. Jeg kan ikke selv tage med, da banditterne vil gemme sig, hvis de ser mig. Det passede mig ganske fint i går, hvor Ditte og jeg så Schindlers liste.

Der var ikke bid i nat, men begge brødre er meget sikre på, at vi nok skal finde den af dem, som vi ved hvem er. Kwesi så ham i byen tidligere i går, men havde ikke strøm på sin telefon. Slynglen har klippet sit hår af, så man kan håbe at han føler sig mere sikker end han bør.

Naboerne er meget venlige og spørger ind til, hvordan jeg har det. En dame har også forklaret mig, at skurkene i byen er klar over, at vi snart skal hjem, så vi skal passe ekstra på nu. De vil gerne nå at få noget ud af os nu, hvor der måske ikke er så stor risiko for de grelle konsekvenser, som en tyv ellers kan møde i Ghana. Jeg har også tidligere fået at vide, at det er almindeligt, at kriminelle overvåger de hvide mennesker i byen.

Ellers har jeg det fint. Jeg har som sagt været ret frustreret, men værre er det ikke. Jeg går og håber, at det lykkes at fange dem. Glæder mig fortsat til at komme hjem.

Hav det godt

Kram fra Nyimpa Kokor

Efterrefleksioner:

Titlen på indlægget fortæller, at dette var mit første slagsmål. Det er en sandhed med modifikationer. Jeg har jo gået i grundskole… Men det er mit første og eneste fysiske slagsmål i mit voksenliv.

Indlægget er ret vildt at læse nu, hvor jeg sidder afslappet hjemme foran tasterne 15 år senere. Der er mange følelser i teksten, og det var vrede og frustration, jeg fik afløb for ved at skrive dette indlæg. Det vilde er at læse, hvordan jeg remser en masse potentielle, meget voldsomme, konsekvenser for slamberterne op, og sideløbende skriver, at jeg håber, at vi fanger dem. Jeg skriver også, at “min trussel er faktisk ikke helt tom” – men det endte den altså med at være. Vi fandt aldrig tølperne – og gudskelov for det.

Jeg har efterfølgende ønsket, at jeg havde sluppet episoden tidligere og ikke lod mig selv ligge under for den handletrang, der drev mig (samt Patrick og Ditte ej at forglemme) rundt i Cape Coast for at fange banditter. De ressourcer jeg brugte på forløbet med den unge kvinde, jeg cyklede ind i, var fx bedre givet ud, hvis vi ser på de kosmiske balancer. – Men det er nok et rationelt lys, jeg forsøger at kaste over noget følelsesmæssigt, som egentlig ikke bliver særligt veloplyst på den måde. Selvom det kan synes, at jeg tabte mig selv i en jagt på forfængelig retfærdighed, havde jeg måske været værre stillet, havde jeg tøjlet min indignation og bundet min natur – og tabt mig selv således i stedet.

Dette indlæg blev det sidste jeg skrev, mens jeg var i Ghana. Det er meget passende, at slutte på en note med så meget drøn på. Det er dog langt fra min subjektivt værste oplevelse i Ghana. Jeg har stået i mange situationer, hvor jeg har følt mig langt mere magtesløs, og hvor det har været meget sværere at forstå, hvad der foregik. I denne situation stemte min egen oplevelse fuldstændig overens med mine omgivelsers reaktioner på episoden. Folk omkring mig syntes, at jeg var blevet udsat for et overgreb, de viste omsorg, og jeg følte mig mødt.

Står episoden tilbage som en positiv oplevelse? Denne tanke er jeg nødt til at formulere, som et spørgsmål, for det forekommer besynderligt, at en oplevelse, som jeg hverken ønsker skal ske for mig selv eller nogen andre, skulle være positiv. Og dog – imod den trygge tilværelse, man lever i, som en ung dansk mand, kan man måske mangle en kontrast til den ubesværede trummerum. Jeg har grædt af kærestesorger, ensomhed og diverse frustrationer over tilværelsen, når den ikke flaskede sig, som jeg havde håbet – men denne episode var aldrig noget jeg begræd.

Væsentligt er det, at jeg slap så billigt som jeg gjorde. I de tidligere indlæg fortalte jeg, at der boede nogle pædagogstuderende, som havde været i praktik før os. De fortalte os om en episode, hvor de havde været på busrejse i landet. Bussen var blevet standset af bevæbnede røvere. Alle passagerer var blevet gænnet udenfor med skydevåben, mens røverne plyndrede deres bagage. En anden af mine medstuderende havde været alene i Sydamerika samtidig med os. På ankomstdagen var han blevet kidnappet i en taxa – på trods af at han havde fulgt anvisningerne og valgt en taxa med det rigtige mærke. Med en kniv for struben og en pose over hovedet var han blevet tvunget til at hæve et stort beløb i kontanter, hvorefter han blev efterladt ved dén tilfældige hæveautomat.
Og så var der selvfølgelig alle dem der ikke var udsat for noget voldsomt.
Man skal benytte sig af muligheden, hvis man har den, til at komme ud og rejse i forbindelse med sin uddannelse, og (hvis du spørger mig) gerne til det vi kalder den tredje verden. Det er risikoen værd, for man får set en del af verden, som sætter ens tilværelse i perspektiv. – Man skal virkelig bare være forsigtig.

Tak for, at du læste med.

De bedste hilsner

Det røde Menneske